§ Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (* 2) · kapitel 6 af 11
Kapitel 6 – *Bestemmelser om indholdet af noterne*
LOV nr 284 af 10/06/1981
§ 41. Ud over de oplysninger, der kræves i andre bestemmelser i denne lov, skal årsregnskabet give de særlige oplysninger, der er nævnt i §§ 42-54. Oplysningerne kan enten gives i noter til de regnskabsposter, hvortil de hører, eller optages som selvstændige poster i balancen eller resultatopgørelsen.
§ 42. Der skal gives oplysning såvel om de værdiansættelsesmetoder, der anvendes for de forskellige poster i årsregnskabet, som om de ved af-, ned- og opskrivninger benyttede beregningsmetoder. Hvis beløbet i en post i årsregnskabet er fremkommet ved omregning fra fremmed valuta, skal grundlaget for omregningen til national valuta anføres.
§ 43. Navn og hjemsted for dattervirksomheder og associerede virksomheder skal oplyses. For hver virksomhed skal angives, hvor stor en andel der ejes, samt størrelsen af virksomhedens egenkapital og resultatet ifølge det senest godkendte årsregnskab. Disse oplysninger kan udelades, hvis de kun er af ubetydelig interesse i forhold til formålet i § 4, stk. 2.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger kan endvidere udelades, hvis de kan volde betydelig skade for den pågældende virksomhed. Udeladelse af oplysninger af denne grund skal nævnes.
Stk. 3. Angivelse af egenkapitalen og resultatet kan udelades, hvis den pågældende virksomhed:
-
- ikke offentliggør sin balance, og selskabets andel i virksomhedens kapital er mindre end 50 pct., eller
-
- er en dattervirksomhed, og dennes årsregnskab indgår i et koncernregnskab, der er udarbejdet af selskabet, jfr. § 57, eller for hvilken kapitalinteressen værdiansættes under iagttagelse af bestemmelserne i § 40.
§ 44. Består selskabskapitalen af flere klasser, skal disse specificeres, og antallet af aktier eller anparter og deres pålydende værdi skal angives for hver klasse. For aktieselskaber skal i alle tilfælde angives aktiernes antal og pålydende værdi.
§ 45. Hvis selskabet har optaget lån mod udstedelse af konvertible gældsbreve, skal for hvert sådant lån oplyses det beløb, som udestår, ombytningskursen og den fastsatte frist for ombytning til kapitalandele. Er der optaget lån mod obligationer eller mod andre gældsbreve med ret til rente, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af det udbytte, som selskabets kapitalandele afkaster, eller af årets overskud, skal for hvert lån angives det udestående lånebeløb samt den aftalte forrentning.
§ 46. For hver gældspost i balancen skal der gives oplysning om den del, der forfalder til betaling mere end 5 år efter balancetidspunktet.
Stk. 2. Hvis selskabet har stillet pant eller anden sikkerhed i aktiver, skal dette oplyses med angivelse af omfanget af pantsætningen og de pantsatte aktivers bogførte værdi, specificeret for de enkelte poster. Den samlede sikkerhedsstillelse for dattervirksomheder og den samlede sikkerhedsstillelse for øvrige virksomheder inden for koncernen skal opføres særskilt.
Stk. 3. Der skal gives oplysning om den samlede størrelse af henholdsvis pensions-, kautions- og garantiforpligtelser, diskonterede veksler og andre økonomiske forpligtelser, som ikke er opført i balancen, for så vidt angivelsen heraf er af betydning for bedømmelsen af den økonomiske stilling. Har selskabet indgået leje- eller leasingkontrakter af væsentlig betydning for selskabets drift, skal forpligtelserne i henhold til kontrakterne særskilt angives. Forpligtelser over for moderselskab og dets dattervirksomheder skal opføres særskilt.
Stk. 4. Størrelsen af lån til samt pant, kaution eller garanti stillet for medlemmer af selskabets eller et moderselskabs direktion, bestyrelse eller repræsentantskab skal angives for hver kategori med oplysning om rentefod, de væsentligste vilkår og de eventuelt tilbagebetalte beløb.
Stk. 5. Størrelsen af lån til og pant, kaution eller garanti stillet for andre selskabsdeltagere end moderselskabet samt for selskabsdeltagere i moderselskabet skal oplyses med særskilt angivelse af eventuelt tilbagebetalte beløb. Bestemmelsen finder ikke anvendelse på lån til og sikkerhedsstillelse for erhvervelse af aktier eller anparter i selskabet af eller til arbejdstagere i selskabet eller et datterselskab.
§ 47. For faste ejendomme oplyses ejendomsværdi ifølge den senest foretagne offentlige vurdering.
§ 48. Hvis der i posten igangværende arbejder for fremmed regning indgår en andel af påregnet fortjeneste fra arbejder, som ikke er endeligt afsluttet ved udløbet af regnskabsåret, skal dette oplyses tillige med en redegørelse for de anvendte værdiansættelsesmetoder.
§ 49. Nettoomsætningens fordeling på aktiviteter samt på geografiske markeder skal oplyses, hvis disse aktiviteter og markeder afviger betydeligt indbyrdes, idet der herved tages hensyn til den måde, hvorpå salget af de varer og tjenesteydelser, der indgår i selskabets ordinære drift, er tilrettelagt.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke selskaber, der kan foretage sammendrag i skemaerne for resultatopgørelsen i medfør af § 25, stk. 1. I andre selskaber kan oplysningerne udelades, hvis de kan volde betydelig skade for det pågældende selskab, og såfremt udeladelsen nævnes i noterne.
§ 50. Det samlede beløb af de skatter, der er betalt i regnskabsåret, skal oplyses.
Stk. 2. Der skal gives oplysning om, i hvilket omfang skat af årets resultat er påvirket af ekstraordinære skattemæssige indkomster eller tab.
Stk. 3. Forskelsbeløbet mellem den selskabsskat, der er udgiftsført i dette og tidligere regnskabsår, og den skat, der er betalt eller i fremtiden skal betales for disse år, skal oplyses, medmindre denne oplysning er af ubetydelig interesse i forhold til formålet i § 4, stk. 2. Beløbet kan også angives under passivposten hensættelser til eventualskat.
Stk. 4. Hvis en realisation af selskabets aktiver til den værdi, der er angivet i balancen, vil udløse en beskatning ud over de efter stk. 3 angivne beløb, skal dette oplyses. Der kan i stedet angives et beløb under passivposten hensættelser til eventualskat.
Stk. 5. Af oplysningerne efter stk. 3 og 4 skal fremgå, hvilke af de med romertal angivne poster skattebyrden påhviler.
§ 51. Der skal gives oplysning om det gennemsnitlige antal beskæftigede i regnskabsåret. Hvis det ikke er nævnt i resultatopgørelsen, skal personaleudgifterne oplyses specificeret som angivet i § 12, nr. 6, og § 14, udgiftspost nr. 3.
Stk. 2. Det samlede beløb til lønninger og vederlag m. v. til medlemmer af repræsentantskab, bestyrelse og direktion for deres funktion i selskabet skal oplyses fordelt på hver kategori. Det samme gælder forpligtelser til at yde pension til de nævnte. Tantieme til bestyrelsen skal særskilt oplyses.
§ 52. Vedrørende selskabets beholdning af egne aktier eller anparter skal oplyses:
-
- antallet og den pålydende værdi af de egne aktier eller anparter, der indgår i selskabets beholdning, tillige med den procentdel, som denne beholdning udgør af selskabskapitalen,
-
- antallet og den pålydende værdi af de egne aktier eller anparter, der er erhvervet eller afhændet i regnskabsåret, og den procentdel, som disse udgør af selskabskapitalen, samt størrelsen af den samlede købs- og salgssum samt
-
- årsagen til de erhvervelser af egne aktier eller anparter, der er foretaget i regnskabsåret.
Stk. 2. De i stk. 1 opregnede oplysninger skal gives for aktier eller anparter, der er erhvervet til eje eller pant, hver for sig.
§ 53. Har en dattervirksomhed i regnskabsåret erhvervet eller afhændet aktier eller anparter i moderselskabet, skal moderselskabet give oplysning om disse kapitalandeles pålydende værdi, om, hvilken procentdel de udgør af moderselskabets selskabskapital, og om størrelsen af den samlede købs- og salgssum.
Stk. 2. De i stk. 1 opregnede oplysninger skal gives for aktier eller anparter, der er erhvervet til eje eller pant, hver for sig.
§ 54. Ændringer i egenkapitalens størrelse og fordeling i forhold til balancen for sidste regnskabsår skal specificeres.
§ 55. Selskaber, der på balancetidspunktet ikke overskrider 2 af størrelserne i stk. 2, kan i årsregnskabet undlade at give de særlige oplysninger, der er nævnt i § 45, § 46, stk. 1-2, § 47, § 50, stk. 1 og 5, og § 53. Den del af selskabets samlede gæld, der forfalder til betaling efter mere end 5 år efter balancetidspunktet, og det samlede omfang af selskabets pantsætninger skal dog oplyses.
Stk. 2. De i stk. 1 nævnte størrelser er:
-
- balancesum 2 mill. kr.,
-
- nettoomsætning 4 mill. kr. og
-
- gennemsnitligt antal arbejdstagere i løbet af regnskabsåret 10.
Stk. 3. Er selskabet en koncernvirksomhed, finder stk. 1 ikke anvendelse, hvis en af koncernvirksomhederne eller koncernen som helhed overskrider 2 af størrelserne i stk. 2.
Stk. 4. Balancesummen i stk. 2 udgøres i § 10 af summen af posterne under aktiver og i § 11 af summen af posterne under anlægsaktiver og omsætningsaktiver. Det gennemsnitlige antal arbejdstagere beregnes efter de regler, der er fastsat i medfør af aktieselskabslovens § 178.
Stk. 5. Adgangen til at anvende bestemmelsen i stk. 1 ændres kun, når et selskab eller en koncern, jfr. stk. 3, på balancetidspunktet har overskredet eller ikke længere overskrider 2 af de størrelser, der er nævnt i stk. 2, hvis dette gentager sig i 2 på hinanden følgende regnskabsår.