← Lov om valg til menighedsråd

§ Lov om valg til menighedsråd · kapitel 5 af 9

Kapitel 5 – *Afstemning og opgørelse af valget*

LOV nr 616 af 21/12/1983

§ 19. Valgret udøves ved personligt møde på valgstedet, jfr. dog kapitel 6 om brevstemmeafgivning. Stemmeafgivningen er skriftlig og hemmelig.

     Stk. 2. Der kan afgives stemme enten på en liste som sådan eller på en af de personer, der er opført på listen.

     § 20. Valget opgøres som et forholdstalsvalg.

     Stk. 2. De kandidater, der ikke erklæres for valgte, betragtes som stedfortrædere for de valgte på samme liste. Rækkefølgen blandt stedfortræderne bestemmes af det antal personlige stemmer og listestemmer, den enkelte stedfortræder har fået. Er der ikke afgivet personlige stemmer, er placeringen på listen afgørende.

     § 21. Har flere sogne eller kirkedistrikter fælles menighedsråd, foretages valget selvstændigt og med særlige kandidatlister for hvert af sognene eller distrikterne under ledelse af den fælles valgbestyrelse. Opgørelsen af valget foretages i hvert sogn eller kirkedistrikt for sig.

     § 22. En kort beretning om valget indføres i menighedsrådets forhandlingsbog og underskrives af valgbestyrelsen. En udskrift af forhandlingsbogen sendes snarest af valgbestyrelsens formand gennem provsten til biskoppen.

     Stk. 2. Valgbestyrelsen underretter kandidaterne om valgets udfald og giver de valgte oplysning om det medlemsnummer, som vedkommende er valgt med.

     Stk. 3. Alt valgmateriale, herunder ugyldige, ombyttede og ikke udleverede stemmesedler, afleveres af valgbestyrelsen til menighedsrådet i en indpakning, der er forseglet og forsynet med påskrift om indholdet. Straks efter klagefristens udløb, eller når endelig afgørelse af klage over valget foreligger, afleverer menighedsrådet valglister og valgkort til folkeregistret og tilintetgør den øvrige del af materialet.

     § 23. Fører valget ikke til dannelse af et fuldtalligt menighedsråd, udskrives valg med henblik på at gøre rådet fuldtalligt (udfyldningsvalg). Vælges der heller ikke ved dette valg et fuldtalligt menighedsråd, dannes rådet af de medlemmer, der er valgt, sammen med præsten eller præsterne.

     Stk. 2. Afholdes der ikke valg i en menighedsrådskreds, udskrives der nyt valg. Vælges der ingen medlemmer, mister menigheden sin indstillingsret ved præstevalg. Menighedsrådets øvrige hverv overtages af præsten eller præsterne, der kan antage lønnet medhjælp til hvervets udførelse.

     § 24. Kirkeministeren fastsætter nærmere regler for valgets foretagelse og opgørelse.