← Lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Undergrundsloven)

§ Lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Undergrundsloven) · kapitel 3 af 10

Kapitel 3 – *Efterforskning og indvinding af råstoffer*

LOV nr 293 af 10/06/1981

§ 5. Energiministeren kan for et nærmere bestemt område på nærmere fastsatte vilkår meddele tilladelse med eneret til efterforskning og indvinding af et eller flere råstoffer. Tilladelse kan meddeles særskilt for henholdsvis efterforskning og indvinding. I tilladelse til efterforskning kan der tillægges rettighedshaveren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 2. I en tilladelse til efterforskning kan der fastsættes bestemmelser om gradvis indskrænkning af området, der omfattes af tilladelsen, og om, hvilke arbejdsforpligtelser rettighedshaveren skal opfylde.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte tilladelser kan kun meddeles til ansøgere, der skønnes at have fornøden sagkundskab og økonomisk baggrund, og som kan forventes at udøve virksomheden således, at samfundet har mest mulig indsigt i og gavn af denne.

§ 6. Tilladelser efter § 5 meddeles, efter at sagen har været forelagt folketingets energipolitiske udvalg.

Stk. 2. I et omfang, som energiministeren eller det pågældende udvalgs formand bestemmer, er udvalgets medlemmer og andre, der måtte være til stede under udvalgets forhandlinger, forpligtede til at bevare tavshed om, hvad de erfarer i udvalget i medfør af den i stk. 1 nævnte forelæggelse.

§ 7. Tilladelse efter § 5 meddeles for et tidsrum, der fastsættes under hensyn til arten af det eller de råstoffer, der er omfattet af tilladelsen. Tidsrummet kan ikke overstige 50 år.

§ 8. Det kan i en tilladelse efter § 5 fastsættes, at staten eller et af staten ejet selskab på nærmere angivne vilkår skal have ret til at indtræde i den af tilladelsen omfattede virksomhed.

§ 9. Det fastsættes i en tilladelse efter § 5, hvilke afgifter rettighedshaveren skal betale til staten. Det kan herunder fastsættes, at der skal betales en løbende afgift beregnet på grundlag af størrelsen af området, der omfattes af tilladelsen (arealafgift), og en afgift beregnet på grundlag af mængden af indvundne råstoffer (produktionsafgift), ligesom der kan fastsættes vilkår om betaling af en andel til staten af det økonomiske udbytte af den af tilladelsen omfattede virksomhed.

§ 10. Efterforskning og indvinding skal finde sted på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde og således, at spild af råstoffer undgås. Forinden indvinding og dertil sigtende foranstaltninger iværksættes, skal en plan for virksomheden, herunder produktionens tilrettelæggelse samt anlæggene hertil (indvindingsforanstaltninger m. m.), være godkendt af energiministeren.

§ 11. Såfremt en forekomst strækker sig over flere rettighedshaveres område, skal rettighedshaverne samordne efterforskning og eventuel indvinding. Aftaler herom skal godkendes af energiministeren. Opnås der ikke i rimelig tid enighed om en samordning, kan energiministeren påbyde denne og fastsætte vilkår herfor.

Stk. 2. Strækker en forekomst sig ind på et andet lands højhedsområde, kan energiministeren, såfremt aftale om en samordning af efterforskning og indvinding indgås med vedkommende land, påbyde, at rettighedshaveren til den danske del af forekomsten deltager i en sådan samordning, og fastsætte vilkår herfor.