§ Lov om administration af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (Bemyndigelsesloven) · kapitel 2 af 5
Kapitel 3 – *Oplag og fremstilling af varer under toldkontrol*
LOV nr 414 af 13/06/1990
§ 13. Toldvæsenet kan meddele bevilling til at oplægge varer, der er omfattet af § 1, og som indføres her til landet, på private oplag under toldkontrol uden berigtigelse af de særlige afgifter ved indførslen.
Stk. 2. Bevillingshaveren hæfter for afgifterne af de oplagte varer.
Stk. 3. Afgifterne af varer, der fraføres private oplag ved afgiftsberigtigelse, beregnes efter de satser, der er gældende på de tidspunkter, hvor varerne fraføres oplaget, medmindre der i de enkelte tilfælde er truffet anden afgørelse.
Stk. 4. Varer, der er oplagt på private oplag under toldkontrol, kan kun underkastes sådanne sædvanlige behandlinger, der tjener til varernes bevarelse eller til forbedring af deres emballage eller handelskvalitet.
Stk. 5. Varer, der oplægges i Københavns Frihavn eller på toldoplag i basishavne, kan afgiftsberigtiges inden fortoldningen.
§ 14. Toldvæsenet kan meddele bevilling til oplæggelse på private oplag under toldkontrol af varer, der er bestemt til udførsel eller til formål, der er sidestillet hermed, såfremt der efter Fællesskabets bestemmelser kan ydes eksporttilskud for varerne, så snart de er oplagt på sådanne oplag.
§ 15. Toldvæsenet kan meddele bevilling til fremstilling under toldkontrol af varer, der er bestemt til udførsel eller til formål, der er sidestillet hermed, såfremt der ved fremstillingen anvendes materialer, for hvilke der efter Fællesskabets bestemmelser kan ydes eksporttilskud, så snart materialerne er undergivet toldkontrollen.
§ 16. Toldvæsenet kontrollerer oplæggelse, berigtigelse, udførsel og fremstilling af de varer, der omfattes af bevillinger efter §§ 13-15.
Stk. 2. Toldvæsenet har, såfremt det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til ethvert sted, hvor de i stk. 1 nævnte varer befinder sig, samt til enhver virksomhed, der har modtaget bevilling i henhold til §§ 13-15. Toldvæsenet er berettiget til at foretage eftersyn af varerne og uden erstatning at udtage prøver af varerne i det omfang, det er nødvendigt for at undersøge deres beskaffenhed. Toldvæsenet er endvidere berettiget til at efterse de pågældende virksomheders varebeholdninger, forretningsbøger, øvrigt regnskabsmateriale, ledsagedokumenter samt korrespondance m.v. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde den bistand, der er nødvendig for udførelsen af kontrollen, og virksomheden skal på toldvæsenets begæring udlevere eller indsende ovennævnte materiale til toldvæsenet.
§ 17. Landbrugsministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren de nærmere regler om de i §§ 13-15 nævnte bevillinger og om den i § 16 nævnte kontrol, herunder regler om, hvilke varer der omfattes af § 13, og om mængden af varer, der skal fremstilles og udføres af de materialer, der indgår i en toldkontrolleret fremstilling, samt om den i § 13, stk. 2, nævnte hæftelse.
§ 18. En bevilling, der er udstedt i medfør af §§ 13-15, bortfalder, såfremt bevillingshaveren mister rådigheden over sit bo eller standser sine betalinger.
§ 19. Toldvæsenet kan inddrage en bevilling, der er udstedt i medfør af §§ 13-15, såfremt bevillingshaveren eller de i hans virksomhed ansatte personer groft eller gentagne gange overtræder de bestemmelser, der gælder for det toldkontrollerede oplag eller den toldkontrollerede fremstilling.