← Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion

§ Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion · kapitel 8 af 9

Kapitel 8 – *Forskellige bestemmelser*

LOV nr 1090 af 23/12/1992

§ 24. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion et årsregnskab bestående af balance, resultatopgørelse og noter. Der udarbejdes endvidere årsberetning. Disse dele udgør en helhed. Regnskabet følger kalenderåret.

Stk. 2. Det reviderede og godkendte årsregnskab sendes senest 6 måneder efter regnskabsårets udløb til Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Stk. 3. Årsregnskabet opstilles på en overskuelig måde i overensstemmelse med denne lov og forskrifter i henhold til loven.

§ 25. Årsregnskabet for Arbejdsgivernes Elevrefusion skal revideres af mindst to revisorer, hvoraf mindst en skal være statsautoriseret revisor. Bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion udnævner revisorerne for 3 år ad gangen, men kan til enhver tid trække udnævnelsen tilbage.

Stk. 2. Ved revisorskift skal bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion og revisor give undervisnings- og forskningsministeren en redegørelse, hvis skiftet skyldes særlige forhold.

Stk. 3. Efter at revisionen af årsregnskabet er afsluttet, skal revisorerne ved påtegning på regnskabet bekræfte, at de har revideret dette.

Stk. 4. Revisorerne har altid ret til at deltage i bestyrelsesmøder under behandling af sager, der har betydning for revision eller aflæggelse af regnskabet.

Stk. 5. Revisorerne har pligt til at deltage i bestyrelsens behandling af de pågældende sager, hvis det ønskes af blot et bestyrelsesmedlem.

§ 26. Offentlige myndigheder, skoler, arbejdsgivere, elever og arbejdsmarkedets organisationer skal i ansøgningen samt efter anmodning give Arbejdsgivernes Elevrefusion og skolerne oplysninger, der har betydning for afgørelser om udbetaling af ydelser og opkrævning af bidrag efter loven. Oplysningerne kan indhentes i elektronisk form.

§ 27. Klager over afgørelser truffet af Arbejdsgivernes Elevrefusion efter denne lov kan inden fire uger efter meddelelsen af afgørelsen indbringes for et ankenævn. Ankenævnet består af en formand, der skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive dommer, og fire andre medlemmer, hvoraf et medlem udpeges af Dansk Arbejdsgiverforening, et medlem af Landsorganisationen i Danmark, et medlem af offentlige arbejdsgivere og et medlem af organisationer, der repræsenterer offentligt ansatte arbejdstagere, jf. dog § 41. Undervisnings- og forskningsministeren beskikker formanden. Medlemmerne beskikkes og udpeges for 3 år.

Stk. 2. Ankenævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Der betales et gebyr på 300 kr. for ankenævnets behandling af klager. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om gebyret.

§ 28. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme en anmodning fra Arbejdsgivernes Elevrefusion eller skolerne om oplysninger eller afgiver urigtige eller vildledende oplysninger, jf. § 26.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.

§ 29. Ubetalte arbejdsgiverbidrag efter de indtil 1. januar 1988 gældende regler kan med tillæg af omkostninger inddrives af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken). Hypotekbanken kan inddrive skyldige beløb ved udpantning og ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen, herunder om straf af bøde for overtrædelse af reglerne.

Stk. 3. Hypotekbanken kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den pågældende, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af de i stk. 1 nævnte beløb, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.

Stk. 4. Hypotekbankens afgørelser kan indbringes for finansministeren.

§ 30. Krav på arbejdsgiverbidrag, tilskud og andre ydelser efter denne lov forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer.

§ 31. Arbejdsgivernes Elevrefusion giver efter anmodning undervisnings- og forskningsministeren vederlagsfrit alle oplysninger af betydning for ordningerne efter denne lov, herunder oplysninger med henblik på en vurdering af de økonomiske forhold. Oplysningerne kan overføres i elektronisk form.

§ 32. I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 693 af 6. august 1992, foretages følgende ændringer:

1. § 17 a, stk. 1, affattes således:

»Som kompensation for arbejdsgivernes bidrag til Arbejdsmarkedets Tillægspension ydes et beløb til arbejdsgivere, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven) eller lov om afgift af lønsum m.v. Der ydes ikke kompensation til offentlige arbejdsgivere.«

2. I § 17 a, stk. 2, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Beløb under 25 kr. udbetales ikke.«

3. I § 28, stk. 1, litra d, indsættes efter »beregning«: »og udbetaling«.