← Lov om tilsyn med firmapensionskasser (Firmapensionskasseloven)

§ Lov om tilsyn med firmapensionskasser (Firmapensionskasseloven) · kapitel 8 af 11

Kapitel 8 – *Overførsel af pensionstilsagn, genoprettelsesplaner, andre*

LOV nr 326 af 24/05/1989

foranstaltninger og opløsning

§ 54. En pensionskasses beslutning om hel eller delvis overførsel af pensionstilsagnene til et forsikringsselskab eller til en anden pensionskasse, der er knyttet til virksomheder inden for samme koncern, skal opfylde forskrifterne i § 35, stk. 1.

Stk. 2. Hvis der ved overførslen foretages ændringer i pensionstilsagnene, herunder forandring af bonusregler, skal disse ændringer forelægges Finanstilsynet til godkendelse.

Stk. 3. Forinden Finanstilsynet giver tilladelse, skal pensionskassen til hvert enkelt medlem og andre pensionsberettigede, der omfattes af overførslen, fremsende en af tilsynet godkendt redegørelse for den påtænkte overførsel. Redegørelsen skal beskrive overførslen og dens konsekvenser for medlemmerne og skal opfordre medlemmerne til at meddele tilsynet indvendinger imod overførslen inden en fastsat frist.

Stk. 4. Efter udløbet af den i stk. 3 omhandlede frist træffer Finanstilsynet beslutning om, hvorvidt pensionstilsagnene kan overføres i overensstemmelse med det fremsatte forslag. Overførslen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve pensionsaftalen.

Stk. 5. Såfremt der sker overførsel af samtlige pensionskassens aktiver og passiver til et forsikringsselskab eller til en anden pensionskasse, der er knyttet til virksomheder inden for samme koncern, foretager Finanstilsynet af egen drift anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om pensionskassens opløsning.

§ 55. Er en pensionskasses basiskapital ikke tilstrækkelig, skal Finanstilsynet pålægge pensionskassen at udarbejde en plan for genoprettelse af dens økonomiske stilling. Planen skal tilsigte en genoprettelse af den økonomiske stilling over et kortere tidsrum, der fastsættes af Finanstilsynet. Pensionskassen skal forelægge planen for Finanstilsynet til bedømmelse af, om planen indeholder de foranstaltninger, som skønnes nødvendige.

§ 56. Såfremt Finanstilsynet ikke finder den i § 55 nævnte plan betryggende, eller såfremt der er sket en forringelse af pensionskassens økonomiske stilling i forhold til planen, skal Finanstilsynet pålægge pensionskassen inden en af tilsynet fastsat frist at foretage de foranstaltninger, som tilsynet skønner nødvendige.

Stk. 2. Finanstilsynet skal endvidere meddele en pensionskasse pålæg, såfremt:

    1. pensionskassen ikke overholder denne lov og de i medfør af loven udstedte forskrifter,
    1. pensionskassen ikke overholder sine vedtægter eller det for sin virksomhed gældende grundlag,
    1. Finanstilsynet ikke finder det i nr. 2 nævnte grundlag eller den måde, hvorpå pensionskassens midler er anbragt, betryggende, eller
    1. såfremt der i pensionskassen konstateres manglende dækning.

Stk. 3. Pålæg om nedsættelse af pensionsydelser kan alene meddeles, såfremt mulighederne for en genoprettelse af pensionskassens økonomiske stilling på anden måde er udtømte.

§ 57. Finanstilsynet kan tilbagekalde pensionskassens koncession, såfremt pensionskassen ikke inden for de af Finanstilsynet fastsatte frister har efterkommet et pålæg efter § 56.

§ 58. En pensionskasse skal opløses, såfremt:

    1. den ikke har nogen bestyrelse eller aktuar og dette ikke afhjælpes inden en af Finanstilsynet fastsat frist,
    1. pensionskassens medlemstal bliver mindre end 50, jf. § 7,
    1. en så stor del af medlemskredsen forlader pensionskassen i forbindelse med et frasalg af en del af virksomheden, at det vil bringe de resterende medlemmers rettigheder ifølge vedtægter og regulativ i fare,
    1. den til pensionskassen knyttede virksomhed nedlægges i sin helhed,
    1. pensionskassens forpligtelser er fuldt indfriede eller
    1. pensionskassens koncession tilbagekaldes.

§ 59. Skal en pensionskasse opløses efter § 58, kan Finanstilsynet træffe beslutning om, at bestanden af pensionstilsagn skal søges overdraget til et forsikringsselskab eller til en anden pensionskasse, der er knyttet til virksomheder inden for samme koncern, eller at bestanden af pensionstilsagn skal tages under administration, eller at der skal ske udlodning af pensionskassens formue.

Stk. 2. Kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed om administration af en livsforsikringsbestand finder tilsvarende anvendelse på en bestand af pensionstilsagn.

§ 60. Beslutning om opløsning af en pensionskasse kan kun træffes af:

    1. generalforsamlingen i forbindelse med en overdragelse af hele bestanden efter § 54,
    1. generalforsamlingen, såfremt ingen medlemmer modsætter sig opløsningen, eller
    1. Finanstilsynet, såfremt den i § 58 anførte opløsning ikke finder sted.

§ 61. Er ikke andet fastsat i lovgivningen, gennemføres beslutning om opløsning af en pensionskasse ved likvidation, medmindre Finanstilsynet giver tilladelse til, at samtlige pensionskassens aktiver og passiver som helhed overdrages til et forsikringsselskab eller til en anden pensionskasse, der er knyttet til virksomheder inden for samme koncern. Generalforsamlingen kan vælge en eller flere likvidatorer til at foretage opløsningen. I modsat fald udnævner Finanstilsynet en eller flere likvidatorer. Taler hensynet til medlemmerne eller kreditorerne derfor, kan Finanstilsynet udnævne en likvidator til at foretage likvidationen sammen med de af generalforsamlingen valgte.

§ 62. Beslutning om likvidation skal registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Likvidator skal inden 14 dage anmelde beslutningen til Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Er beslutningen truffet i medfør af § 60, stk. 1, nr. 3, foretager tilsynet af egen drift anmeldelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og likvidationen anses som påbegyndt på det tidspunkt, hvor tilsynet traf beslutning.

Stk. 2. Likvidatorerne træder i bestyrelsens og direktionens sted. Denne lovs bestemmelser om bestyrelsen finder med de fornødne lempelser anvendelse på likvidatorerne.

Stk. 3. Likvidator kan til enhver tid afsættes af den, der har besluttet udnævnelsen.

Stk. 4. En pensionskasse, der er under likvidation, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »i likvidation«.

Stk. 5. I øvrigt finder lovens regler om regnskabsaflæggelse, revision, generalforsamlinger og om regnskabers indsendelse til Finanstilsynet samt § 172, stk. 1-3, og § 173 i lov om forsikringsvirksomhed tilsvarende anvendelse i pensionskasser under likvidation. Finanstilsynet kan dispensere fra bestemmelserne.

§ 63. Deling af pensionskassens formue efter fyldestgørelse af kreditorerne sker i overensstemmelse med vedtægternes forskrifter. De midler, der i medfør af §§ 49-51 er båndlagt, tjener alene til fyldestgørelse af vedtægtsmæssige forpligtelser. Delingen af pensionskassens formue må ikke foretages, før Finanstilsynet har godkendt en plan derfor.

§ 64. På en pensionskasses vegne kan konkursbegæring kun indgives af bestyrelsen, eller, hvis pensionskassen er under likvidation, af likvidator. En pensionskasse, der er under konkurs, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »under konkurs«. Skifteretten giver meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om konkursens begyndelse og slutning. I forbindelse med konkursens slutning slettes pensionskassen af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Stk. 2. Er pensionskassen under likvidation, og finder likvidator, at likvidationen ikke vil give fuld dækning til kreditorerne og de pensionsberettigede, skal han indkalde generalforsamlingen til beslutning om indgivelse af konkursbegæring.

Stk. 3. Bliver en pensionskasse insolvent, skal Finanstilsynet indgive konkursbegæring til skifteretten, medmindre en sådan begæring er indgivet af andre.

Stk. 4. Erklæres en pensionskasse konkurs, tages bestanden af pensionstilsagn under administration af Finanstilsynet, og skifteretten oversender de i § 46 nævnte midler til Finanstilsynet. De enkelte pensionsberettigede kan ikke gøre krav gældende imod konkursboet. Derimod kan Finanstilsynet i konkursboet anmelde et beløb svarende til forskellen mellem pensionshensættelserne ved konkursens indtræden og værdien af de midler, der er båndlagt i medfør af §§ 49-51.

Stk. 5. Endvidere kan Finanstilsynet på administrationsboets vegne kræve, hvad der svarer til den basiskapital, som modsvarer den for pensionskassen beregnede solvensmargen, og som er i behold ifølge en status opgjort ved administrationsboets begyndelse i overensstemmelse med § 10.

Stk. 6. Finanstilsynet udpeger en likvidator til at forestå delingen af de båndlagte midler. Kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed om administration af en livsforsikringsbestand finder tilsvarende anvendelse på en bestand af pensionstilsagn.