§ Lov om investeringsforeninger (* 1) · kapitel 6 af 13
Kapitel 6 – *Almindelige bestemmelser*
LOV nr 229 af 26/05/1982
§ 25. En investeringsforening må ikke optage lån.
Stk. 2. Tilsynet med investeringsforeninger kan dog tillade, at en investeringsforening
- a) optager kortfristede lån op til 10 pct. af dens formue for at indløse medlemsandele eller for at udnytte tegningsrettigheder og
- b) optager lån til erhvervelse af ejendomme, der er nødvendige til udøvelse af dens virksomhed.
§ 26. Andele i en investeringsforening kan kun tegnes mod samtidig indbetaling af emissionsprisen.
Stk. 2. Emissionsprisen fastsættes ved at dividere formuens værdi på emissionstidspunktet med den nominelle værdi af tegnede andele. Der tillægges et beløb til dækning af udgifter ved køb af værdipapirer og nødvendige omkostninger ved emissionen.
Stk. 3. Stk. 1 omfatter ikke fondsandele.
§ 27. En investeringsforenings overskud (nettoindtægt) skal enten udloddes til medlemmerne i form af udbytte eller henlægges til forøgelse af formuen i overensstemmelse med vedtægternes bestemmelser herom. Mindst en gang om året skal foreningen udbetale udbytte eller i tilfælde af henlæggelse underrette medlemmerne om det henlagte beløbs størrelse.
Stk. 2. Vedtægterne kan bestemme, at nettokapitalgevinster, der er fremkommet ved en forenings salg af aktiver, udloddes.
§ 28. En investeringsforening skal på et medlems forlangende indløse andele.
Stk. 2. Indløsningsprisen udregnes på grundlag af en opgørelse svarende til den i § 26, stk. 2, 1. pkt., nævnte, foretaget på indløsningstidspunktet. Der gøres fradrag i indløsningsprisen for udgifter ved salg af værdipapirer samt for nødvendige omkostninger ved indløsningen.
Stk. 3. Indløsning af andele kan udsættes efter vedtægternes bestemmelser herom. Om udsættelsen skal der inden 8 børsdage gives meddelelse til tilsynet med investeringsforeninger.
Stk. 4. Tilsynet med investeringsforeninger kan kræve, at en forening udsætter indløsning af andele.
§ 29. En investeringsforening må ikke yde lån eller stille garanti.
Stk. 2. En investeringsforening kan dog påtage sig den hæftelse, der er forbundet med erhvervelse af aktier, der ikke er fuldt indbetalt. Sådanne hæftelser må ikke overstige 5 pct. af foreningens formue.
§ 30. En investeringsforening må ikke udføre eller deltage i spekulationsforretninger.
§ 31. Værdipapirer, der noteres på en fondsbørs eller et marked som nævnt i § 20, stk. 1, nr. 1, skal handles til samme eller en mere fordelagtig pris end den, der omsætningens størrelse taget i betragtning kunne opnås på fondsbørsen eller markedet.
Stk. 2. Depotselskabet skal påse, at køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, sker til priser, der ikke er mindre fordelagtige end priserne i handel og vandel.
§ 32. Medlemmer af ledelsen af en investeringsforening, dets depotselskab og eventuelle administrationsselskab må ikke uden samtykke af investeringsforeningens bestyrelse overdrage værdipapirer eller andet til foreningen eller erhverve sådanne aktiver fra foreningen. Samtykket skal gives for hvert enkelt tilfælde og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.