§ Lov om trafikhavne m.v. · kapitel 1 af 5
Kapitel 1 – *Almindelige regler*
LOV nr 316 af 16/05/1990
§ 1. Bestemmelserne i kapitel 1 og 2 gælder for havne, der anvendes til erhvervsmæssig ekspedition af gods, køretøjer og personer (trafikhavne), bortset fra havneanlæg, der udelukkende anvendes som fiskerihavne.
§ 2. Anvendelsen af en havn som trafikhavn kræver tilladelse fra trafikministeren.
Stk. 2. Trafikministeren kan begrænse en tilladelse efter stk. 1 til en nærmere fastsat anvendelse.
§ 3. Trafikministeren kan, når særlig grund foreligger, tillade anlæg af en ny trafikhavn.
Stk. 2. Trafikministeren kan tillade udvidelse af en bestående trafikhavn.
Stk. 3. Etablering af faste anlæg og opfyldning på søterritoriet inden for en trafikhavns dækkende værker kan udføres uden tilladelse i henhold til stk. 2.
§ 4. Trafikministeren kan generelt eller for en eller flere trafikhavne bestemme, at afgift for anløb af en trafikhavn, for ekspedition af gods, køretøjer og personer, for anvendelse af havnens arealer, bygninger og materiel samt for en havns tjenesteydelser ikke må overstige beløb, som ministeren fastsætter.
Stk. 2. Hvis en trafikhavn fastsætter en så lav afgift, at der derved påføres en anden trafikhavn en urimelig konkurrence, kan trafikministeren efter klage fra en trafikhavn give havnebestyrelsen pålæg om, at den skal forhøje en eller flere af havnens afgiftssatser til et af ministeren fastsat beløb.
Stk. 3. Trafikministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes fritagelse for betaling af skibsafgifter.
§ 5. De private trafikhavne styres af havneejerne i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i tilladelserne til havnenes oprettelse.
§ 6. Klage over forvaltningen af en trafikhavn kan indgives til trafikministeren.