§ International købelov · kapitel 3 af 7
Kapitel I – *
LOV nr 733 af 07/12/1988
Almindelige bestemmelser
Artikel 25
En parts misligholdelse er væsentlig, hvis den medfører en sådan ulempe for den anden part, at den i betydelig grad berøver ham for, hvad han i henhold til aftalen er berettiget til at forvente, medmindre den misligholdende part ikke forudså og en fornuftig person i samme situation og under tilsvarende omstændigheder ikke ville have forudset et sådant resultat.
Artikel 26
En erklæring om ophævelse er kun virksom, hvis der afgives meddelelse herom til den anden part.
Artikel 27
Har en part givet en underretning, anmodning eller anden meddelelse i overensstemmelse med denne del af konventionen og ved anvendelse af et meddelelsesmiddel, som under de givne forhold er forsvarligt, vil en forsinkelse eller fejl ved videresendelsen af meddelelsen eller dens udeblivelse ikke berøve denne part hans ret til at påberåbe sig meddelelsen, medmindre andet er udtrykkeligt foreskrevet i denne del af konventionen.
Artikel 28
Har en part i overensstemmelse med bestemmelserne i denne konvention krav på, at den anden part opfylder en forpligtelse, er en domstol ikke forpligtet til at give dom til naturalopfyldelse, medmindre domstolen ville gøre dette efter de regler, der gælder i domslandets lov for tilsvarende købeaftaler, som ikke er underkastet denne konvention.
Artikel 29
-
Parterne kan ved overenskomst ændre en aftale eller bringe den til ophør.
-
Indeholder en skriftlig aftale en bestemmelse om, at aftalen kun kan ændres eller bringes til ophør ved skriftlig overenskomst, kan den ikke på anden måde ændres eller bringes til ophør. Ved sin handlemåde kan en part dog blive afskåret fra at påberåbe sig en sådan bestemmelse, i det omfang den anden part har handlet i tillid til hans handlemåde.