§ International købelov · kapitel 5 af 7
Kapitel IIII – *
LOV nr 733 af 07/12/1988
Købers pligter
Artikel 53
Køber er forpligtet til at betale købesummen for varen og til at tage imod levering som fastsat i aftalen og i denne konvention.
**
Afsnit I
Købesummens betaling
Artikel 54
I købers forpligtelse til at betale købesummen indgår, at han tager de skridt og iagttager de forskrifter, som aftalen eller love og andre forskrifter måtte kræve, for at betaling vil kunne ske.
Artikel 55
Når en aftale er indgået på gyldig måde, men ikke udtrykkeligt eller stiltiende fastsætter eller indeholder forskrifter til fastsættelse af købesummen, anses parterne, hvor andet ikke fremgår af omstændighederne, at have aftalt den pris, som på tidspunktet for indgåelsen af aftalen almindeligvis forlanges for en tilsvarende vare, når den sælges i den pågældende branche under tilsvarende omstændigheder.
Artikel 56
For en vare, der sælges efter vægt, regnes prisen i tvivlstilfælde efter nettovægten.
Artikel 57
- Har køber ikke forpligtet sig til at erlægge købesummen på et andet bestemt sted, er han forpligtet til at erlægge den til sælger:
a) på sælgers forretningssted, eller
b) hvor betaling skal erlægges mod overgivelse af varen eller af dokumenter, på det sted hvor overgivelsen finder sted.
- Sælger er forpligtet til at bære de forøgede betalingsomkostninger, der er en følge af, at han har skiftet forretningssted efter aftalens indgåelse.
Artikel 58
-
Har køber ikke forpligtet sig til at betale købesummen på et andet tidspunkt, er han forpligtet til at betale den, når sælger stiller enten varen eller dokumenterne, som giver deres indehaver ret til at råde over varen, til købers rådighed i overensstemmelse med aftalen og denne konvention. Sælger har ret til at gøre en sådan betaling til en betingelse for varens eller dokumenternes overgivelse.
-
Skal varen forsendes, kan sælger sende den på det vilkår, at varen eller dokumenter, der giver deres indehaver ret til at råde over varen, kun overgives til køber mod betaling af købesummen.
-
Køber er ikke forpligtet til at betale købesummen, førend han har haft adgang til at undersøge varen, medmindre den fremgangsmåde for levering og betaling, som parterne har aftalt, er uforenelig med en sådan adgang til undersøgelse.
Artikel 59
Køber er forpligtet til at betale købesummen på det tidspunkt, som er fastsat, eller som kan fastslås på grundlag af aftalen og denne konvention, uden at sælger behøver fremsætte særskilt påkrav eller iagttage særlige former.
**
Afsnit II
Modtagelse af levering
Artikel 60
Købers pligt til at tage imod levering består i:
a) at foretage alle de handlinger, som med rimelighed kan forventes af ham, for at sætte sælger i stand til at foretage levering samt
b) at modtage varen.
**
Afsnit III
Sælgers beføjelser i anledning af købers misligholdelse
Artikel 61
- Undlader køber at opfylde en eller flere af sine forpligtelser i henhold til aftalen eller denne konvention, kan sælger:
a) gøre de rettigheder gældende, som er nævnt i artiklerne 62-65,
b) kræve skadeserstatning i overensstemmelse med bestemmelserne i artiklerne 74-77.
-
Sælger mister ikke nogen ret til at kræve skadeserstatning ved at gøre andre misligholdelsesbeføjelser gældende.
-
Når sælger gør en misligholdelsesbeføjelse gældende, må en domstol eller en voldgiftsret ikke give køber yderligere frist til at opfylde aftalen.
Artikel 62
Sælger kan forlange, at køber betaler købesummen, tager imod levering eller opfylder sine andre forpligtelser, medmindre sælger har gjort en misligholdelsesbeføjelse gældende, der er uforenelig med disse krav.
Artikel 63
-
Sælger kan fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken køber skal opfylde sine forpligtelser.
-
Medmindre sælger har modtaget meddelelse fra køber om, at denne ikke vil opfylde aftalen inden for den således fastsatte frist, kan sælger ikke, mens fristen løber, gøre nogen misligholdelsesbeføjelse gældende. Sælger mister dog ikke dermed sin eventuelle ret til at kræve skadeserstatning for forsinkelse.
Artikel 64
- Sælger kan hæve købet:
a) hvis købers manglende opfyldelse af sine forpligtelser efter aftalen eller denne konvention er en væsentlig misligholdelse, eller
b) hvis køber ikke inden for den yderligere frist, som sælger har fastsat i henhold til artikel 63, stk. 1, har opfyldt sin betalingsforpligtelse eller sin forpligtelse til at tage imod levering af varen, eller såfremt køber meddeler, at han ikke vil gøre det inden for den således fastsatte frist.
- Har køber betalt købesummen for varen, mister sælger dog sin ret til at hæve købet, medmindre han:
a) i tilfælde af forsinket opfyldelse fra købers side hæver købet, før sælger er blevet bekendt med, at opfyldelsen er sket, eller
b) i tilfælde af anden misligholdelse end en forsinket opfyldelse fra købers side, hæver købet inden rimelig tid
i. efter, at sælger er blevet bekendt med eller burde være bekendt med misligholdelsen, eller
ii. efter udløbet af den yderligere frist, som sælger har fastsat i henhold til artikel 63, stk. 1, eller efter at køber har erklæret, at han ikke vil opfylde sine forpligtelser inden for den fastsatte yderligere frist.
Artikel 65
-
Skal køber efter aftalen nærmere angive form, mål eller andre egenskaber ved varen, og kommer han ikke med en specifikation til det aftalte tidspunkt eller inden rimelig tid, efter at han har modtaget sælgerens opfordring hertil, kan sælger, uden at han derved mister andre rettigheder, han måtte have, selv foretage en nærmere bestemmelse af varens egenskaber i overensstemmelse med de af købers krav, han måtte kende.
-
Foretager sælger selv en nærmere bestemmelse af varens egenskaber, skal han underrette køber om de nærmere enkeltheder derved og fastsætte en rimelig frist, inden for hvilken køber kan foretage en anden bestemmelse. Hvis køber, efter at have fået en sådan meddelelse, ikke gør dette inden for den således fastsatte frist, er sælgers bestemmelse af varens egenskaber bindende.