§ Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion · kapitel 7 af 9
Kapitel 7 – *Arbejdsgiverbidrag*
LOV nr 1090 af 23/12/1992
§ 18 . Alle arbejdsgivere, jf. § 2, stk. 1, betaler et bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion til dækning af udgifterne efter denne lov, herunder de med ordningen forbundne administrationsudgifter. Staten dækker dog halvdelen af udgifterne til lønrefusion, jf. § 5, stk. 2.
Stk. 2. Bidragets størrelse efter stk. 1 fastsættes i de årlige finanslove. Bidraget for 1993 udgør 1.500 kr. pr. fuldtidsansat lønmodtager.
Stk. 3. Til brug for den årlige fastlæggelse af bidragene modtager undervisnings- og forskningsministeren fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion et budget for udgifterne efter loven.
§ 19. Overskydende midler overføres til efterfølgende år. Den del af bidragene, der ikke omgående viderebetales til ordningerne efter loven, skal anbringes som indestående i danske banker eller sparekasser eller eventuelt i obligationer udstedt eller garanteret af den danske stat eller af danske kommuner, i obligationer udstedt af danske realkreditinstitutioner, der er godkendt af staten, eller i værdipapirer, som i øvrigt efter deres art og sikkerhed kan stilles i klasse hermed.
Stk. 2. Kan bidrag efter § 18 ikke fuldt ud dække udgifterne i det pågældende år, dækkes underskuddet midlertidigt af Undervisnings- og Forskningsministeriet og indregnes med tillæg af renter, jf. stk. 3, i bidraget for det følgende år.
Stk. 3. Statens udlæg efter stk. 2 forrentes årligt med 1 pct. over den til enhver tid fastsatte officielle diskonto.
§ 20. Bidrag beregnes kvartalsvis i forhold til antallet af fuldtidsbeskæftigede i det foregående kvartal. Antallet af fuldtidsbeskæftigede opgøres svarende til det fra arbejdsgiverne modtagne ATP-bidrag i en forudgående 3-måneders-periode.
Stk. 2. Der betales ikke bidrag for een lønmodtager. I det kvartalsvis beregnede arbejdsgiverbidrag fratrækkes for hver arbejdsgiver et beløb, der svarer til 1/4 af det årlige bidrag for een lønmodtager. Dette gælder, uanset hvor mange kvartaler det ATP-bidrag, der danner grundlag for beregningen, vedrører. Ved beregningen af bidraget medtages kun ATP-bidrag, der vedrører beskæftigelse efter den 1. april 1991, jf. dog § 36, stk. 2.
Stk. 3. Der betales ikke bidrag for elever, der er omfattet af § 16. Dette gælder også for elever, der har indgået uddannelsesaftale før den 1. juli 1992.
§ 21. Bidrag efter § 18 indbetales til Arbejdsgivernes Elevrefusion fire gange årligt. Indbetaling af bidrag for mindre end 4 ansatte kan dog ske een gang årligt.
Stk. 2. Sker indbetaling ikke rettidigt, kan Arbejdsgivernes Elevrefusion pålægge arbejdsgiveren at betale renter af bidragene med l1/2 pct. for hver påbegyndt måned fra forfaldsdagen.
Stk. 3. Arbejdsgivernes Elevrefusion har udpantningsret for tilbagesøgning af tilskud, jf. § 17, stk. 1, samt for bidrag og renter.
Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion regler om betaling af bidrag, herunder frist for indbetalingen.
§ 22. Beløb til dækning af udgifter til skolepraktik efter lov om skolepraktik i erhvervsuddannelserne og skolehjemsudgifter indbetales af Arbejdsgivernes Elevrefusion til Undervisnings- og Forskningsministeriet. Beløb til dækning af de ordninger, der administreres af erhvervsskolerne, udbetales månedsvis af Arbejdsgivernes Elevrefusion til disse skoler.
Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om udbetalingen fra Arbejdsgivernes Elevrefusion og om revision og afgivelse af regnskab for erhvervsskoler vedrørende de i stk. 1, 2. pkt., nævnte udgifter.
§ 23. Uanset bestemmelserne i § 20, § 21, stk. 1, og § 36, stk. 2, kan undervisnings- og forskningsministeren efter indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsgivernes Elevrefusion fastsætte særlige regler om beregning og indbetaling af bidrag for enkelte arbejdsgivere eller grupper af arbejdsgivere.