Kapitel 1 – *Almindelige bestemmelser*

§ 1. Loven gælder for universiteter og andre højere uddannelsesinstitutioner under Undervisnings- og Forskningsministeriet.

Stk. 2. En højere uddannelsesinstitution har til opgave inden for sine fagområder at drive forskning og give videregående uddannelse indtil det højeste videnskabelige niveau. Den skal endvidere værne om forskningsfriheden og bidrage til at udbrede kendskab til videnskabens arbejdsmetoder og resultater.

Stk. 3. En højere uddannelsesinstitution beslutter, hvilke uddannelser den vil udbyde, og hvilke studerende den vil optage, jf. dog § 2, stk. 4, og § 9, stk. 5. Institutionens udbud skal godkendes af undervisnings- og forskningsministeren.

Stk. 4. En højere uddannelsesinstitution træffer selv afgørelse om den forskning, der skal drives.

Stk. 5. Institutionens forelæsninger og mundtlige eksaminer er offentlige med de begrænsninger, der fastsættes af institutionen selv.

§ 2. Undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler om uddannelserne og om adgang til uddannelserne.

Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om:

• 1. Kvalitetskontrol, herunder censorinstitutionen.
• 2. Erhvervelse af doktorgrader.
• 3. Ansættelse af lærere og videnskabelige medarbejdere.
• 4. Klager til institutionen fra de studerende, herunder om klagefrist, i forbindelse med eksaminer og prøver.
• 5. Tilskud og lokaler til de studerendes organisationer. Tilskud gives på grundlag af studentergruppernes andel af de samlede afgivne studenterstemmer til valg til konsistorium.

Stk. 3. Før undervisnings- og forskningsministeren fastsætter regler i henhold til stk. 1 og 2, skal de institutioner, der er berørt af reglerne, have lejlighed til at udtale sig, hvis forslagene ikke hidrører fra disse.

Stk. 4. Undervisnings- og forskningsministeren kan begrænse en institutions udbud af og optagelse til uddannelser, hvis uddannelsernes kvalitet og faglige niveau ikke svarer til kravene i uddannelsesreglerne, jf. stk. 1.