← Lov om kød m.m. (* 1) (* 2)

§ Lov om kød m.m. (* 1) (* 2) · kapitel 6 af 15

Kapitel 6 – *Udførsel og indførsel af kød, slagteaffald og kødvarer.*

LOV nr 328 af 04/06/1986

Tilvirkning af dyrefoder

§ 15. Udførsel af kød, slagteaffald og kødvarer af dansk eller udenlandsk oprindelse må kun ske direkte fra virksomheder, som landbrugsministeren har autoriseret dertil, og varerne må ikke, mens de har befundet sig i Danmark, på noget tidspunkt bortset fra transport have været uden for de autoriserede virksomheders område.

§ 16. Landbrugsministeren kan efter forhandling med de interesserede organisationer fastsætte bestemmelser til sikring af, at kød, slagteaffald og kødvarer, der udføres her fra landet, er af tilfredsstillende kvalitet, og kan i øvrigt fastsætte sådanne bestemmelser, som efter landbrugsministerens skøn kan antages at gavne udførselen af disse varer.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan efter forhandling med de interesserede organisationer fastsætte regler om klassifikation og indvejning til brug for afregning af slagtedyrene.

§ 17. Indførsel her til landet af kød, slagteaffald og kødvarer må kun foretages af virksomheder, som landbrugsministeren har autoriseret dertil.

Stk. 2. Landbrugsministeren fastsætter nærmere regler for indførselen og kan forbyde import fra udlandet af kød, slagteaffald og kødvarer, hvis hensynet til sundhedsforholdene for mennesker og dyr i Danmark gør det påkrævet.

Stk. 3. Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan kød, slagteaffald og kødvarer indføres af private til eget forbrug efter nærmere af landbrugsministeren fastsatte regler.

§ 18. Tilvirkning til udførsel af dyrefoder og til forhandling her i landet af dyrefoder, der er fremstillet på basis af kød og slagteaffald fra godkendte dyr, jfr. § 6, stk. 2, må kun finde sted på virksomheder, som landbrugsministeren har autoriseret dertil. Landbrugsministeren fastsætter nærmere bestemmelser for autorisationen, herunder om den fornødne veterinærkontrol på virksomheden.