§ Lov om anvendelse af Danmarks undergrund (Undergrundsloven) · kapitel 4 af 10
Kapitel 4 – *Særlige bestemmelser om efterforskning og indvinding af kulbrinter*
LOV nr 293 af 10/06/1981
§ 12. Tilladelse efter § 5 til efterforskning og indvinding af kulbrinter meddeles som hovedregel efter offentlig indkaldelse af ansøgninger.
Stk. 2. Før indkaldelse af ansøgninger finder sted, forelægger energiministeren for folketingets energipolitiske udvalg en redegørelse for, hvilke områder der agtes udbudt, og de generelle vilkår, hvorunder tilladelser agtes meddelt.
Stk. 3. Energiministeren kan undlade at meddele tilladelse på grundlag af de ansøgninger, der er indkommet efter en offentlig indkaldelse.
§ 13. For kulbrinter meddeles tilladelse efter § 5 til efterforskning og indvinding for et tidsrum af indtil 6 år, der, såfremt særlige omstændigheder foreligger, kan forlænges med henblik på efterforskning med indtil 2 år ad gangen. Den samlede efterforskningsperiode kan dog ikke overstige 10 år.
Stk. 2. Når de i en tilladelse efter stk. 1 fastsatte vilkår herfor er opfyldt, har rettighedshaveren ret til forlængelse af tilladelsen med henblik på indvinding. Energiministeren kan i særlige tilfælde forlænge tilladelsen, selv om vilkårene herfor ikke er opfyldt. Tilladelsen kan dog kun forlænges for de dele af området, der omfatter kommercielt indvindelige forekomster, som agtes indvundet, og højst for et tidsrum af 30 år. Energiministeren kan som vilkår for forlængelsen bestemme, at der inden en nærmere fastsat frist skal indsendes ansøgning om godkendelse i henhold til § 10.
Stk. 3. Når ressourcemæssige, økonomiske eller samfundsmæssige hensyn gør det påkrævet, kan energiministeren pålægge en rettighedshaver efter denne lov inden en nærmere fastsat frist at indsende en fyldestgørende plan for indvindingsforanstaltninger m. m. efter § 10 for en forekomst, der må anses for kommercielt indvindelig. Energiministeren kan efter godkendelse af planen pålægge rettighedshaveren at iværksætte indvinding. Samtidig forlænges tilladelsen med henblik på indvinding for den del af området, der omfatter forekomsten, dog højst i 30 år.
Stk. 4. Det tidsrum for forlængelse med henblik på indvinding, der er fastsat i medfør af stk. 2 og stk. 3, kan forlænges, når særlige omstændigheder taler herfor.
§ 14. Ved godkendelse af indvindingsforanstaltninger m. m. efter § 10 fastsættes tidspunktet for indvindingens påbegyndelse således, at forekomsten på hensigtsmæssig måde vil kunne bidrage til Danmarks energiforsyning og sikre udnyttelsen af eksisterende eller planlagte behandlings- og transportsystemer.
§ 15. En godkendelse efter § 10 af indvinding af kulbrinter skal betinges af, at energiministeren for perioder af mindst 6 måneders varighed fastsætter den mængde, der må indvindes. Medmindre der er fremkommet nye oplysninger om forekomsten, skal ministeren lægge den i medfør af § 10 godkendte indvindingsplan til grund ved fastsættelsen af mængden.
Stk. 2. Såfremt hensynet til en forsvarlig og hensigtsmæssig indvinding taler herfor eller tungtvejende samfundsmæssige hensyn nødvendiggør dette, kan energiministeren foretage ændringer af godkendte indvindingsplaner og regulere indvindingen.
§ 16. Hvor to eller flere kulbrinteforekomster ud fra ressourcemæssige, økonomiske eller samfundsmæssige hensyn bør udnyttes sammen, kan energiministeren efter forhandling med rettighedshaverne udstede påbud herom. Det kan herunder påbydes en rettighedshaver mod betaling at stille behandlings- og transportanlæg til rådighed for en sådan samordning. I mangel af enighed mellem rettighedshaverne om betalingen fastsættes den af energiministeren.
§ 17. Etablering og drift af rørledningsanlæg til brug ved virksomhed, der er omfattet af denne lov, må kun finde sted med energiministerens tilladelse.
Stk. 2. En tilladelse kan meddeles på vilkår om linieføring, dimensioner, ejerforhold, ret for andre til at benytte rørledningen, betaling herfor, afgift til staten m. v.
Stk. 3. Stk. 1 og stk. 2 finder ikke anvendelse på lokale rørledninger, der indgår i anlæg, som anvendes ved indvinding fra et enkelt felt.
§ 18. Energiministeren kan træffe afgørelse om, at produktionsafgift fastsat i henhold til § 9, jfr. § 13, skal erlægges i form af indvundne kulbrinter. Afgørelsen har tidligst virkning 6 måneder efter, at meddelelse om afgørelsen er kommet frem til rettighedshaveren.