← Lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven)

§ Lov om skattemyndighedernes organisation og opgaver m.v. (skattestyrelsesloven) · kapitel 1 af 5

Kapitel 1 – *De lokale skattemyndigheder*

LOV nr 824 af 19/12/1989

Kommunalbestyrelsen

§ 1. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en plan for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, og at planen følges. Planen skal tage hensyn til de anvisninger og den plan, der er nævnt i § 13.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen udpeger en person, der er ansat i kommunen, til at have det øverste ansvar for den kommunale skattemyndigheds ligningsarbejde, jf. § 2. Kommunalbestyrelsen kan ikke behandle den kommunale skattemyndigheds afgørelser.

Den kommunale skattemyndighed

§ 2. Den kommunale skattemyndighed foretager:

    1. Skatteansættelse af indkomst og formue.
    1. Godkendelse af opgørelse efter kildeskattelovens § 14, stk. 3, værdiansættelse af aktiver og passiver, beregning af passivposter og bindende forhåndsbesked efter kildeskattelovens § 33 A i dødsboer.

§ 3. Når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse på et andet grundlag end det, der fremgår af selvangivelsen, skal den skattepligtige underrettes skriftligt herom. Den skattepligtige skal samtidig underrettes om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden inden for en frist, der fastsættes af skattemyndigheden. Har den skattepligtige ikke udtalt sig inden fristens udløb, kan skattemyndigheden foretage skatteansættelsen i overensstemmelse med forslaget uden yderligere underretning. Har den skattepligtige udtalt sig, skal der gives skriftlig underretning om skatteansættelsen.

Stk. 2. Stk. 1 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed agter at foretage en skatteansættelse, uden at der foreligger behørig selvangivelse.

Stk. 3. Den kommunale skattemyndighed kan tage en skatteansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Det gælder dog ikke i det omfang, en anden skattemyndighed har taget stilling til ansættelsen eller har en sag herom under behandling. Den fornyede behandling skal være afsluttet inden udløbet af fristen i stk. 4. Når skattemyndigheden agter at ændre en skatteansættelse, skal den skattepligtige underrettes herom, medmindre afgørelsen fuldt ud imødekommer vedkommendes anmodning. Skattemyndigheden skal tillige underrette den skattepligtige om, at vedkommende har ret til at udtale sig skriftligt eller mundtligt over for skattemyndigheden. Der skal gives den skattepligtige skriftlig underretning om afgørelsen.

Stk. 4. Skatteansættelsen skal være foretaget senest den 31. marts i det andet kalenderår efter det indkomstår, som ansættelsen vedrører.

§ 4. Den kommunale skattemyndighed kan genoptage en skatteansættelse, når den skattepligtige fremlægger nye oplysninger, som kan medføre en ændret skatteansættelse. Begæringen om genoptagelse skal indgives inden 3 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. Hvis den skattepligtiges indkomstår ikke er sammenfaldende med kalenderåret, regnes fristen fra udløbet af det år, som indkomståret træder i stedet for.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed uden anmodning derom kan ændre skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4. Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, hvorefter den kommunale skattemyndighed kan foretage skatteansættelser efter udløbet af fristen i § 3, stk. 4, hvor disse tidligere med urette ikke er foretaget.

Stk. 4. Reglerne i § 3 og kapitel 3 anvendes tilsvarende, hvor en ansættelse ændres efter reglerne i stk. 1-2 eller foretages efter stk. 3.

Stk. 5. Reglerne i kapitel 3 anvendes tilsvarende, når den kommunale skattemyndighed har givet afslag på en begæring efter reglerne i stk. 1 og 3.

Skatteankenævnene

§ 5. Skatteankenævnene behandler efter reglerne i §§ 21 og 22 klager over de kommunale skattemyndigheders afgørelser som nævnt i § 2.

§ 6. I hver kommune vælger kommunalbestyrelsen et skatteankenævn. Nævnets medlemstal fastsættes i kommunens styrelsesvedtægt. Medlemstallet skal være ulige og skal udgøre mindst 5 og højst 15. Samtidig med valget til skatteankenævnet udpeges for hvert medlem en stedfortræder, som kan indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage.

Stk. 2. Skatteankenævnets medlemmer og stedfortrædere vælges blandt de personer, der er valgbare til kommunalbestyrelsen. Valget sker på kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode.

Stk. 3. Personer, der er valgbare, har pligt til at modtage valg, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4. Medlemmer af kommunalbestyrelsen har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet.

Stk. 5. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet er fyldt 60 år eller har været medlem af skatteankenævnet i 2 hele sammenhængende valgperioder, har ikke pligt til at modtage valg til skatteankenævnet. Personer, der på tiltrædelsestidspunktet opfylder betingelserne for at blive fritaget for hvervet som medlem eller stedfortræder i funktionsperioden, jf. § 8, har heller ikke pligt til at modtage valg.

§ 7. Mister et medlem eller en stedfortræder sin valgbarhed, udtræder den pågældende af skatteankenævnet.

Stk. 2. Spørgsmålet, om et medlem eller en stedfortræder har mistet sin valgbarhed, afgøres af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 3 og 5.

Stk. 3. Gør et medlem af kommunalbestyrelsen gældende, at en person, som ønskes valgt til medlem af eller stedfortræder i skatteankenævnet, på grund af straf ikke er valgbar, skal kommunalbestyrelsen forelægge spørgsmålet for Valgbarhedsnævnet, jf. § 105 i lov om kommunale valg. Valgbarhedsnævnet afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

Stk. 4. Indsigelse mod et medlems eller en stedfortræders valgbarhed på grund af straf skal fremsættes senest 3 måneder efter, at valget har fundet sted.

Stk. 5. Bliver et medlem eller en stedfortræder straffet, skal kommunalbestyrelsen indberette dette til Valgbarhedsnævnet, der afgør, om den pågældende som følge heraf har mistet sin valgbarhed.

§ 8. Et medlem eller en stedfortræder skal efter anmodning fritages for sit medlemskab henholdsvis sit stedfortræderhverv, såfremt den pågældende på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget. Afgørelse om, hvorvidt en anmodning om fritagelse skal imødekommes, træffes af kommunalbestyrelsen.

§ 9. Udtræder et medlem eller en stedfortræder af skatteankenævnet, vælges der et nyt medlem henholdsvis en ny stedfortræder for den resterende del af nævnets funktionsperiode.

§ 10. Skatteankenævnet vælger en formand og en eller to næstformænd blandt nævnets medlemmer. Nævnet kan opdele sig i besluttende led bestående af mindst 3 medlemmer, deriblandt formanden. Ved opdelingen skal de besluttende led så vidt muligt sikres en alsidig sammensætning.

Stk. 2. For at det samlede skatteankenævn kan afsige kendelse, skal mindst halvdelen af nævnets medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. For at et besluttende led kan afsige kendelse, skal mindst 3 medlemmer eller deres stedfortrædere deltage i afgørelsen. Formanden eller, hvor denne er forhindret, en næstformand skal deltage i alle afgørelser. I tilfælde af stemmelighed er formandens eller næstformandens stemme afgørende. Ethvert medlem kan kræve en sag forelagt for det samlede skatteankenævn.

Stk. 3. Hvis et medlem er uenig i en ansættelse, der er foretaget af skatteankenævnet, kan medlemmet kræve sine indvendinger imod afgørelsen tilført beslutningsprotokollen og en kopi af protokollatet indsendt til den centrale told- og skatteforvaltning.

Stk. 4. Selv om skatteankenævnet er opdelt i besluttende led, har alle nævnets medlemmer ret til at deltage i ethvert møde. Et medlem af skatteankenævnet kan over for formanden fremsætte begæring om at få tilsendt indkaldelser til møder i besluttende led, hvoraf vedkommende ikke selv er medlem. De nævnsmedlemmer, der ikke er medlem af det besluttende led, har ikke stemmeret, men har ret til at udtale sig.

Stk. 5. Indenrigsministeren fastsætter regler om vederlæggelse af skatteankenævnenes formænd og medlemmer.

Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for skatteankenævnenes virksomhed. Skatteministeren kan fastsætte afvigende regler om skatteankenævnet i København.

§ 11. Den kommunale skattemyndighed yder sekretariatsbistand til skatteankenævnet. Nævnet kan anmode sekretariatet om at være repræsenteret ved nævnets møder.

Stk. 2. Den, som tidligere har deltaget i en afgørelse om ansættelse eller i øvrigt har medvirket ved behandlingen af en sag efter § 2, må ikke yde sekretariatsbistand til skatteankenævnet ved behandling af en klage til skatteankenævnet over samme afgørelse.

Stk. 3. En kommune, der ikke kan sikre den i stk. 2 foreskrevne habilitet hos sit personale, skal anvende ekstern sekretariatsbistand.