← Lov om kontrol med arbejder af ædle metaller m.v. (* 1)

§ Lov om kontrol med arbejder af ædle metaller m.v. (* 1) · kapitel 3 af 7

Kapitel 3 – *Kontrollen med virksomhederne*

LOV nr 308 af 17/05/1995

§ 5. Arbejder af ædle metaller, der sælges eller udbydes til salg under betegnelserne »guld«, »sølv«, »platin« eller »palladium«, jf. § 2, skal være forsynet med et holdighedsstempel, jf. § 6. Derudover skal sådanne arbejder være forsynet med et navnestempel, jf. § 7.

§ 6. Holdighedsstemplet skal på tydelig måde angive arbejdets holdighed i tusindedele.

Stk 2. Holdighedsstempler påført i et andet land i Den Europæiske Union skal, når de opfylder kravene i stk. 1, anerkendes i Danmark, såfremt holdigheden har været underlagt en kontrol, der kan sidestilles med den danske.

Stk. 3. Indeholder arbejder af sølv mindst 925 promille sølv, kan holdigheden dog angives alene ved betegnelsen »Sterling«.

Stk. 4. På arbejder af sølv kan det i stk. 1 nævnte stempel tillige indeholde bogstavet »S«, og på arbejder af platin eller palladium kan stemplet indeholde bogstaverne henholdsvis »Pt.« og »Pd.«

Stk. 5. På arbejder af guld kan der til den i stk. 1 foreskrevne angivelse af holdigheden føjes den tilsvarende holdighedsangivelse i karat.

Stk. 6. Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter regler om holdighedsstemplingen af de arbejder, der er nævnt i § 2, og om stemplingen af arbejder af ædle metaller, der består af to eller flere ædle metaller, eller som er forbundet med, eller hvori indgår uædelt metal eller ikkemetalliske materialer.

§ 7. Fabrikanter af arbejder af ædle metaller, jf. § 2, skal have et registreret navnestempel, som påføres de fremstillede arbejder af ædle metaller. Som fabrikanter anses også personer og virksomheder, der som selvstændig næringsvirksomhed udfører reparationer af arbejder, der omfattes af loven.

Stk. 2. Navnestempler på importerede arbejder af ædle metaller fra et land i Den Europæiske Union sidestilles med danske navnestempler under forudsætning af, at det er muligt at identificere fabrikanten , og at denne kan dokumentere sin ret til at påføre produkterne det pågældende navnestempel. Såfremt disse betingelser ikke er opfyldt eller det benyttede mærke er forveksleligt med et mærke, der allerede er benyttet i Danmark, finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Importøren eller forhandleren har pligt til at oplyse Ædelmetalkontrollen om udenlandske navnestempler, der accepteres efter stk. 2.

Stk. 4. For importører af arbejder af ædle metaller fra lande uden for Den Europæiske Union finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Arbejder, der opfylder kravene til holdigheden i § 2, og som er forsynet med det fælles stempel fastsat i konventionen om kontrol og stempling af varer af ædle metaller af 15. november 1972 med senere ændringer, skal anses for at opfylde lovens krav til stempling.

Stk. 6. Forhandlere af arbejder af ædle metaller kan få registreret et navnestempel og få arbejder, der er udført af andre, forsynet med dette stempel.

Stk. 7. Benyttes forhandlerens navnestempel, bortfalder fabrikantens eller importørens pligt til at forsyne arbejdet med deres navnestempel.

Stk. 8. Navnestemplet skal bestå af fabrikantens, importørens eller forhandlerens navn eller firma eller af en forkortelse heraf. Navnestemplet registreres i et navnestempelregister, der føres af Ædelmetalkontrollen. De i registeret optagne navnestempler skal tydeligt adskille sig fra hinanden.

Stk. 9. Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter regler om navnestemplers anmeldelse til og optagelse i navnestempelregisteret og om de afgifter, der skal betales for optagelse i registeret.

§ 8. Fritaget for kravet om stempling i § 5 er

    1. arbejder, der midlertidigt indføres som vareprøver eller til udstilling,
    1. arbejder af guld, platin eller palladium, der vejer mindre end 1 g, og arbejder af sølv, der vejer mindre end 3 g, samt i øvrigt arbejder, der som følge af deres skrøbelighed eller ringe størrelse ikke kan forsynes med stempler,
    1. importerede urkasser med indlagt urværk,
    1. fyldepenne, kuglepenne, pencils og dele dertil,
    1. arbejder, der godtgøres at være fremstillet før 1. juli 1961,
    1. arbejder til dentalt eller andet medicinsk formål,
    1. musikinstrumenter og
    1. mønter, der er gangbare.

§ 9. Arbejder af ædle metaller, som ikke opfylder de krav til holdigheden, der er fastsat i § 2, må ikke være forsynet med noget stempel, der angiver holdigheden, eller som kan forveksles med et holdighedsstempel. Det samme gælder de arbejder, der er nævnt i stk. 3.

Stk. 2. Arbejder af ædle metaller, som ikke opfylder de krav til holdigheden, der er fastsat i § 2, må ikke markedsføres under betegnelser, der angår eller kan forveksles med betegnelser for de ædle metaller, der er omfattet af loven eller markedsføres under betegnelser, der indeholder kvalitetsangivelser, som angår ædle metaller eller arbejdets indhold af sådanne metaller.

Stk. 3. Arbejder af uædle metaller, der ved valsning, galvanisk plettering eller på anden måde er påført et lag af guld, sølv, platin eller andre platinmetaller, skal betegnes som »guldpletteret«, »duble«, »forgyldt«, »sølvpletteret«, »forsølvet« eller »platinpletteret« eller betegnes med andre ord, der angiver arbejdets nævnte karakter.

Stk. 4. Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter regler om bestemmelsen af holdigheden og om, hvorledes og i hvilket omfang det er tilladt at anvende dele af uædelt metal eller ikkemetalliske materialer i arbejder af ædle metaller.

§ 10. Den, som har et registreret navnestempel efter § 7, eller som sælger ædle metaller i uforarbejdet stand, er undergivet Ædelmetalkontrollens tilsyn med hensyn til holdigheden af virksomhedernes beholdning af ædle metaller og arbejder af sådanne.

Stk. 2. Ædelmetalkontrollen har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til de virksomheder, der er nævnt i stk. 1, og til efter eget valg at udtage prøver af beholdninger af ædle metaller i uforarbejdet stand, af halvfabrikata af ædle metaller eller af arbejder af ædle metaller.

Stk. 3. Udtages prøver af ustemplede arbejder af ædle metaller og emner til sådanne arbejder, skal virksomheden skriftligt over for Ædelmetalkontrollen oplyse, med hvilken holdighed det færdige arbejde skal stemples.

Stk. 4. Er holdigheden af et arbejde af ædle metaller mindre end den holdighed, der er anført i holdighedsstemplet, skal stemplet slettes. Er arbejdet en del af en serieproduktion, der er udleveret til handelen, kan Ædelmetalkontrollen påbyde, at de udleverede arbejder tilbagekaldes. Opfylder det pågældende arbejde imidlertid de krav til holdigheden, der er fastsat i § 2, kan arbejdet forsynes med nyt holdighedsstempel i overensstemmelse med den konstaterede holdighed.

§ 11 . Ædelmetalkontrollen har til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til virksomheder, der uden at være omfattet af § 10 erhvervsmæssigt sælger arbejder af ædle metaller. Ædelmetalkontrollen kan i forbindelse hermed foretage eftersyn og udtage prøver af beholdninger af de pågældende varer.

Stk. 2. De omkostninger, der er forbundet med at bringe varen i salgbar stand, bæres af den virksomhed, der er nævnt i stk. 1.

§ 12. Bestemmelserne om import af arbejder fra et andet land i Den Europæiske Union og af konventionsstemplede arbejder er ikke til hinder for, at Ædelmetalkontrollen i enkelte tilfælde undersøger holdigheden og stemplingen af disse arbejder, jf. §§ 10 og 11.

§ 13. Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter regler om kontrollens udførelse efter §§ 10 og 11.

§ 14. Bestemmelserne i §§ 2, 5, 6, 7, stk. 1, og 9 gælder ikke ved eksport af arbejder af ædle metaller.