← Lov om margarine m.v.

§ Lov om margarine m.v. · kapitel 3 af 4

Kapitel III – *Autorisation og tilsyn*

LOV nr 189 af 09/05/1984

§ 8. Tilvirkning, pakning indførsel og udførsel af margarine m.v. må kun foretages af virksomheder, der har modtaget autorisation hertil af landbrugsministeren.

Stk. 2. Virksomheder, som forhandler margarine m.v. en gros, skal foretage anmeldelse til statskontrollen med mejeriprodukter og æg m.m.

Stk. 3. En autorisation kan tilbagekaldes, når vilkår ikke overholdes eller forudsætningerne for autorisationen ændres væsentligt, og i øvrigt når der er forløbet 5 år fra sidste autorisation.

§ 9. Virksomheder, der tilvirker, forhandler en gros, pakker, indfører og udfører margarine m.v., skal efter anmodning fra landbrugsministeren give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for landbrugsministerens tilsyn.

Stk. 2. Landbrugsministeren kan pålægge virksomhederne at afgive prøver uden vederlag af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, emballage, tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler samt rengørings- og desinfektionsmidler.

Stk. 3. Landbrugsministeren kan fastsætte regler om, at virksomhederne skal fremsende prøverne og afholde udgifterne herved.

§ 10. Landbrugsministeren kan meddele de påbud og forbud, der er nødvendige for at sikre overholdelse af loven og af regler fastsat med hjemmel heri. Landbrugsministeren kan fastsætte regler for eller træffe bestemmelse om, hvorvidt og på hvilke vilkår margarine m.v., der ikke opfylder lovens krav, må sælges.

§ 11. Afgørelser meddeles skriftligt.

Stk. 2. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Det gælder dog ikke, hvis afgørelse fuldt ud giver den pågældende medhold.

§ 12. Landbrugsministeren kan henlægge sine tilsynsbeføjelser og sin adgang til at træffe afgørelse efter loven til en eller flere andre centrale myndigheder. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige administrative afgørelse i de pågældende sager.

Stk. 2. De personer, der af landbrugsministeren bemyndiges dertil, har uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler for at tilvejebringe oplysninger til brug for beslutninger i henhold til loven eller regler fastsat med hjemmel heri. Legitimation skal forevises på forlangende.

Stk. 3. Politiet yder bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem justitsministeren og landbrugsministeren.

§ 13. Udgifterne ved kontrol og tilsyn afholdes af de virksomheder, der tilvirker eller indfører margarine m.v., gennem en afgift, der fastsættes af landbrugsministeren på grundlag af de samlede udgifter ved kontrollen og tilsynet med margarine m.v.

Stk. 2. Udgifter ved behandling af en ansøgning om godkendelse af præparater, der er omfattet af § 5, stk. 1, nr. 3, skal afholdes af ansøgeren. Udgifterne til kontrollen med de godkendte præparater afholdes af fabrikanter og importører gennem en afgift, hvis størrelse fastsættes af landbrugsministeren.