Kapitel 5 – *Fuldbyrdelse af sanktioner.*

• a) Almindelige bestemmelser.

Artikel 37

En sanktion idømt i den begærende stat kan ikke fuldbyrdes i den anmodede stat, medmindre der foreligger en domstolsafgørelse i den sidstnævnte stat. Enhver kontraherende stat kan dog bemyndige andre myndigheder til at træffe sådanne afgørelser, såfremt den sanktion, der skal fuldbyrdes, kun er en bøde eller konfiskation, og såfremt disse afgørelser kan indankes for domstolene.

Artikel 38

Sagen skal indbringes for retten eller for den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed, såfremt den anmodede stat finder grundlag for at fremme anmodningen om fuldbyrdelse.

Artikel 39

1. Før en domstol træffer afgørelse vedrørende en anmodning om fuldbyrdelse, skal der gives domfældte lejlighed til at fremsætte sine synspunkter. På begæring skal domfældte have lejlighed til at udtale sig enten ved hjælp af en retsanmodning eller personligt for retten. En udtrykkelig begæring om lejlighed til personligt at udtale sig skal imødekommes.

2. Retten kan dog træffe beslutning vedrørende imødekommelsen af anmodningen om fuldbyrdelse, uden at en domfældt, der har anmodet om lejlighed til personligt at udtale sig, er til stede, såfremt han er frihedsberøvet i den begærende stat. I disse tilfælde skal afgørelsen om omsætningen af sanktionen i henhold til artikel 44 udsættes, indtil domfældte efter at være overført til den anmodede stat har haft lejlighed til at give møde for retten.

Artikel 40

1. Den domstol eller myndighed i henhold til artikel 37, der behandler sagen, skal forvisse sig om:

• a) at den sanktion, hvis fuldbyrdelse begæres, er idømt ved en europæisk straffedom,
• b) at betingelserne i artikel 4 er opfyldt,
• c) at den i artikel 6, a), fastsatte betingelse ikke er opfyldt eller ikke bør udelukke fuldbyrdelse,
• d) at fuldbyrdelse ikke er udelukket i medfør af artikel 7,
• e) at betingelserne i dette afsnit kapitel 3, såfremt det drejer sig om en udeblivelsesdom eller en »ordonnance peenale«, er opfyldt.

2. Enhver kontraherende stat kan pålægge retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed at undersøge andre i denne konvention fastsatte betingelser for fuldbyrdelse.

Artikel 41

Der skal være mulighed for appel af de retslige afgørelser, som efter dette kapitel træffes om fuldbyrdelse, samt af de afgørelser, der træffes efter påanke af den i artikel 37 omhandlede administrative myndigheds afgørelse.

Artikel 42

Den anmodede stat er bundet af resultaterne med hensyn til sagens faktiske omstændigheder i det omfang, hvori de er anført i afgørelsen, eller i det omfang denne forudsætningsvis bygger på dem.

• b) Bestemmelser specielt vedrørende fuldbyrdelse af sanktioner, der medfører frihedsberøvelse.

Artikel 43

I tilfælde, hvor domfældte er frihedsberøvet i den begærende stat, skal han, medmindre denne stats lovgivning bestemmer andet, overføres til den anmodede stat, så snart den begærende stat har modtaget underretning om, at begæringen om fuldbyrdelse er imødekommet.

Artikel 44

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse imødekommes, skal retten i stedet for den frihedsberøvende sanktion, der er idømt i den begærende stat, fastsætte en i dens egen lovgivning for den samme lovovertrædelse hjemlet sanktion. Med forbehold af de i stk. 2 fastsatte begrænsninger kan denne sanktion være af en anden art eller længde end den, der er idømt i den begærende stat. Såfremt den sidstnævnte sanktion ligger under den mindstestraf, der kan idømmes i henhold til den anmodede stats lovgivning, er retten ikke bundet af denne mindstestraf, men skal idømme en sanktion, der svarer til den, der er idømt i den begærende stat.

2. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke forværre domfældtes strafferetlige situation, således som den følger af den i den begærende stat trufne afgørelse.

3. Enhver del af den i den begærende stat idømte sanktion og enhver foreløbig frihedsberøvelse, der er udstået af domfældte efter dommens afsigelse, skal fratrækkes fuldt ud. Det samme gælder med hensyn til ethvert tidsrum, i hvilket domfældte har været undergivet varetægtfængsling i den begærende stat før domfældelsen, for så vidt dette følger af denne stats lovgivning.

4. Enhver kontraherende stat kan når som helst hos Det europæiske Råds generalsekretær deponere en erklæring, som giver den ret til i medfør af denne konvention at fuldbyrde en frihedsberøvende sanktion af samme art som den, der er idømt i den begærende stat, selv om denne sanktions længde overstiger det maksimum, der er fastsat i dens nationale lovgivning for en sanktion af samme art. Denne regel finder dog kun anvendelse i tilfælde, hvor den pågældende stats nationale lovgivning hjemler adgang til for den samme lovovertrædelse at idømme en sanktion af mindst samme længde som den, der er idømt i den begærende stat, men som er af strengere art. Den i henhold til denne bestemmelse idømte sanktion kan, såfremt dens længde og formål kræver det, afsones i en kriminalanstalt, der er bestemt for fuldbyrdelse af sanktioner af anden art.

• c) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af bødestraffe og konfiskation.

Artikel 45

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse af en bødestraf eller konfiskation af et pengebeløb imødekommes, skal retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed omsætte det pågældende beløb til den anmodede stats møntenhed efter den gældende vekselkurs på det tidspunkt, da afgørelsen træffes. Den skal således fastsætte bødebeløbet eller det beløb, der skal konfiskeres, men kan dog ikke overskride det maksimumsbeløb, der er fastsat i dens egen lovgivning for samme lovovertrædelse, eller - såfremt der ikke er fastsat noget maksimumsbeløb - det højeste beløb, som normalt pålægges i den anmodede stat for en tilsvarende lovovertrædelse.

2. Retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kan dog opretholde bødestraf eller konfiskation indtil det i den begærende stat pålagte bødebeløb eller konfiskationsbeløb, hvor en sådan sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner. Det samme gælder, såfremt den i den begærende stat pålagte sanktion overstiger det maksimumsbeløb, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men hvor denne lovgivning giver mulighed for pålæggelse af strengere sanktioner.

3. Enhver lempelse med hensyn til tidspunktet for betalingen eller afdragsvis betaling, der er indrømmet i den begærende stat, skal respekteres af den anmodede stat.

Artikel 46

1. Såfremt begæringen om fuldbyrdelse angår konfiskation af en bestemt genstand, kan retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kun kræve konfiskation af den pågældende genstand, for så vidt en sådan konfiskation er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse.

2. Retten eller den i henhold til artikel 37 udpegede myndighed kan dog opretholde den i den begærende stat fastsatte konfiskation, hvor denne sanktion ikke er hjemlet i den anmodede stats lovgivning for den samme lovovertrædelse, men denne lovgivning giver mulighed for idømmelse af strengere sanktioner.

Artikel 47

1. Provenuet af bøder og konfiskation skal indbetales til statskassen i den anmodede stat med respekt af tredjemands rettigheder.

2. Konfiskerede genstande, der repræsenterer en særlig interesse, kan tilbagesendes til den begærende stat efter dennes anmodning.

Artikel 48

Såfremt en bøde ikke kan inddrives, kan retten i den anmodede stat idømme en forvandlingsstraf, der medfører frihedsberøvelse, for så vidt begge staters lovgivning indeholder hjemmel hertil i sådanne tilfælde, medmindre den begærende stat udtrykkeligt har begrænset sin anmodning til alene at gælde inddrivelse af bøden. Såfremt retten beslutter at pålægge en forvandlingsstraf, der medfører frihedsberøvelse, gælder følgende regler:

• a) Såfremt forvandling af en bødestraf til en straf, der medfører frihedsberøvelse, allerede er foreskrevet enten i den i den begærende stat afsagte dom, eller direkte i denne stats lovgivning, skal retten i den anmodede stat fastsætte denne sanktions art og længde i henhold til de i dens egen lovgivning fastsatte regler. Såfremt den frihedsberøvende sanktion, der allerede er fastsat i den begærende stat, ligger under den mindstestraf, der kan idømmes i henhold til den anmodede stats lovgivning, er retten ikke bundet af denne mindstestraf, men skal idømme en sanktion, der svarer til den i den begærende stat pålagte sanktion. Ved sanktionens fastsættelse må retten ikke forværre domfældtes strafferetlige situation, således som den følger af den i den begærende stat trufne afgørelse.
• b) I alle andre tilfælde skal retten i den anmodede stat omsætte bøden i overensstemmelse med dens egen lovgivning og under iagttagelse af de i den begærende stats lovgivning foreskrevne rammer.
• d) Bestemmelser, der specielt vedrører fuldbyrdelse af rettighedsfortabelse.

Artikel 49

1. Når der er anmodet om fuldbyrdelse af en rettighedsfortabelse, kan en sådan retsfølge, der er idømt i den begærende stat, kun gennemføres i den anmodede stat, såfremt den sidstnævnte stats lovgivning indeholder hjemmel til rettighedsfortabelse for den pågældende lovovertrædelse.

2. Den domstol, der behandler sagen, skal vurdere, om det er hensigtsmæssigt at fuldbyrde rettighedsfortabelsen inden for dens egen stats territorium.

Artikel 50

1. Såfremt retten bestemmer fuldbyrdelse af rettighedsfortabelsen, skal den fastsætte varigheden heraf inden for de af dens egen lovgivning fastsatte rammer, men uden at overskride de grænser, der er fastsat i den i den begærende stat afsagte dom.

2. Retten kan begrænse rettighedsfortabelsen til kun at omfatte en del af de rettigheder, hvis varige eller tidsbegrænsede fortabelse er bestemt.

Artikel 51

Artikel 11 finder ikke anvendelse på rettighedsfortabelser.

Artikel 52

Den anmodede stat er berettiget til at lade domfældte generhverve de rettigheder, der er frakendt ham i henhold til en afgørelse truffet i medfør af dette kapitel.

Afsnit III

Europæiske straffedommes internationale retskraft.