§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 7 af 9
Kapitel 7 – *Afgifter for benyttelse af radio- og fjernsynsmodtagere*
LOV nr 1065 af 23/12/1992
§ 61. Størrelsen af afgifterne for benyttelse af radio- og fjernsynsmodtagere fastsættes for et eller flere år ad gangen af kommunikationsministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Afgifterne opkræves af Danmarks Radio og indgår efter ministerens nærmere bestemmelse i Radiofonden og TV 2-fonden, jf. § 15 og § 29.
Stk. 2. Kommunikationsministeren fastsætter nærmere regler om afgiftspligtens indtræden og ophør m.v. Efter forhandling med socialministeren og bestyrelserne for Danmarks Radio og TV 2 kan kommunikationsministeren fastsætte regler om nedsættelse eller bortfald af afgifterne. Der kan stilles midler til rådighed af statskassen til dækning af det indkomsttab, sådanne regler medfører.
§ 62. Efter regler, der fastsættes af kommunikationsministeren, påhviler det indehaveren af en radio- eller fjernsynsmodtager at give Danmarks Radio meddelelse om opstillingen af apparatet. Virksomheder, der sælger eller udlejer radio- eller fjernsynsmodtagere til forbrugere, skal efter regler fastsat af ministeren give Danmarks Radio meddelelse om stedfundne salg eller lejemål.
§ 63. Ubetalte afgiftsbeløb efter § 61, stk. 1, kan med tillæg af renter og omkostninger inddrives af Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning (Hypotekbanken). Hypotekbanken kan inddrive skyldige beløb ved indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 2. Kommunikationsministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden i forbindelse med lønindeholdelsen.
Stk. 3. Hypotekbanken kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder og andre offentlige myndigheder om den afgiftspligtige, som er nødvendige for at varetage inddrivelsen af de i stk. 1 nævnte beløb, herunder oplysninger om indkomst- og formueforhold.