Lov om tilsyn med firmapensionskasser (Firmapensionskasseloven) § 64
§ 64. På en pensionskasses vegne kan konkursbegæring kun indgives af bestyrelsen, eller, hvis pensionskassen er under likvidation, af likvidator. En pensionskasse, der er under konkurs, skal bibeholde sit navn med tilføjelsen »under konkurs«. Skifteretten giver meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om konkursens begyndelse og slutning. I forbindelse med konkursens slutning slettes pensionskassen af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Stk. 2. Er pensionskassen under likvidation, og finder likvidator, at likvidationen ikke vil give fuld dækning til kreditorerne og de pensionsberettigede, skal han indkalde generalforsamlingen til beslutning om indgivelse af konkursbegæring.
Stk. 3. Bliver en pensionskasse insolvent, skal Finanstilsynet indgive konkursbegæring til skifteretten, medmindre en sådan begæring er indgivet af andre.
Stk. 4. Erklæres en pensionskasse konkurs, tages bestanden af pensionstilsagn under administration af Finanstilsynet, og skifteretten oversender de i § 46 nævnte midler til Finanstilsynet. De enkelte pensionsberettigede kan ikke gøre krav gældende imod konkursboet. Derimod kan Finanstilsynet i konkursboet anmelde et beløb svarende til forskellen mellem pensionshensættelserne ved konkursens indtræden og værdien af de midler, der er båndlagt i medfør af §§ 49-51.
Stk. 5. Endvidere kan Finanstilsynet på administrationsboets vegne kræve, hvad der svarer til den basiskapital, som modsvarer den for pensionskassen beregnede solvensmargen, og som er i behold ifølge en status opgjort ved administrationsboets begyndelse i overensstemmelse med § 10.
Stk. 6. Finanstilsynet udpeger en likvidator til at forestå delingen af de båndlagte midler. Kapitel 15 i lov om forsikringsvirksomhed om administration af en livsforsikringsbestand finder tilsvarende anvendelse på en bestand af pensionstilsagn.
Kilde: Retsinformation.dk