Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) § 17

§ 17. Reglerne i stk. 2-4 gælder, hvis

    1. en skattepligtig institution overdrager sine aktiver og passiver som helhed til en anden skattepligtig institution,
    1. to eller flere skattepligtige institutioner sammensmeltes til en ny skattepligtig institution (fusion),
    1. en skattepligtig institution spaltes i to eller flere selvstændige skattepligtige institutioner (fission) eller
    1. en skattepligtig institution overdrager en livsforsikringsbestand til en anden skattepligtig institution efter reglerne i kapitel 16 i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 2. Den fortsættende institution indtræder (succederer) i den overdragende institutions skattemæssige stilling, såfremt den første endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der påvirkes af successionen, er udformet under denne forudsætning.

Stk. 3. Datoen for den åbningsstatus, der udarbejdes for den fortsættende institution i forbindelse med overdragelsen, anses i skattemæssig henseende for overdragelsesdato. Det er en betingelse for anvendelsen af reglerne i stk. 1 og 2, at overdragelsesdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for den fortsættende institutions regnskabsår.

Stk. 4. Sammen med den første endelige skatteopgørelse for det første indkomstår, der berøres af successionen, indsendes til den centrale told- og skatteforvaltning genpart af de dokumenter, der er udarbejdet i forbindelse med overdragelsen.

Kilde: Retsinformation.dk