← Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren(* 1)

§ Lov om forsyningspligt og visse forbrugerforhold inden for telesektoren(* 1) · kapitel 2 af 7

Kapitel 2 – *Forsyningspligtydelser*

LOV nr 466 af 12/06/1996

§ 3. Den generelle forsyningspligt, som skal sikres ved udpegning af en eller flere forsyningspligtudbydere, jf. §§ 6-8, omfatter et udbud af følgende teleydelser:

    1. Et telefoninet og en tilhørende telefonitjeneste.
    1. Et ISDN-net og tilhørende ISDN-tjenester.
    1. Faste kredsløb, dog ikke bredbåndskredsløb.
    1. Særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af handicappede eller særlige forsyningspligtvilkår og -priser for disse grupper.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke telenet og teletjenester med tilhørende basale net- og tjenestefunktioner der er omfattet af stk. 1, nr. 1-3, og om de overordnede kvalitetskrav til de omfattede telenet og teletjenester.

Stk. 3. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke særlige forsyningspligtydelser og forsyningspligtvilkår og -priser der skal stilles til rådighed for nærmere afgrænsede grupper af handicappede.

Stk. 4. Forsyningspligt omfatter levering af de omfattede teleydelser til forud fastsatte maksimalpriser, jf. § 10, til alle brugere, der anmoder forsyningspligtudbyderen herom.

§ 4. Udbydere omfattet af § 2 kan udpeges til at stille offentlige radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester til rådighed, jf. §§ 6-9. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om kravene til disse tjenester.

§ 5. Udbydere, der i henhold til §§ 6-8 er udpeget til at sikre udbudet af forsyningspligtydelser, skal for de af forsyningspligten omfattede telenet og teletjenester udarbejde generelle abonnementsvilkår. Abonnementsvilkårene og ændringer heri skal godkendes af Telestyrelsen. Telestyrelsen kan fastsætte krav til udbyderens abonnementsvilkår, herunder krav om ændringer af disse, jf. stk. 2.

Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om indholdet af de i stk. 1 nævnte abonnementsvilkår.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte abonnementsvilkår skal offentliggøres af den pågældende forsyningspligtudbyder.