§ Lov om valg til menighedsråd · kapitel 7 af 9
Kapitel 7 – *Valgklager*
LOV nr 616 af 21/12/1983
§ 30. Klager over valget skal indgives skriftligt til provsten senest ugedagen efter valget. Provsten sender sagen til biskoppens afgørelse efter at have indhentet valgbestyrelsens udtalelse. Biskoppens afgørelse kan både af valgbestyrelsen og klageren indbringes for kirkeministeren.
§ 31. Hvis valget erklæres ugyldigt, skal der snarest muligt afholdes omvalg. Ved omvalg kan kun de personer, der var opført på valglisten og var valgberettigede på valgdagen, afgive stemme. Ved omvalget finder bestemmelsen i § 33 anvendelse.
Stk. 2. Forkastes et medlems valg, indtræder stedfortræderen i den pågældendes sted. Kan besættelse af pladsen ikke ske herved, eller kan mandatet ikke overføres til en kandidatliste, som den pågældende liste har anmeldt listeforbund med, skal der snarest muligt afholdes udfyldningsvalg.