Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren(* 1) § 7

§ 7. Forskningsministeren kan, i det omfang markedsforholdene tilsiger det, træffe beslutning om, at Telestyrelsen på grundlag af forudgående offentligt udbud af adgangen til at påtage sig forsyningspligt udpeger en eller flere forsyningspligtudbydere.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om rammerne for iværksættelse af det enkelte udbud, herunder rammer for, hvordan Telestyrelsen skal afvikle udbudsforretningen, hvilke forsyningspligtydelser der som minimum skal udbydes, og hvilke minimumskrav der skal stilles med hensyn til priser for de nævnte forsyningspligtydelser.

Stk. 3. I forbindelse med udpegningen af en forsyningspligtudbyder i medfør af stk. 1 og 2 fastsætter Telestyrelsen på grundlag af det afgivne tilbud samt forhandlingerne i forbindelse med udpegningen de nærmere vilkår for den pågældende udbyders varetagelse af forsyningspligten.

Stk. 4. Telestyrelsens fastsættelse af vilkår efter stk. 3 sker på grundlag af de i medfør af § 3, stk. 2 og 3, fastsatte regler. I vilkårene kan fastsættes yderligere krav til udbyderens udbud af forsyningspligtydelser end indeholdt i det afgivne tilbud.

Kilde: Retsinformation.dk