§ Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed · kapitel 9 af 9
Kapitel 9 – *Forskellige bestemmelser*
LOV nr 1065 af 23/12/1992
§ 74. Kommunikationsministeren kan fastsætte regler om, at Danmarks Radio mod godtgørelse af de hermed forbundne udgifter skal stille optagelser af sine udsendelser til rådighed for et i forskningsøjemed oprettet arkiv, og om adgangen til de arkiverede optagelser. Udgifterne ved oprettelse og drift af et sådant arkiv afholdes af statskassen.
§ 75. For at sikre almenhedens ret til information kan kommunikationsministeren fastsætte regler om visse begrænsninger i fjernsynsforetagenders udnyttelse af enerettigheder til spredning af fjernsynsoptagelser fra større begivenheder, således at andre fjernsynsforetagender under nærmere angivne vilkår vil kunne bringe korte nyhedsindslag om begivenhederne.
§ 76. Med bøde straffes den, der
-
- spreder lyd- eller billedprogrammer i strid med § 1,
-
- fordeler lyd- eller billedprogrammer ved hjælp af fællesantenneanlæg i strid med § 3,
-
- overtræder § 4,
-
- overtræder § 38 eller § 54 eller pålæg udstedt i medfør af disse bestemmelser,
-
- overtræder § 62 eller forskrifter udstedt med hjemmel i denne bestemmelse eller
-
- tilsidesætter en afgørelse om genmæle, jf. § 72, stk. 1, nr. 2.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes efter § 5, § 51, stk. 3, § 63, stk. 2, § 70 og § 73, stk. 8, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelse begået af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab som sådant bødeansvar.
§ 77. Loven træder i kraft den 1. januar 1993. Dog fastsættes ikrafttrædelsestidspunktet for § 34, stk. 3, af kommunikationsministeren.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 421 af 15. juni 1973 om radio- og fjernsynsvirksomhed.
§ 78. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 79. I lov nr. 348 af 6. juni 1991, medieansvarsloven, udgår i § 1, nr. 2, »eller fordeles«, og i § 1, nr. 2, § 5, stk. 1, og § 32, stk. 1, 1. pkt., udgår »lokal«.
§ 80. Regler, der er udstedt efter den hidtidige lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf. § 77, stk. 2, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov. Overtrædelser af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.
Givet på Marselisborg Slot, den 23. december 1992
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Torben Rechendorff
Officielle noter
Ingen