← Lov om valg til menighedsråd

§ Lov om valg til menighedsråd · kapitel 6 af 9

Kapitel 6 – *Brevstemmeafgivning*

LOV nr 616 af 21/12/1983

§ 25. Vælgere, der er forhindret i at møde frem på afstemningsstedet i det tidsrum, afstemningen finder sted, kan afgive brevstemme efter reglerne i §§ 26-29.

     § 26. Vælgere, der opholder sig her i landet, kan afgive brevstemme på et hvilket som helst folkeregister.

     Stk. 2. Vælgere, der er indlagt på offentlige eller private sygehuse, kan afgive brevstemme på sygehuset efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.

     Stk. 3. Brevstemmeafgivning kan endvidere finde sted på:

    1. andre offentlige helbredelses- og plejeinstitutioner,
    1. private alderdoms- og plejehjem, med hvilke en kommunalbestyrelse har indgået aftale om indlæggelse i henhold til den sociale lovgivning, og
    1. beskyttede boliger, der drives af en kommune, en amtskommune eller en selvejende institution, med hvilken kommunalbestyrelsen har indgået aftale i henhold til den sociale lovgivning.

     Stk. 4. Afstemningen efter stk. 3 foranstaltes af det stedlige folkeregister efter regler, der fastsættes af kirkeministeren. Kirkeministeren kan fastsætte regler om, at lederne af de institutioner, der er nævnt under nr. 1, og de boliger, der drives af en kommune eller amtskommune, jfr. nr. 3, kan foranstalte afstemningens gennemførelse på institutionen.

     Stk. 5. Vælgere, der er indsat i en af kriminalforsorgens anstalter eller arresthuse, kan afgive brevstemme efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.

     Stk. 6. Vælgere, der har bopæl på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, kan afgive brevstemme hos en valgberettiget person, der er udpeget af menighedsrådet.

     Stk. 7. Søfolk på danske skibe i udenrigsfart og personer ansat ved farvandsvæsenet kan endvidere stemme på vedkommende skib eller på vedkommende fyr.

     Stk. 8. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for stemmeafgivningen i henhold til stk. 1-7.

     § 27. Vælgere, der opholder sig her i landet, og som på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke vil kunne møde frem på afstemningsstedet på valgdagen, kan afgive brevstemme i hjemmet efter regler, der fastsættes af kirkeministeren.

     § 28. Vælgere, der afgiver brevstemme efter § 26 eller § 27, kan stemme de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest 3. sidste hverdag før valgdagen.

     § 29. Materiale til afgivelse af brevstemme tilvejebringes af kirkeministeriet for statens regning og udleveres af folkeregistrene.