← Lov om levnedsmidler m.m. (Levnedsmiddelloven)

§ Lov om levnedsmidler m.m. (Levnedsmiddelloven) · kapitel 9 af 11

Kapitel 9. – *Planlægning og koordination af laboratorievirksomheden.*

LOV nr 310 af 06/06/1973

§ 51. Inden for hver amtskommunes område etableres en eller flere levnedsmiddelkontrolenheder omfattende laboratorier og tilsynspersonale.

Stk. 2. Levnedsmiddelkontrolenhederne udfører undersøgelser af levnedsmidler og drikkevand m.v. i henhold til vandforsyningsloven og denne lov. Enhederne fører på vedkommende kommunalbestyrelses vegne, jfr. § 44, stk. 2, tilsyn med de steder, hvor levnedsmidler sælges eller behandles.

§ 52. Efter retningslinier, der fastsættes af ministeren for forureningsbekæmpelse efter forhandling med Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen i Danmark, udarbejder amtsrådet på grundlag af forslag fra kommunalbestyrelserne inden for amtskommunens område og efter forhandling med disse kommunalbestyrelser en plan for områdets dækning med levnedsmiddelkontrolenheder. I planen fastsættes enhedernes antal, og de enkelte enheders stedlige placering, funktion m.v. samt det område inden for amtskommunen, der skal betjenes af den pågældende enhed. I planen kan optages bestemmelser om en fordeling og koordinering af opgaverne mellem de enkelte enheder inden for amtskommunens område, navnlig med henblik på at sikre en effektiv udnyttelse af de samlede laboratoriefaciliteter og en ligelig og forsvarlig laboratoriemæssig dækning inden for hele området. Det fastsættes endvidere, hvilke levnedsmiddelkontrolenheder der skal drives af kommunalbestyrelserne. Der træffes i planen bestemmelse om oprettelse af nye laboratorier og udvidelse af eksisterende laboratorier.

Stk. 2. Amtsrådet forelægger planen til godkendelse hos ministeren inden et tidspunkt, der fastsættes i de i stk. 1 nævnte retningslinier. Når planen er godkendt af ministeren, er den bindende for kommunalbestyrelserne og amtsrådene. Indtil planen er godkendt, kan laboratorier kun oprettes og udvides med godkendelse fra ministeren.

Stk. 3. Amtsrådet kan efter forhandling med kommunalbestyrelserne inden for amtskommunens område over for ministeren fremsætte forslag om revision af de godkendte planer. Ligeledes kan ministeren over for amtsrådet fremsætte anmodning om, at der udarbejdes udkast til revision af planen, og at forslag herom forelægges for ministeren inden en nærmere fastsat frist.

Stk. 4. Statens levnedsmiddelinstitut og veterinærdirektoratet bistår ministeren for forureningsbekæmpelse med hensyn til opstilling af regler for laboratorieplanlægningen efter stk. 1-3, henholdsvis for så vidt angår kemisk-analytiske og hygiejnisk-bakteriologiske undersøgelsesprogrammer.

Stk. 5. De beføjelser, der efter dette kapitel er henlagt til amtsrådet, varetages for hovedstadsområdet af hovedstadsrådet.

§ 53. Statens levnedsmiddelinstitut og veterinærdirektoratet fører det faglige tilsyn med levnedsmiddelkontrolenhederne. Om forefundne mangler afgives redegørelse til amtsrådet. Afhjælpes de påtalte mangler ikke inden for frister fastsat af amtsrådet, kan amtsrådet med godkendelse fra ministeren for forureningsbekæmpelse overtage og herefter drive den pågældende enhed. Ministeren fastsætter de nærmere vilkår for overtagelsen, dersom der ikke kan opnås enighed herom mellem vedkommende amtsråd og kommunalbestyrelse.

§ 54. Til dækning af udgifterne ved levnedsmiddelkontrolenhedernes drift, herunder udgifterne til forrentning og afskrivning, opkræver den kommune eller amtskommune, der driver enheden, bidrag fra de kommuner, for hvis område undersøgelser og tilsyn efter den i § 52 nævnte plan udføres af den pågældende enhed. De nævnte bidrag kan af enhver af kommunalbestyrelserne kræves forelagt til godkendelse hos amtsrådet, for så vidt angår laboratorieenheder, der drives af amtskommunerne, hos ministeren for forureningsbekæmpelse.

§ 55. Ministeren for forureningsbekæmpelse kan træffe bestemmelse om arten og omfanget af den kontrol med levnedsmidler og drikkevand m.v., der skal udføres af levnedsmiddelkontrolenhederne, og kan fordele opgaverne mellem de kommunale laboratorieenheder, landsdelslaboratorier og statens levnedsmiddelinstitut under hensyn til laboratoriernes personalemæssige og apparaturmæssige kapacitet.

Stk. 2. De kommunale laboratorieenheder og landsdelslaboratorierne skal anvende de analysemetoder, der foreskrives af statens levnedsmiddelinstitut.

Stk. 3. Levnedsmiddelkontrolenhederne og landsdelslaboratorierne skal efter anmodning fra statens levnedsmiddelinstitut og veterinærdirektoratet give alle oplysninger om deres virksomhed.

§ 56. Statens levnedsmiddelinstitut kan som led i den offentlige kontrol lade drikkevand og levnedsmidler m.v. undersøge på andre offentlige eller private laboratorier.

§ 57. Ministeren for forureningsbekæmpelse kan meddele private laboratorier autorisation til varetagelse af nærmere angivne laboratorieopgaver i henhold til denne lov og vandforsyningsloven.

Stk. 2. Laboratorier, der er autoriseret, skal benytte de takster, metoder og arbejdsforskrifter, der fastsættes af ministeren.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for autorisationsordningen.