← Mælkeproduktloven

§ Mælkeproduktloven · kapitel 2 af 7

Kapitel 2 – *Mælkeproducenter*

LOV nr 342 af 14/05/1992

§ 2. Mælkeproducenter, der leverer mælk til videreforhandling, forarbejdning eller direkte til forbruger, skal foretage anmeldelse til registrering hos landbrugsministeren. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om anmeldelsen.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om salg af mælk og mælkeprodukter direkte fra mælkeproducenter til forbruger til anvendelse i egen husholdning.

§ 3. Mælk til konsum må ikke indeholde smitstoffer, mikroorganismer, rester af medicin eller andre stoffer eller i øvrigt have egenskaber, der under hensyn til den påtænkte anvendelse kan indebære risiko for menneskers sundhed eller forringe mælkens kvalitet til menneskeføde. Mælkeproducenten må ikke ændre på mælkens naturlige sammensætning og må ikke underkaste mælken anden behandling end rensning og afkøling.

Stk. 2. Som led i kontrollen kan der påbydes gennemført laboratorieundersøgelser af mælken.

§ 4. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om levering af mælk, herunder om besætningers sundhedstilstand, om staldes indretning og drift, om mælkens kvalitet, behandling, opbevaring og transport og om personalets helbred og hygiejne. Landbrugsministeren kan i regler påbyde foranstaltninger til bekæmpelse af mastitis, herunder forbyde eller begrænse enhver flytning af dyr, som indebærer risiko for udbredelse af mastitis.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at betaling for leveret mælk skal gradueres efter kvaliteten.