← Fondsmæglerselskabsloven

§ Fondsmæglerselskabsloven · kapitel 1 af 14

Kapitel 1 – *Indledende bestemmelser*

LOV nr 1071 af 20/12/1995

§ 1. Denne lov finder anvendelse på fondsmæglerselskaber, herunder fondsmæglerselskaber, der er børsmæglerselskaber. Fondsmæglerselskaber har til formål at drive fondsmæglervirksomhed ved at tilbyde tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel på erhvervsmæssigt grundlag (investeringsservice).

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte tjenesteydelser i forbindelse med værdipapirhandel er de i bilag 1, afsnit A, anførte tjenesteydelser i forbindelse med de instrumenter, der er angivet i bilag 1, afsnit B, når en sådan tjenesteydelse præsteres over for tredjemand.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke fysiske og juridiske personer der kan udføre de i stk. 2 nævnte tjenesteydelser uden tilladelse efter denne lov.

Stk. 4. Fondsmæglerselskaber må kun udføre de tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1, afsnit A, og dertil knyttede accessoriske tjenesteydelser, som er nævnt i bilag 1, afsnit C. Finanstilsynet kan tillade, at fondsmæglerselskaber kan udføre tjenesteydelser som nævnt i 1. pkt. med andre finansielle instrumenter end de i bilag 1, afsnit B, nævnte.

Stk. 5. Herudover må fondsmæglerselskaber formidle tinglyste, negotiable pantebreve i fast ejendom eller løsøre.

Stk. 6. Et fondsmæglerselskab må ikke have datterselskaber, medmindre disse udelukkende driver fondsmæglervirksomhed.

§ 2. Fondsmæglerselskaber er eneberettigede til i deres navn at benytte ordet »fondsmæglerselskab« alene eller i sammensætning. Andre virksomheder må ikke i deres navn eller til betegnelse af virksomheden benytte ordet »fondsmæglerselskab« eller betegnelser, der er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er fondsmæglerselskaber.

Stk. 2. Fondsmæglerselskaber, der er medlemmer af en fondsbørs, er desuden eneberettigede til at kalde sig »børsmæglerselskab«.

Stk. 3. Fondsmæglerselskaber er forpligtede til at anvende betegnelsen fondsmæglerselskab i deres navn. Hvis de er medlemmer af en fondsbørs, kan de tillige eller i stedet anvende betegnelsen børsmæglerselskab.

Stk. 4. Et udenlandsk fondsmæglerselskab kan dog benytte det samme navn, som selskabet benytter i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et andet navn, kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse.