Lov om trafikhavne m.v. § 4

§ 4. Trafikministeren kan generelt eller for en eller flere trafikhavne bestemme, at afgift for anløb af en trafikhavn, for ekspedition af gods, køretøjer og personer, for anvendelse af havnens arealer, bygninger og materiel samt for en havns tjenesteydelser ikke må overstige beløb, som ministeren fastsætter.

Stk. 2. Hvis en trafikhavn fastsætter en så lav afgift, at der derved påføres en anden trafikhavn en urimelig konkurrence, kan trafikministeren efter klage fra en trafikhavn give havnebestyrelsen pålæg om, at den skal forhøje en eller flere af havnens afgiftssatser til et af ministeren fastsat beløb.

Stk. 3. Trafikministeren kan fastsætte regler, hvorefter der ydes fritagelse for betaling af skibsafgifter.

Kilde: Retsinformation.dk