← Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed

§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 8 af 9

Kapitel 8 – *Reklamer og tilskud til programmer*

LOV nr 1065 af 23/12/1992

§ 64. Reklamer skal klart kunne identificeres som sådanne, således at de i indhold og præsentation adskiller sig fra de ordinære udsendelser.

TV 2

§ 65. For reklamer udsendt i TV 2 gælder følgende, jf. dog stk. 2 og 3:

    1. Reklamer må kun sendes i blokke, som skal placeres mellem udsendelserne.
    1. Der må ikke reklameres for lægemidler, øl, vin, spiritus eller tobak. Der må endvidere ikke reklameres for økonomiske interessegrupper samt religiøse og politiske anskuelser.
    1. Reklamer må højst udgøre 10 pct. af den daglige sendetid.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 3, gælder dog ikke reklamer i tekst-tv.

Stk. 3. Programvirksomhed ved hjælp af fællesantenneanlæg, jf. § 18, stk. 4, må ikke indeholde reklamer.

Programvirksomhed ved hjælp af satellit

§ 66. For reklamer udsendt af indehaveren af en tilladelse til fjernsynsvirksomhed ved hjælp af satellit gælder følgende, jf. dog stk. 2:

    1. Reklamer må kun sendes i blokke, som skal placeres mellem udsendelserne.
    1. Der må ikke reklameres for lægemidler, øl, vin, spiritus eller tobak. Der må endvidere ikke reklameres for økonomiske interessegrupper samt religiøse og politiske anskuelser.
    1. Reklamer må højst udgøre 10 pct. af den enkelte tilladelseshavers daglige sendetid.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 3, gælder dog ikke reklamer i tekst-tv.

§ 67. For reklamer udsendt af indehaveren af en tilladelse til radiovirksomhed ved hjælp af satellit gælder følgende:

    1. Reklamer må placeres overalt i sendefladen.
    1. Der må ikke reklameres for lægemidler, øl, vin, spiritus eller tobak.
    1. Reklamer må højst udgøre 10 pct. af den enkelte tilladelseshavers daglige sendetid.

Lokal radio- og fjernsynsvirksomhed

§ 68. For reklamer udsendt af indehaveren af en tilladelse til lokal fjernsynsvirksomhed gælder følgende, jf. dog stk. 2:

    1. Reklamer må kun sendes i blokke, som skal placeres mellem udsendelserne.
    1. Der må ikke reklameres for lægemidler, øl, vin, spiritus eller tobak. Der må endvidere ikke reklameres for økonomiske interessegrupper og religiøse og politiske anskuelser.
    1. Reklamer må højst udgøre 10 pct. af den enkelte tilladelseshavers daglige sendetid.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1, nr. 1 og 3, gælder dog ikke reklamer i tekst-tv.

§ 69. For reklamer udsendt af indehaveren af en tilladelse til lokal radiovirksomhed gælder følgende:

    1. Reklamer må placeres overalt i sendefladen.
    1. Der må ikke reklameres for lægemidler, øl, vin, spiritus eller tobak.
    1. Reklamer må højst udgøre 10 pct. af den enkelte tilladelseshavers daglige sendetid.

Andet

§ 70. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om, hvorledes reklamer kan indgå i programvirksomheden, herunder regler om identifikation, placering, indhold og omfang af reklamer.

Radio- og TV-Reklamenævnet

§ 71. Kommunikationsministeren nedsætter et nævn vedrørende reklame i radio og fjernsyn, Radio- og TV-Reklamenævnet.

Stk. 2. Nævnet består af 3 medlemmer, der udpeges af ministeren for 4 år ad gangen.

Stk. 3. Ministeren fastsætter nærmere regler om nævnets sammensætning og virksomhed.

§ 72. Radio- og TV-Reklamenævnet har følgende opgaver:

    1. Nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om radio- og fjernsynsreklamers indhold. Nævnet kan påtale overtrædelser af reglerne og kan pålægge TV 2 Reklame A/S eller indehaveren af en tilladelse til radio- eller fjernsynsvirksomhed at offentliggøre afgørelsen. Nævnet kan bestemme, på hvilken måde og i hvilken form dette skal ske.
    1. Nævnet træffer den endelige administrative afgørelse i sager om genmæle over for oplysninger af faktisk karakter, som er udsendt i reklameindslag. Retten til genmæle forudsætter, at oplysningerne er egnede til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og at deres rigtighed ikke er utvivlsom. Nævnet kan pålægge TV 2 Reklame A/S eller indehaveren af en tilladelse til radio- eller fjernsynsvirksomhed at udsende et genmæle. Nævnet kan træffe afgørelse om genmælets indhold, form og plads.
    1. Nævnet rådgiver ministeren om indholdet af reklamer i radio og fjernsyn.

Stk. 2. Klager over indholdet af reklameindslag, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, skal indgives til nævnet inden 4 uger efter, at indslaget er udsendt.

Tilskud til programmer

§ 73. Tilskud til programmer efter § 7, stk. 5, § 18, stk. 3, § 37, stk. 3, og § 51, stk. 1, omfatter enhver ydelse af direkte eller indirekte tilskud til finansieringen af radio- eller fjernsynsprogrammer, herunder tekst-tv-sider, fra en fysisk eller juridisk person, der ikke selv udøver virksomhed ved udsendelse eller produktion af radio- eller fjernsynsprogrammer, film, fonogrammer m.v., med henblik på at fremme den pågældendes navn, mærke (logo), image, aktiviteter eller produkter.

Stk. 2. Et program, hvortil der ydes tilskud i henhold til stk. 1, skal klart kunne identificeres ved, at tilskudsgiverens navn eller mærke (logo) er angivet ved programmets begyndelse eller slutning eller begge steder. Sådanne angivelser må derimod ikke forekomme i programmet. I tekst-tv angives tilskudsgiverens navn eller mærke (logo) dog på de enkelte tekst-tv-sider, hvortil der ydes tilskud i henhold til stk. 1.

Stk. 3. Indholdet og programsætningen af et program, hvortil der ydes tilskud i henhold til stk. 1, må ikke påvirkes af tilskudsgiveren på en sådan måde, at det indvirker på radio- eller fjernsynsforetagendets ansvar og redaktionelle selvstændighed med hensyn til programmerne.

Stk. 4. Der må ikke udsendes programmer, hvortil der er ydet tilskud af fysiske eller juridiske personer, hvis hovedvirksomhed er at producere eller sælge alkoholholdige drikkevarer (øl, vin, spiritus og lignende produkter med et alkoholindhold på 2,25 pct. og derover), tobaksprodukter eller varer, der fortrinsvis benyttes i forbindelse med rygning, og lægemidler.

Stk. 5. Der må ikke udsendes programmer, hvortil der er ydet tilskud af arbejdsgiverorganisationer eller fagforeninger eller af politiske partier eller religiøse bevægelser. Dette gælder dog ikke for foretagender, der har tilladelse til radiovirksomhed ved hjælp af satellit eller kabelanlæg, jf. kapitel 5, eller lokal radiovirksomhed.

Stk. 6. Der må ikke udsendes nyheds- og aktualitetsprogrammer, hvortil der er ydet tilskud.

Stk. 7. Foretagender, der har tilladelse til radiovirksomhed efter kapitel 5, og lokale radioer kan dog udsende aktualitetsprogrammer, hvortil der er ydet tilskud.

Stk. 8. Kommunikationsministeren fastsætter efter indhentet udtalelse fra Danmarks Radio, TV 2, Satellit- og Kabelnævnet og Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV nærmere regler om tilskud til programmer, herunder om, hvorledes udsendelser, hvortil der ydes tilskud, samt, for så vidt angår lokal radio- eller fjernsynsvirksomhed, programmer, for hvilke der er betalt for sendetid, kan indgå i programvirksomheden.