Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) § 16
§ 16. Skattepligtige omfattet af § 1, stk. 1, er ikke skattepligtige af den del af formueafkastet, som kan henføres til hensættelser vedrørende livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982, jf. stk. 2-7. Beskatningsgrundlaget nedsættes med den procentdel, der svarer til forholdet mellem hensættelser vedrørende livrenter uden ret til bonus, jf. stk. 2, og passiverne ifølge årsregnskabet med tillæg af den udgiftsførte skat af årets afkast.
Stk. 2. Hensættelser vedrørende livrenter uden ret til bonus beregnes for hver kontrakt ud fra den eller de berettigedes alder og den resterende ydelsesrække, der er aftalt inden 1. juli 1983. Denne ydelsesrække diskonteres tilbage til udgangen af indkomståret med en rente svarende til den gennemsnitlige afkastprocent af livsforsikringsselskabets obligationsbeholdning. Afkastprocenten beregnes ud fra kurserne på selskabets obligationer som nævnt i stk. 3 ved udgangen af indkomståret, idet kurserne reguleres efter stk. 7. For hver obligationsserie beregnes en effektiv rente svarende til kursen og det resterende amortisationsforløb. De således fundne effektive renter vejes sammen til et totalt gennemsnit, idet selskabets kursværdier i hver serie ved udgangen af indkomståret anvendes som vægte.
Stk. 3. Den i stk. 2 nævnte afkastprocent opgøres årligt på grundlag af følgende effektive renter for børsnoterede obligationer bortset fra indeksobligationer, konvertible obligationer og præmieobligationer:
-
- Den gennemsnitlige rente af obligationsbeholdningerne i livsforsikringsselskaber og pensionskasser, der er omfattet af lov om forsikringsvirksomhed, Arbejdsmarkedets Tillægspension og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. stk. 4 og 5.
-
- Den af Københavns Fondsbørs opgjorte gennemsnitlige effektive obligationsrente, jf. stk. 6.
Stk. 4. Den i stk. 3, nr. 1, nævnte gennemsnitlige rente opgøres ud fra de nævnte institutioners beholdninger i de enkelte obligationsserier et år før indkomstårets begyndelse. For hver obligationsserie beregnes en rente efter reglerne i stk. 5. De således fundne renter vejes sammen til renten i stk. 3, nr. 1, idet institutionernes samlede kursværdier efter stk. 7 i hver serie et år før indkomstårets begyndelse anvendes som vægte.
Stk. 5. Til brug for afkastsatsen beregnes en rente for hver obligationsserie med udgangspunkt i den beregnede rente for serien to år før indkomstårets begyndelse. For serier, der er lukket to år før indkomstårets begyndelse, anvendes denne rente uændret. For åbne serier sammenvejes denne rente med et simpelt gennemsnit af de af Københavns Fondsbørs opgjorte effektive renter for serien i året 2 år forud for indkomståret. Sidstnævnte rente tillægges en vægt svarende til værdien af de i stk. 3, nr. 1, nævnte institutioners køb med fradrag af salg i serien i dette år. Førstnævnte rente tillægges en vægt svarende til resten af disse institutioners beholdning i serien et år før indkomstårets begyndelse reguleret efter stk. 7, og denne rente anvendes uændret, såfremt institutionernes salg overstiger købet i serien. For serier, der åbnes i løbet af året 2 år forud for afgiftsåret, anvendes gennemsnittet af de af Københavns Fondsbørs opgjorte effektive renter for serien i dette år.
Stk. 6. Den i stk. 3, nr. 2, nævnte effektive gennemsnitlige obligationsrente beregnes som et simpelt gennemsnit af de af Københavns Fondsbørs dagligt opgjorte effektive renter i de første 7 måneder af året forud for indkomståret af obligationer med en restløbetid på over 5 år.
Stk. 7. Den i stk. 2 nævnte årlige kursregulering foretages på grundlag af anskaffelsessummen. Anskaffelsesummen reguleres ved udgangen af hvert indkomstår med den kursværdiændring, der ved konstant effektiv rente fremkommer som følge af forkortelsen af restløbetiden. Indeholder værdipapiret en opsigelsesadgang for kreditor, anses lånet i henseende til reguleringen for opsagt på det tidligst mulige tidspunkt. Anskaffelsessummen for de enkelte obligationer i en serie beregnes efter forholdet mellem den samlede anskaffelsessum for obligationerne i serien og den samlede nominelle værdi af obligationerne.
Kilde: Retsinformation.dk