§ Lov om margarine m.v. · kapitel 4 af 4
Kapitel IV – *Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.*
LOV nr 189 af 09/05/1984
§ 14. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 3, § 4, § 6, § 8, stk. 1 og stk. 2, og § 9, stk. 1, tilsidesætter pålæg efter § 9, stk. 2, eller påbud eller forbud efter § 10.
Stk. 2. Overtrædes § 3 forsætligt eller groft uagtsomt, kan straffen stige til hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Sagerne behandles som politisager. Reglerne i retsplejelovens kap. 72 og 73 kan anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager.
Stk. 3. Med bøde straffes den, der tilsidesætter vilkår i en autorisation.
Stk. 4. I forskrifter, der udstedes i henhold til loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber el. lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.
§ 15. I sager om de i § 14, stk. 1, 3 og 4, nævnte overtrædelser kan landbrugsministeren tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen i retsplejeloven om indhold af anklageskriftet i politisager tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.
§ 16. Tidspunktet for lovens ikrafttrædelse fastsættes af landbrugsministeren.
Stk. 2. Lov om tilvirkning og forhandling af margarine m.v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 229 af 28. juni 1937, ophæves.
§ 17. Virksomheder, der er omfattet af § 8, stk. 1, og som ved lovens ikrafttræden er i lovlig drift, kan fortsætte driften, indtil landbrugsministeren har truffet afgørelse om , hvorvidt virksomheden kan autoriseres.
Stk. 2. Landbrugsministeren træffer afgørelse om autorisation efter stk. 1 inden 6 måneder efter lovens ikrafttræden.
§ 18. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg slot, den 9. maj 1984
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/NIELS ANKER KOFOED
Officielle noter
Ingen