← Lov om trafikhavne m.v.

§ Lov om trafikhavne m.v. · kapitel 2 af 5

Kapitel 2 – *Kommunalt styrede trafikhavne*

LOV nr 316 af 16/05/1990

§ 7. Bestemmelserne i dette kapitel gælder for de kommunalt styrede trafikhavne, der er angivet i bilaget til loven.

§ 8. De kommunalt styrede trafikhavne styres af kommunalbestyrelsen. Den umiddelbare forvaltning varetages af havneudvalget, jf. § 19, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse. Kommunalbestyrelse og havneudvalg skal ved udøvelse af denne kompetence varetage havnens interesser.

Stk. 2. Havnen i Struer styres af et af Struer og Holstebro Kommunalbestyrelser nedsat fællesudvalg.

§ 9. En kommunalt styret trafikhavn er en selvstændig virksomhed, hvis midler skal være regnskabsmæssigt adskilt fra kommunens.

Stk. 2. Havnens midler kan kun anvendes til formål, der særligt tjener havnens interesser.

§ 10. Havnen skal styres med sigte på, at dens indtægter mindst dækker dens udgifter.

Stk. 2. En kommune må ikke uden trafikministerens godkendelse yde en havn tilskud eller lån til nyanlæg eller anskaffelser, der indebærer en kapacitetudvidelse. Sådan godkendelse kan kun gives, hvis samfundsøkonomiske hensyn tilsiger det.

§ 11. Kommunalbestyrelsen indsender havnens regnskab til trafikministeren inden en af denne fastsat frist. Ministeren kan fastsætte regler om regnskabets form, specifikation og revision. Ministeren kan afkræve kommunalbestyrelsen alle oplysninger til belysning af regnskabet.

§ 12. Har kommunalbestyrelsen eller havneudvalget truffet en beslutning, der strider mod nogen bestemmelse i dette kapitel, kan trafikministeren sætte beslutningen ud af kraft. Under sagens behandling kan ministeren midlertidigt suspendere den omtvistede beslutning.

Stk. 2. Hvis kommunalbestyrelsen eller havneudvalget har handlet i strid med nogen bestemmelse i dette kapitel, kan trafikministeren ved domstolene gøre erstatningsansvar gældende mod de medlemmer, som har deltaget i beslutningen.

§ 13. Trafikministeren kan bestemme, at en havn, der er omfattet af bestemmelserne i dette kapitel, fremtidig skal undtages fra bestemmelserne, således at ejendomsretten til havnen overgår til kommunen.

Stk. 2. Hvis en havns formue væsentligt overstiger det beløb, som havnen må forventes at få anvendelse for i overskuelig fremtid, kan trafikministeren tillade, at en del af formuen anvendes til fremme af lokale tiltag, fortrinsvis med tilknytning til havnen og dens virksomheder.