§ Fondsmæglerselskabsloven · kapitel 2 af 14
Kapitel 2 – *Stiftelse m.m.*
LOV nr 1071 af 20/12/1995
§ 3. Fondsmæglerselskaber skal være aktieselskaber.
Stk. 2. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at blive medlem af en fondsbørs, en værdipapircentral eller en clearingcentral, hvor selskabet deltager i clearing og afvikling eller ønsker at udføre en eller flere af de i bilag 1, afsnit A, nr. 2 og 4, og afsnit C, nr. 1 og 3, nævnte tjenesteydelser, skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til modværdien af 1 mio. ecu.
Stk. 3. Andre fondsmæglerselskaber skal have en aktiekapital, der mindst udgør et beløb svarende til modværdien af 300.000 ecu.
Stk. 4. Goodwill kan ikke anvendes som en del af den indbetalte kapital. Deling af aktiekapitalen i aktieklasser med forskellig stemmeret kan ikke finde sted.
§ 4. Et fondsmæglerselskab skal have en ansvarlig kapital svarende til mindst en fjerdedel af såvel det foregående års faste omkostninger som vederlag udbetalt som provision. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i fondsmæglerselskabets virksomhed siden det foregående år. Har et fondsmæglerselskab ikke været i drift i et år, skal det have en ansvarlig kapital svarende til mindst en fjerdedel af såvel de faste omkostninger, der fremgår af driftsplanen for første års drift, som forventet vederlag i form af provision, medmindre denne plan kræves ændret af Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om opgørelsen af fondsmæglerselskabers faste omkostninger.