§ Lov om tilsyn med firmapensionskasser (Firmapensionskasseloven) · kapitel 9 af 11
Kapitel 9 – *Tilsyn*
LOV nr 326 af 24/05/1989
§ 65. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og af de bestemmelser, der er udstedt i medfør af loven, jf. dog § 68.
§ 66. Pensionskasserne skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets virksomhed. Finanstilsynet kan undersøge de af loven omfattede pensionskassers forhold.
§ 67. Til dækning af udgifterne ved tilsynet pålignes pensionskasser, der er under tilsyn efter denne lov, et beløb, der fastsættes i henhold til § 242 i lov om forsikringsvirksomhed. Finanstilsynet har udpantningsret for bidragene.
§ 68. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætter bestemmelser om førelsen af registeret over pensionskasser, herunder om bekendtgørelse i Statstidende, retsvirkningerne heraf og om gebyrer i forbindelse med registrering, afskrifter af registerbladet, anmeldelser, regnskaber m.v.
Stk. 2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at alle eller nogle registreringer m.v. offentliggøres i en særlig registreringstidende. Styrelsen kan endvidere bestemme, at registrering og offentliggørelse skal ske i styrelsens edb-informationssystem samtidig med eller i stedet for registreringstidende. Oplysninger, offentliggjort i edb-informationssystemet og i registreringstidende, anses for at være kommet til tredjemands kundskab og har i enhver henseende samme retsvirkning som offentliggørelse i Statstidende.
§ 69. Finanstilsynet afgiver en årlig beretning til industriministeren om pensionskassernes virksomhed.
Stk. 2. Finanstilsynet bestemmer, i hvilket omfang beretningen skal offentliggøres.
§ 70. Afgørelser truffet af Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Stk. 2. Omgøres en af Finanstilsynet truffet afgørelse, der går ud på, at pensionskassen skal træde i likvidation, eller at dets pensionskassebestand tages under administration, skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen straks registrere dette. Finanstilsynet skal, såfremt pensionskassen ejer faste ejendomme, drage omsorg for fornøden tinglysning.