§ International købelov · kapitel 4 af 7
Kapitel II – *
LOV nr 733 af 07/12/1988
Sælgers pligter
Artikel 30
Sælger er forpligtet til at levere varen, overgive de dokumenter, der vedrører varen, og overdrage ejendomsretten til varen, således som det er fastsat i aftalen og i denne konvention.
**
Afsnit I
Levering af varen og overgivelse af dokumenter
Artikel 31
Er sælger ikke forpligtet til at levere varen på et andet bestemt sted, skal han opfylde sin leveringspligt ved:
a) hvis aftalen angår en vare, der skal sendes, at overgive varen til den første transportør med henblik på varens videreforsendelse til køber,
b) hvis aftalen gælder en vare, der ikke skal sendes efter bestemmelsen i litra a, og som er individuelt bestemt, eller det drejer sig om en uidentificeret vare, som skal udtages fra et bestemt parti, eller som skal tilvirkes eller fremstilles, og parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse vidste, at varen befandt sig eller skulle tilvirkes eller fremstilles på et bestemt sted, at stille varen til rådighed for køber på dette sted,
c) i andre tilfælde- at stille varen til købers rådighed på det sted, der var sælgers forretningssted på tidspunktet for aftalens indgåelse.
Artikel 32
-
Såfremt sælger, i overensstemmelse med aftalen eller med denne konvention overgiver varen til en transportør, og varen ikke tydeligt er udskilt ved mærkning, gennem forsendelsesdokumenter eller på anden måde, skal sælger give køber meddelelse om forsendelsen og samtidig specificere varen.
-
Er sælger forpligtet til at sørge for varens forsendelse, skal han indgå de aftaler, som kræves til varens transport til det angivne sted ved hjælp af sådanne transportmidler, som efter omstændighederne er passende, og på sædvanlige vilkår for en sådan transport.
-
Er sælger ikke forpligtet til at tegne transportforsikring for varen, skal han på købers anmodning give ham alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for at sætte køber i stand til at tegne en sådan forsikring.
Artikel 33
Sælger er forpligtet til at levere varen:
a) hvis en dato er fastsat i eller fremgår af aftalens bestemmelser, på denne dato,
b) hvis et tidsrum for levering er fastsat eller fremgår af aftalen, når som helst inden for dette tidsrum, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber kan fastsætte tidspunktet, eller,
c) i alle andre tilfælde, inden rimelig tid efter aftalens indgåelse.
Artikel 34
Skal sælger overgive dokumenter vedrørende varen, er han forpligtet til at overgive dem på det tidspunkt, på det sted og i den form aftalen fastsætter. Har sælger overgivet dokumenter før det fastsatte tidspunkt, kan han indtil dette tidspunkt afhjælpe fejl og mangler i dokumenterne, såfremt udøvelsen af denne ret ikke medfører urimelig ulempe eller omkostning for køber. Køber bevarer dog sin ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelsen i denne konvention.
**
Afsnit 11
Varens kontraktmærssighed (mangler) og tredjemands krav
Artikel 35
-
Sælger er forpligtet til at levere en vare af den mængde og kvalitet og svarende til den beskrivelse, der er fastsat i aftalen. Varen skal endvidere være emballeret eller pakket på den måde, som er fastsat i aftalen.
-
Medmindre andet er aftalt mellem parterne, er varen kun mangelfri, hvis den:
a) er egnet til de formål, til hvilke varer af den angivne beskrivelse sædvanligvis vil blive anvendt,
b) er egnet til de særlige formål, som sælger udtrykkeligt eller stiltiende er blevet gjort bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse, medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber ikke regnede med, eller ikke med rimelighed kunne regne med sælgers faglige dygtighed og dømmekraft,
c) har den kvalitet, der svarer til en vareprøve eller model, som sælger har forelagt køber,
d) er emballeret eller pakket på en måde, der er sædvanlig for en sådan vare, eller, hvor en sådan måde ikke findes, på en måde, som er forsvarlig for at bevare og beskytte varen.
- Sælger er ikke ansvarlig for en mangel ved varen efter bestemmelserne i stk. 2, litra a-d, hvis køber på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte eller ikke kunne have været uvidende om en sådan mangel.
Artikel 36
-
Sælger er ansvarlig efter aftalen og bestemmelserne i denne konvention for mangler, der findes på det tidspunkt, da risikoen overgår til køber, selv om manglen først viser sig senere.
-
Sælger er også ansvarlig for mangler, som opstår efter det tidspunkt, der er nævnt i stk. 1, og som skyldes en misligholdelse af en hvilken som helst af hans forpligtelser, herunder en misligholdelse af en garanti for, at varen inden for en periode vil forblive egnet til et almindeligt eller et særligt formål eller vil bevare nærmere angivne egenskaber eller karakteristika.
Artikel 37
Såfremt sælger har leveret varen, før den aftalte leveringstid er kommet, kan han indtil dette tidspunkt levere manglende dele eller erstatte manglende mængder i den leverede vare, eller levere varer til erstatning for leverede mangelfulde varer, eller afhjælpe mangler ved de leverede varer, forudsat at udøvelsen af denne ret ikke bevirker urimelig ulempe eller urimelige omkostninger for køber. Køber bevarer dog sin ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i denne konvention.
Artikel 38
-
Køber skal undersøge varen eller foranledige den undersøgt, så hurtigt som det efter omstændighederne er muligt.
-
Såfremt varen ifølge aftalen skal sendes, kan undersøgelsen udskydes, til efter varen er ankommet til sit bestemmelsessted.
-
Såfremt varen bliver omdirigeret, mens den er undervejs, eller den bliver videresendt af køber, uden at denne har rimelig adgang til at undersøge varen, og såfremt sælger ved aftalens indgåelse vidste eller burde have vidst, at varen muligvis ville blive omdirigeret eller videresendt, kan undersøgelsen udskydes, til efter varen er ankommet til sit nye bestemmelsessted.
Artikel 39
-
Køber mister adgangen til at påberåbe sig mangler ved varen, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger herom med angivelse af manglens beskaffenhed inden rimelig tid efter, at han har opdaget eller burde have opdaget manglen.
-
Køber mister under alle omstændigheder retten til at påberåbe sig mangler ved varen, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger inden 2 år fra den dag, da varen faktisk blev overgivet i købers besiddelse, medmindre denne tidsfrist er uforenelig med en aftalt garantiperiode.
Artikel 40
Sælger kan ikke påberåbe sig bestemmelserne i artiklerne 38 og 39, hvis manglen skyldes forhold, som han kendte eller ikke kunne have været uvidende om, og som han ikke har meddelt køber.
Artikel 41
Sælger er forpligtet til at levere en vare, som er fri for tredjemands ret eller krav, medmindre køber har samtykket i at modtage varen med tredjemands ret eller krav. Hvis imidlertid en sådan ret eller et sådant krav bygger på en immaterialrettighed, er sælgers forpligtelser underkastet bestemmelserne i artikel 42.
Artikel 42
- Sælger er forpligtet til at levere en vare, over hvilken tredjemand hverken har eller har fremsat krav om en immaterialrettighed, som sælgeren ved indgåelsen af aftalen var bekendt med eller ikke kunne have været uvidende om, forudsat at nævnte ret eller krav bygger på en immaterialrettighed:
a) i overensstemmelse med lovgivningen i den stat hvor varen vil blive videresolgt eller pa anden måde anvendt, hvis parterne på tidspunktet for aftalens indgåelse forudså, at varen vil blive videresolgt eller på anden måde anvendt i denne stat, eller
b) i andre tilfælde, i overensstemmelse med lovgivningen i en stat, hvor køber har sit forretningssted.
- Sælgers forpligtelser i henhold til stk. 1 gælder dog ikke de tilfælde, hvor:
a) køber på tidspunktet for aftalens indgåelse kendte eller ikke kunne have været uvidende om tredjemands ret eller krav, eller hvor
b) tredjemands ret eller krav skyldes, at sælger har fulgt tekniske tegninger, mønstre, formler eller andre specifikationer, som hidrører fra køber.
Artikel 43
-
Køber mister retten til at påberåbe sig bestemmelserne i artikel 41 eller artikel 42, såfremt han ikke giver meddelelse til sælger med angivelse af arten af tredjemands ret eller krav, inden rimelig tid efter at han er eller burde være blevet opmærksom på retten eller kravet.
-
Sælger kan ikke påberåbe sig bestemmelsen i stk. 1, såfremt han var bekendt med tredjemands ret eller krav og på arten heraf.
Artikel 44
Uanset bestemmelserne i artikel 39, stk. 1, og artikel 43, stk. 1, kan køber kræve afslag i købesummen i henhold til artikel 50 eller kræve skadeserstatning, dog ikke for tabt fortjeneste, såfremt han har en rimelig undskyldning for ikke at have givet meddelelse som foreskrevet.
**
Afsnit III
Købers beføjelser i tilfælde af sælgers misligholdelse
Artikel 45
- Undlader sælger at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til aftalen eller denne konvention, kan køber:
a) gøre de rettigheder gældende, som er nævnt i artiklerne 46-52,
b) kræve skadeserstatning i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 74-77.
-
Køberen mister ikke nogen ret til at kræve skadeserstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.
-
Når køber gør en misligholdelsesbeføjelse gældende, må en domstol eller en voldgiftsret ikke give sælger yderligere frist til at opfylde aftalen.
Artikel 46
-
Køber kan kræve, at sælger opfylder sine forpligtelser, medmindre køber har gjort en beføjelse gældende, som er uforenelig med dette krav.
-
Lider varen af en mangel, kan køber kun kræve omlevering, hvis manglen er væsentlig, og kravet om omlevering fremsættes enten i forbindelse med en meddelelse efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.
-
Lider varen af en mangel, kan køber kræve, at sælger afhjælper manglen, medmindre det under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder er urimeligt at kræve dette. Et krav om afhjælpning skal fremsættes enten i forbindelse med meddelelse efter artikel 39 eller inden rimelig tid derefter.
Artikel 47
-
Køber kan fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken sælger skal opfylde sine forpligtelser.
-
Medmindre køber har modtaget meddelelse fra sælger om, at denne ikke vil opfylde aftalen inden for den således fastsatte frist, kan køber ikke, mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Køber mister dog ikke dermed sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning for forsinkelsen.
Artikel 48
-
Hvor ikke andet følger af artikel 49, kan sælger, selv efter leveringstidspunktet, på egen bekostning afhjælpe enhver misligholdelse fra hans side, hvis dette kan gøres uden urimelig forsinkelse for køber, og uden at denne udsættes for en urimelig ulempe eller usikkerhed om, hvorvidt hans udlæg vil blive godtgjort af sælger. Køber bevarer dog sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning efter bestemmelserne i denne konvention.
-
Opfordrer sælger køber til at lade ham vide, om køber vil tage imod opfyldelse af aftalen, og efterkommer køber ikke denne opfordring inden rimelig tid, kan sælger opfylde aftalen inden for den tidsfrist, som han har angivet i sin opfordring. Køber kan da ikke inden for den tidsfrist gøre nogen form for misligholdelsesbeføjelse gældende, som er uforenelig med sælgers opfyldelse af sine forpligtelser.
-
En meddelelse fra sælger om, at han vil opfylde aftalen inden for en angiven frist, antages at indeholde en opfordring til køber i henhold til stk. 2 om, at denne skal meddele sælger sin afgørelse.
-
En opfordring eller meddelelse fra sælger i henhold til stk. 2 eller stk. 3 i denne artikel får kun virkning, hvis den kommer frem til køber.
Artikel 49
- Køber kan hæve købet:
a) hvis sælgerens manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller denne konvention er en væsentlig misligholdelse, eller
b) i tilfælde af manglende levering, hvis sælger ikke leverer varen inden for den yderligere frist, som køber har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller hvis han meddeler, at han ikke vil levere varen inden for den således fastsatte frist.
- Har sælgeren leveret varen, mister køber dog adgangen til at hæve købet, medmindre
a) i tilfælde af forsinket levering hæver købet inden rimelig tid, efter at han er blevet bekendt med, at levering har fundet sted,
b) i tilfælde af anden misligholdelse end forsinket levering hæver købet inden rimelig tid,
i. efter at han er blevet bekendt med eller burde være blevet bekendt med misligholdelsen,
ii. efter udløb af en eventuel yderligere frist, som køber har fastsat i henhold til artikel 47, stk. 1, eller efter at sælger har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden for den således fastsatte yderligere frist, eller
iii. efter udløb af den eventuelle yderligere frist, som sælger har angivet i henhold til artikel 48, stk. 2, eller efter at køber har tilkendegivet, at han ikke vil acceptere, at sælger opfylder sine forpligtelser.
Artikel 50
Lider varen af en mangel, kan køber, uanset om varen er betalt, kræve et forholdsmæssigt afslag i købesummen, der udregnes efter værdien af den faktisk leverede vare på leveringstidspunktet og den værdi, som en tilsvarende mangelfri vare vil have haft på dette tidspunkt. Hvis sælger imidlertid i henhold til artikel 37 eller artikel 48 afhjælper en mangelfuld eller manglende levering, eller hvis køber afslår at tage imod sælgers opfyldelse af aftalen i henhold til de nævnte artikler, kan køber ikke kræve afslag i købesummen.
Artikel 51
-
Leverer sælger kun en del af varen, eller er kun en del af den leverede vare mangelfri, gælder bestemmelserne i artiklerne 46-50 for den del af varen, som ikke er leveret, eller som er mangelfuld.
-
Køber kan kun hæve købet i dets helhed, hvis sælgers undladelse af at levere den aftalte mængde fuldt ud eller undladelse af at levere en mangelfri vare er en væsentlig misligholdelse.
Artikel 52
-
Leverer sælger varen før den fastsatte tid, kan køber tage imod levering af varen eller afvise den.
-
Leverer sælger mere end aftalt, kan køber tage imod levering af den overskydende mængde eller afvise denne. Modtager køber den overskydende mængde eller en del af den, skal han betale den aftalte pris for det for meget leverede.