← Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (Arbejdsskadeloven) (Arbejdsskadeforsikringsloven)

§ Lov om forsikring mod følger af arbejdsskade (Arbejdsskadeloven) (Arbejdsskadeforsikringsloven) · kapitel 11 af 12

Kapitel 11 – *Forskellige bestemmelser*

LOV nr 390 af 20/05/1992

§ 59. Ydelser i henhold til loven kan ikke danne grundlag for regreskrav mod en skadevolder, der har pådraget sig erstatningspligt over for skadelidte eller dennes efterladte.

Skadelidtes eller dennes efterladtes krav mod den erstatningsansvarlige nedsættes i det omfang, forsikringsselskabet har betalt eller er pligtigt at betale erstatning til de pågældende efter denne lov.

§ 60. Aftaler mellem forsikringspligtige og forsikringsberettigede er ugyldige, når de går ud på eller fører til, at bestemmelser i loven ikke skal gælde, eller at den forsikrede skal udrede en forsikringspræmie, som efter loven påhviler arbejdsgiveren, eller at pligtige ydelser ikke skal beregnes efter loven. Ligeledes er aftaler om tilbageholdelse i løn i anledning af forsikring efter loven ugyldige.

§ 61. Krav, som efter loven tilkommer en skadelidt eller dennes efterladte, kan ikke gøres til genstand for arrest, eksekution eller anden retsforfølgning. Retshandler, der afsluttes af de pågældende med hensyn til sådanne krav, er ugyldige.

§ 62. Efter overenskomst med andre stater kan socialministeren fastsætte regler om, i hvilket omfang lovens bestemmelser eller bestemmelserne i den fremmede stats tilsvarende lovgivning skal anvendes på forhold, der reguleres i loven.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter bestemmelser om fravigelse af lovens regler i det omfang, det er nødvendigt for anvendelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger om social sikring for arbejdstagere m.v.

§ 63. Når en skade er indtruffet som følge af forsikrede personers forsøg på redning af menneskeliv, jf. § 3, nr. 3, godtgøres vedkommende forsikringsselskabs ydelser af statskassen.

Stk. 2. Hvis en person, der ikke i øvrigt er forsikret efter loven, pådrager sig skade ved forsøg på redning af menneskeliv, jf. § 3, nr. 4, betaler statskassen ydelserne efter loven.

Stk. 3. I de tilfælde, der omfattes af stk. 1 og 2, beregnes skadelidtes årsløn efter lovens almindelige regler, uanset om pågældende samtidig er forsikret efter § 8. Dette gælder dog ikke, hvis anvendelse af § 41, stk. 5, fører til fastsættelse af en højere årsløn.

§ 64. Staten og kommunerne udreder ydelser efter loven for skade, som er en følge af udøvelse af borgerlige eller kommunale ombud.

§ 65. Arbejdsskadestyrelsens tjenestemænd og dermed ligestillede, herunder de til Arbejdsskadestyrelsen knyttede læger, må ikke være ansat i eller tage del i ledelsen af et forsikringsselskab, som har koncession til at drive arbejdsskadeforsikringsvirksomhed.

§ 66. Efter anmodning kan Arbejdsskadestyrelsen under anvendelse af denne lovs bestemmelser i øvrigt afgive udtalelser om spørgsmål vedrørende personskade, der ikke er omfattet af loven. Styrelsen kan tillige afgive udtalelser efter § 10 i lov om erstatningsansvar.

Stk. 2. For sådanne udtalelser betales et beløb, der fastsættes af socialministeren.

§ 67. En forsikringspligtig arbejdsgiver, der undlader at tegne forsikring efter loven eller at holde forsikringen i kraft, straffes med bøde.

Stk. 2. På samme måde straffes en arbejdsgiver, som ikke rettidigt anmelder en indtruffet arbejdsskade, jf. kapitel 3.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber, anpartsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.

Stk. 4. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 68. Staten yder erstatning efter loven til sine tjenestemænd, der er beskæftiget på Færøerne, samt til de af staten beskæftigede arbejdere, der ikke har fast bopæl der.

Stk. 2. Afgørelse truffet af Det Færøske Ulykkesforsikringsråd efter den færøske ulykkesforsikringslovgivning kan i overensstemmelse med de heri fastsatte regler indbringes for Den Sociale Ankestyrelse.

§ 69. Arbejdsskadestyrelsen aflægger skriftlig beretning med statistiske oversigter een gang årligt. Beretningen og statistikken skal også omfatte Erhvervssygdomsudvalgets arbejde.