§ Fondsmæglerselskabsloven · kapitel 3 af 14
Kapitel 3 – *Tilladelse m.m.*
LOV nr 1071 af 20/12/1995
§ 5. Fondsmæglerselskaber skal have tilladelse af Finanstilsynet til at drive fondsmæglervirksomhed. Tilladelsen skal angive de områder i bilag 1, afsnit A og C, som tilladelsen omfatter.
Stk. 2. Ansøgning om tilladelse skal ledsages af en driftsplan, hvori blandt andet angives arten af de forretninger, der påtænkes udført, samt fondsmæglerselskabets organisation. Ansøgningen skal desuden indeholde oplysninger om alle aktionærer, der direkte eller indirekte ejer en kvalificeret andel på mindst 5 pct. af aktiekapitalen eller stemmerettighederne eller en aktiebesiddelse, der giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på forvaltningen af fondsmæglerselskabet, eller som i øvrigt har snævre forbindelser, jf. stk. 8, samt om størrelsen af disse aktionærers aktiebesiddelse.
Stk. 3. Tilladelse til at udføre en eller flere af de i bilag 1, afsnit C, anførte accessoriske tjenesteydelser kan kun meddeles fondsmæglerselskaber i tilknytning til ansøgning om tilladelse til at udføre tjenesteydelser i henhold til bilag 1, afsnit A.
Stk. 4. Først når Finanstilsynet har meddelt tilladelse til at drive fondsmæglervirksomhed, kan fondsmæglerselskabet registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Med anmeldelsen til registrering skal fondsmæglerselskabet indsende 2 daterede eksemplarer af vedtægterne til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender det ene eksemplar til Finanstilsynet.
Stk. 5. Ved anmeldelse af vedtægtsændringer skal fondsmæglerselskabet indsende 2 daterede eksemplarer af vedtægterne med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender det ene eksemplar til Finanstilsynet.
Stk. 6. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, hvis et medlem af fondsmæglerselskabets direktion eller bestyrelse
-
- må skønnes ikke at have fyldestgørende erfaring til at udøve stillingen eller hvervet,
-
- er dømt for et strafbart forhold og det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, eller
-
- i stilling eller erhverv har udvist en sådan adfærd, at der er grund til at antage, at den pågældende ikke vil varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig måde.
Stk. 7. Tilladelse kan nægtes, hvis der foreligger snævre forbindelser, jf. stk. 8, mellem fondsmæglerselskabet og andre virksomheder eller personer, og hvis disse forbindelser vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.
Stk. 8. Ved snævre forbindelser forstås
-
- direkte eller indirekte forbindelser af den i lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. § 1, stk. 2, nr. 8, angivne art,
-
- kapitalinteresser, hvorved forstås en virksomheds direkte eller indirekte besiddelse af 20 pct. eller mere af stemmerettighederne eller kapitalen i en virksomhed, eller
-
- flere virksomheders eller personers fælles forbindelse, jf. nr. 1, med en virksomhed.
Stk. 9. Finanstilsynet kan nægte tilladelse, såfremt lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, vedrørende en virksomhed eller person, som fondsmæglerselskabet har snævre forbindelser med, jf. stk. 8, vil kunne vanskeliggøre varetagelsen af tilsynets opgaver.½
Stk. 10. Tilladelse kan desuden nægtes, hvis de i stk. 2 nævnte aktionærer skønnes at ville modvirke en forsvarlig drift af fondsmæglerselskabet.
Stk. 11. Når tilladelse nægtes, skal dette begrundes og meddeles ansøgeren senest seks måneder efter indgivelsen af en fyldestgørende ansøgning. Der træffes under alle omstændigheder afgørelse senest tolv måneder efter ansøgningens modtagelse.
Stk. 12. Finanstilsynet kan i overensstemmelse med bestemmelserne i Rådets direktiv om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer suspendere behandlingen af ansøgninger om tilladelse til fondsmæglerselskaber, som direkte eller indirekte ejes af selskaber med hjemsted uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med.
Stk. 13. Reglerne i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis et fondsmæglerselskab, der har fået tilladelse efter denne lov, ansøger om ændring af sin tilladelse.
Stk. 14. Et fondsmæglerselskab, der har fået tilladelse efter denne lov, er forpligtet til at have sit hovedkontor og udøve virksomhed her i landet.
§ 6. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet, jf. stk. 2. Filialen kan udføre de i bilag 1, afsnit A og C, nævnte tjenesteydelser, såfremt disse er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder have modtaget følgende oplysninger:
-
- En beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte tjenesteydelser,
-
- en erklæring om, at de planlagte tjenesteydelser er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet,
-
- filialens adresse,
-
- navnene på filialens ledelse samt
-
- oplysninger om en eventuel investorbeskyttelsesordning i hjemlandet omfattende filialens investorer.
Stk. 3. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, skal fondsmæglerselskabet give meddelelse herom til Finanstilsynet, senest en måned før ændringen foretages.
Stk. 4. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, kan begynde at udøve virksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Fondsmæglerselskabet kan udføre de i bilag 1, afsnit A og C, nævnte tjenesteydelser, når hjemlandets tilsynsmyndigheder har erklæret, at disse er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 5. Et udenlandsk fondsmæglerselskab, der etablerer repræsentationskontor her i landet, skal give Finanstilsynet meddelelse herom, senest samtidig med at kontoret etableres. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om
-
- repræsentationskontorets adresse og
-
- navnene på repræsentationskontorets ledelse.
§ 7. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at etablere en filial i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:
-
- I hvilket land filialen ønskes etableret,
-
- en driftsplan, hvori der blandt andet angives, hvilken art forretninger der påtænkes udført, samt filialens organisation,
-
- filialens adresse og
-
- navnene på filialens ledelse.
Stk. 2. Finanstilsynet videresender de i stk. 1 nævnte oplysninger og oplysninger om en eventuel investorbeskyttelsesordning til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter fondsmæglerselskabet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte tjenesteydelser er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse.
Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at fondsmæglerselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver fondsmæglerselskabet meddelelse herom inden 3 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.
Stk. 4. Fondsmæglerselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages.
Stk. 5. Et fondsmæglerselskab, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og hvilke tjenesteydelser der ønskes udført.
Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af fondsmæglerselskabets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet, senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.
Stk. 7. Fondsmæglerselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 5 nævnte forhold, senest 1 måned før ændringen foretages.
§ 8. Lovens bestemmelser gælder for filialer af fondsmæglerselskaber, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, med de afvigelser, filialforholdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser i henhold til stk. 1 samt bestemmelser om tilladelse til filialer af udenlandske fondsmæglerselskaber, herunder om at Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne.