← Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren(* 1)

§ Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren(* 1) · kapitel 3 af 7

Kapitel 3 – *Udpegning af forsyningspligtudbydere*

LOV nr 466 af 12/06/1996

§ 6. Telestyrelsen kan udpege en eller flere udbydere omfattet af § 2 som forsyningspligtudbydere af de i §§ 3 og 4 nævnte ydelser, hvis disse udbydere har en landsdækkende markedsandel på 50 pct. eller derover af det samlede udbud af en eller flere teleydelser svarende til de i § 3, stk. 1, nævnte forsyningspligtydelser.

Stk. 2. For forsyningspligtydelser som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, kan udbydere omfattet af § 2 i særlige tilfælde, hvis de har en markedsandel på 50 pct. eller derover i regionale eller lokale områder af det samlede udbud af en eller flere teleydelser svarende til de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte forsyningspligtydelser, udpeges som forsyningspligtudbydere for de pågældende regionale eller lokale områder.

Stk. 3. Telestyrelsen fastsætter efter forhandling på grundlag af oplæg fra de i henhold til stk. 1 og 2 udpegede udbydere vilkår for udbydernes varetagelse af forsyningspligt som nævnt i stk. 1 og 2.

Stk. 4. Telestyrelsens fastsættelse af vilkår efter stk. 3 sker på grundlag af de i medfør af § 3, stk. 2 og 3, fastsatte regler. I vilkårene kan fastsættes yderligere krav til udbydernes udbud af forsyningspligtydelser end indeholdt i det i stk. 3 nævnte oplæg fra udbyderne.

§ 7. Forskningsministeren kan, i det omfang markedsforholdene tilsiger det, træffe beslutning om, at Telestyrelsen på grundlag af forudgående offentligt udbud af adgangen til at påtage sig forsyningspligt udpeger en eller flere forsyningspligtudbydere.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om rammerne for iværksættelse af det enkelte udbud, herunder rammer for, hvordan Telestyrelsen skal afvikle udbudsforretningen, hvilke forsyningspligtydelser der som minimum skal udbydes, og hvilke minimumskrav der skal stilles med hensyn til priser for de nævnte forsyningspligtydelser.

Stk. 3. I forbindelse med udpegningen af en forsyningspligtudbyder i medfør af stk. 1 og 2 fastsætter Telestyrelsen på grundlag af det afgivne tilbud samt forhandlingerne i forbindelse med udpegningen de nærmere vilkår for den pågældende udbyders varetagelse af forsyningspligten.

Stk. 4. Telestyrelsens fastsættelse af vilkår efter stk. 3 sker på grundlag af de i medfør af § 3, stk. 2 og 3, fastsatte regler. I vilkårene kan fastsættes yderligere krav til udbyderens udbud af forsyningspligtydelser end indeholdt i det afgivne tilbud.

§ 8. Hvis en forsyningspligtudbyder ikke kan udpeges i henhold til §§ 6 eller 7, kan forskningsministeren udpege en eller flere udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, som ikke opfylder betingelserne for udpegning i henhold til § 6, til at varetage forsyningspligten.

Stk. 2. Telestyrelsen fastsætter efter forudgående forhandling på grundlag af oplæg fra de i henhold til stk. 1 udpegede udbydere vilkår for udbydernes varetagelse af forsyningspligt som nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Telestyrelsens fastsættelse af vilkår efter stk. 2 sker på grundlag af de i medfør af § 3, stk. 2 og 3, fastsatte regler. I vilkårene kan fastsættes yderligere krav til udbydernes udbud af forsyningspligtydelser end indeholdt i det i stk. 2 nævnte oplæg fra udbyderne.

§ 9. Udpegning af forsyningspligtudbydere i henhold til §§ 6-8 sker for en periode af 10 år.

Stk. 2. Hvis en efter § 6, stk. 1 og 2, udpeget forsyningspligtudbyders markedsandel i den i stk. 1 nævnte periode falder til under 50 pct., har udbyderen krav på, at der iværksættes fornyet udpegning af en forsyningspligtudbyder. Hvis markedsforholdene i øvrigt ændrer sig væsentligt, kan Telestyrelsen efter anmodning fra den udpegede forsyningspligtudbyder ændre udpegningen eller vilkårene herfor.