Lov om kontrol med arbejder af ædle metaller m.v. (* 1) § 7

§ 7. Fabrikanter af arbejder af ædle metaller, jf. § 2, skal have et registreret navnestempel, som påføres de fremstillede arbejder af ædle metaller. Som fabrikanter anses også personer og virksomheder, der som selvstændig næringsvirksomhed udfører reparationer af arbejder, der omfattes af loven.

Stk. 2. Navnestempler på importerede arbejder af ædle metaller fra et land i Den Europæiske Union sidestilles med danske navnestempler under forudsætning af, at det er muligt at identificere fabrikanten , og at denne kan dokumentere sin ret til at påføre produkterne det pågældende navnestempel. Såfremt disse betingelser ikke er opfyldt eller det benyttede mærke er forveksleligt med et mærke, der allerede er benyttet i Danmark, finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Importøren eller forhandleren har pligt til at oplyse Ædelmetalkontrollen om udenlandske navnestempler, der accepteres efter stk. 2.

Stk. 4. For importører af arbejder af ædle metaller fra lande uden for Den Europæiske Union finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Arbejder, der opfylder kravene til holdigheden i § 2, og som er forsynet med det fælles stempel fastsat i konventionen om kontrol og stempling af varer af ædle metaller af 15. november 1972 med senere ændringer, skal anses for at opfylde lovens krav til stempling.

Stk. 6. Forhandlere af arbejder af ædle metaller kan få registreret et navnestempel og få arbejder, der er udført af andre, forsynet med dette stempel.

Stk. 7. Benyttes forhandlerens navnestempel, bortfalder fabrikantens eller importørens pligt til at forsyne arbejdet med deres navnestempel.

Stk. 8. Navnestemplet skal bestå af fabrikantens, importørens eller forhandlerens navn eller firma eller af en forkortelse heraf. Navnestemplet registreres i et navnestempelregister, der føres af Ædelmetalkontrollen. De i registeret optagne navnestempler skal tydeligt adskille sig fra hinanden.

Stk. 9. Erhvervsfremme Styrelsen fastsætter regler om navnestemplers anmeldelse til og optagelse i navnestempelregisteret og om de afgifter, der skal betales for optagelse i registeret.

Kilde: Retsinformation.dk