§ Lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven) · kapitel 2 af 5
Kapitel 2 – *De statslige skattemyndigheder*
LOV nr 824 af 19/12/1989
Den centrale told- og skatteforvaltning
§ 12. Den centrale told- og skatteforvaltning skal føre tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på behørig og ensartet måde over hele landet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen opgør afgiftsgrundlaget i gaveafgiftssager og beregner gaveafgift.
§ 13. Den centrale told- og skatteforvaltning udarbejder hvert år planer for den almindelige ligning og vurdering og for tilsynet med lignings- og vurderingsarbejdet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen forsyner de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne med oplysninger til brug ved ligningen eller vurderingen og giver dem anvisninger med hensyn til den formelle fremgangsmåde og tilrettelæggelsen og gennemførelsen af selve ligningen eller vurderingen.
Stk. 3. De i stk. 1 og 2 nævnte planer og anvisninger skal godkendes af Ligningsrådet. Når Ligningsrådet har godkendt anvisninger som nævnt i stk. 2, skal de følges af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne.
§ 14. Den centrale told- og skatteforvaltning skal undersøge rigtigheden af de lokale skattemyndigheders afgørelser i de i § 2 nævnte sager og af vurderings- og skyldrådenes afgørelser vedrørende de i vurderingsloven nævnte vurderinger. Dette sker efter regler, der udarbejdes af told- og skatteforvaltningen og godkendes af Ligningsrådet.
Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen har adgang til indsigt i de lokale skattemyndigheders og vurderingsmyndighedernes konkrete arbejde, herunder til at deltage i skatteankenævnenes, vurderingsrådenes og skyldrådenes møder og forhandlinger uden stemmeret.
Stk. 3. Told- og skatteforvaltningen kan udtage selvangivelser, ansættelser og vurderingssager til gennemgang.
Stk. 4. Told- og skatteforvaltningen kan foretage en ansættelse, hvor denne ikke tidligere er foretaget. Anser told- og skatteforvaltningen en ansættelse, der er foretaget af de lokale skattemyndigheder, for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen ændre ansættelsen. Dette gælder dog ikke, i det omfang et skatteankenævn, Ligningsrådet eller Landsskatteretten har taget stilling til ansættelsen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes tilsvarende.
Stk. 5. Anser told- og skatteforvaltningen en kendelse afsagt af et skatteankenævn for urigtig, kan told- og skatteforvaltningen forelægge kendelsen for Ligningsrådet, jf. § 19. På tilsvarende måde kan told- og skatteforvaltningen forelægge vurderinger foretaget af et vurderingsråd eller et skyldråd for Ligningsrådet.
Stk. 6. Told- og skatteforvaltningen kan pålægge de kommunale skattemyndigheder eller vurderingsmyndighederne at foretage ansættelser eller vurderinger, hvor disse med urette ikke er foretaget tidligere. For vurderingernes vedkommende kan told- og skatteforvaltningen bestemme, at nyvurdering kun skal foretages med skattemæssig virkning for fremtiden.
Stk. 7. Klage over ansættelser og ændringer af ansættelser foretaget af told- og skatteforvaltningen skal ske til Landsskatteretten.
Den regionale told- og skatteforvaltning
§ 15. Skatteministeren fastsætter landets inddeling i told- og skattekredse og placeringen af regionale told- og skatteforvaltninger.
§ 16. De regionale told- og skatteforvaltninger varetager, i det omfang det bestemmes af den centrale told- og skatteforvaltning, de opgaver, der påhviler denne, herunder tilsyn med, at skatteansættelse af indkomst og formue, værdiansættelse m.v. i dødsboer samt vurdering af fast ejendom sker på en behørig og ensartet måde inden for told- og skattekredsene.
Stk. 2. Skatteministeren fastsætter bestemmelser for, i hvilket omfang Københavns og Frederiksberg Kommuner varetager opgaver af den karakter, der påhviler de regionale told- og skatteforvaltninger.
Ligningsrådet
§ 17. Ligningsrådet fastlægger retningslinier for den centrale told- og skatteforvaltnings administration på lignings- og vurderingsområdet og udøver sammen med denne tilsyn med de lokale skattemyndigheders virksomhed.
Stk. 2. Ligningsrådet består af 19 medlemmer. Folketinget vælger 6 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer, herunder formanden. Af de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal 4 medlemmer være repræsentanter for henholdsvis landbruget, industrien eller håndværket, handelen og lønmodtagerne. 2 medlemmer beskikkes efter indstilling fra Kommunernes Landsforening, 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Københavns Kommune, og 1 medlem beskikkes efter indstilling fra Frederiksberg Kommune. Med undtagelse af formanden vælges eller beskikkes medlemmerne for 6 år. Udtræder et medlem af rådet, vælges eller beskikkes et nyt medlem for den resterende del af valgperioden.
Stk. 3. Skatteministeren kan bemyndige Ligningsrådet til at afgøre sager vedrørende efterbetaling af skat uden egentlig ændring af selve skatteansættelsen og om bødeansvar efter bestemmelserne i lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten.
Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser for Ligningsrådets virksomhed.
§ 18. Ligningsrådet skal godkende de planer og anvisninger, som udarbejdes af den centrale told- og skatteforvaltning efter § 13.
Stk. 2. Ligningsrådet skal godkende de regler, efter hvilke told- og skatteforvaltningen undersøger rigtigheden af de afgørelser, som træffes af de lokale skattemyndigheder og vurderingsmyndighederne, jf. § 14.
Stk. 3. I de tilfælde, hvor en kommune gentagne gange ikke har opnået de forventede resultater af ligningsarbejdet, kan Ligningsrådet efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning give kommunen bindende direktiver for ligningsarbejdet, herunder pålæg om, at nærmere angivne dele af dette arbejde skal udføres af eksterne sagkyndige for kommunens regning.
Stk. 4. Ligningsrådet afgiver indstilling til skatteministeren angående udformningen af skemaerne til selvangivelsen.
§ 19. Ligningsrådet kan efter indstilling fra den centrale told- og skatteforvaltning optage ansættelser og vurderinger til påkendelse og kan foretage ændringer deri, jf. dog § 36, stk. 2. Ligningsrådet kan for ejendomsvurderingernes vedkommende bestemme, fra hvilket tidspunkt ændringen skal følges ved skatteberegningen. § 3, stk. 3, 4.-6. pkt., og § 21, stk. 2, anvendes tilsvarende.
Stk. 2. For at Ligningsrådet kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Formanden skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 3. Klage over ansættelser eller vurderinger og ændringer af ansættelser eller vurderinger foretaget af Ligningsrådet skal ske til Landsskatteretten.
Landsskatteretten
§ 20. Landsskatteretten behandler efter reglerne i §§ 23-30 klager over afgørelser truffet af skattemyndighederne.
Stk. 2. Landsskatteretten består af en retspræsident, et antal retsformænd samt 24 andre medlemmer. Folketinget vælger 11 medlemmer, og skatteministeren beskikker 13 medlemmer.
Stk. 3. De medlemmer, der er beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget, har en funktionsperiode på 6 år. Udtræder et medlem, beskikkes eller vælges et nyt medlem for den resterende del af perioden.
Stk. 4. Landsskatterettens præsident, dens retsformænd samt mindst 5 af de medlemmer, der er beskikket af skatteministeren, skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive landsdommer. Blandt de medlemmer, der beskikkes af skatteministeren, skal endvidere landbruget, industrien, håndværket og handelen være repræsenteret med hver 1 medlem og lønmodtagerne med 2 medlemmer.
Stk. 5. For at retten kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer deltage i afgørelsen. Af de deltagende skal mindst 1 være retspræsident eller retsformand og mindst 2 være beskikket af skatteministeren eller valgt af Folketinget. I tilfælde af stemmelighed er retspræsidentens stemme afgørende. Deltager retspræsidenten ikke, er retsformandens eller, hvor flere retsformænd deltager, den efter udnævnelse ældstes stemme afgørende.
Stk. 6. Landsskatterettens præsident kan bestemme, at kontorchefer eller fuldmægtige ved retten kan deltage i afgørelsen af klager. I sådanne tilfælde har den pågældende samme beføjelser som en retsformand. Er voteringen ikke enstemmig, overgår klagen dog til behandling efter reglerne i stk. 5.
Stk. 7. Afgørelser, der vedrører afvisning af en indkommen klage eller genoptagelse af en påkendt klage efter § 29, kan træffes af retspræsidenten, en retsformand eller en kontorchef.
Stk. 8. Landsskatterettens forretningsorden fastsættes af skatteministeren.