§ Planloven · kapitel 29 af 32
Kapitel 13 – Administrative bestemmelser m.v.
LBK nr 1529 af 23/11/2015
§ 52. Erhvervs- og vækstministeren bistår regionsråd og kommunalbestyrelser med vejledning efter denne lov.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan nedsætte sagkyndige råd til at rådgive myndighederne i spørgsmål om fysisk planlægning.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet statslig myndighed eller efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 3, herunder at afgørelserne ikke skal kunne påklages.
Stk. 5. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om udøvelsen af de beføjelser, som en anden statslig myndighed efter forhandling med vedkommende minister bliver bemyndiget til at udøve efter stk. 3.
§ 53. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler til opfyldelse af internationale overenskomster, der indgås i henhold til stk. 1.
§ 54. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven.
§ 54 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om muligheden for at anvende digital kommunikation inden for lovens område og om de nærmere vilkår herfor.
§ 54 b. Erhvervs- og vækstministeren opretter et landsdækkende digitalt register, der skal indeholde oplysninger om planer, der er tilvejebragt efter denne lov. Registeret skal endvidere indeholde oplysning om de i stk. 6 nævnte planer. Drift, udformning og placering af registeret sker efter forhandling med de kommunale parter.
Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om, at kommunalbestyrelsen til registeret digitalt skal indberette oplysninger om forslag til og endeligt vedtagne lokalplaner, forslag til og endeligt vedtagne rammer i kommuneplaner for lokalplaners indhold samt selvstændige VVM-redegørelser.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen digitalt skal indberette oplysninger om andre emner i kommuneplaner til registeret.
Stk. 4. Registeret er offentligt tilgængeligt, og brug af registeret er gratis.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler for kommunalbestyrelsens digitale indsendelse og indberetning af planer og planforslag m.v. til registeret, herunder regler om tekniske krav m.v.
Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler om, at gældende byudviklingsplaner, bygningsvedtægter, byplanvedtægter, lokalplaner, rammer i kommuneplaner for lokalplaners indhold, herunder oplysninger om zonestatus, der er endeligt vedtaget inden den 15. september 2006, skal indberettes digitalt til registeret inden en bestemt dato. Erhvervs- og vækstministeren kan endvidere fastsætte regler om, at følgende planer m.v. i henhold til den tidligere bygge- og byplanlovgivning skal indberettes digitalt til registeret inden en bestemt dato, i det omfang de er opretholdt: Markplaner, reguleringsplaner, udredningsplaner, retningsplaner, magelægsplaner, beslutninger om friholdelse af et område for bebyggelse og beslutninger om bevaring af bebyggelsers ydre fremtræden.
Stk. 7. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter regler, der skal sikre sammenhængen mellem registeret og matriklen i forbindelse med matrikulære forandringer af ejendomme, der er omfattet af en lokalplan, herunder regler om tekniske krav m.v.
§ 55. Betingelser, der er knyttet til en tilladelse eller en dispensation efter denne lov og bestemmelser efter § 37, stk. 2, er bindende for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet. Kommunalbestyrelsen lader betingelser af varig interesse tinglyse på ejendommen på ejerens bekostning.
§ 56. En tilladelse eller dispensation efter denne lov bortfalder, hvis den ikke er udnyttet, inden 3 år efter at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år, jf. dog § 5, stk. 3.
Stk. 2. En hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som er i strid med § 38 a, en lokalplan eller en efter § 68, stk. 2, opretholdt plan, eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov, bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år. Dette gælder, selv om retten hviler på en tilladelse eller dispensation.
§ 57. Erhvervs- og vækstministeriets og kommunalbestyrelsens personale og personer med bemyndigelse fra de pågældende myndigheder har uden retskendelse adgang til enhver ejendom i tilsynsøjemed, jf. § 51, og efter forudgående underretning til ejeren eller brugeren for at foretage tekniske forarbejder til forberedelse af beslutninger efter denne lov.
Stk. 2. Legitimation skal forevises efter anmodning.
Stk. 3. Politiet yder nødvendig bistand til at opnå den i stk. 1 nævnte adgang.
§ 57 a. Erhvervs- og vækstministeren kan pålægge regionsråd og kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for landsplanarbejdet samt oplysninger, som er nødvendige for at sikre det samlede overblik over hovedstadsområdets udvikling, jf. § 5 i, stk. 2. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Stk. 2. Efter anmodning fra erhvervs- og vækstministeren og kommunalbestyrelser skal myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder give de oplysninger, der er nødvendige for henholdsvis landsplanlægningen og kommuneplanlægningen.
Stk. 3. Offentlige myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder skal give erhvervs- og vækstministeren oplysninger om forberedelse eller udførelse af undersøgelser, planlægning og større anlægsdispositioner, som kan få betydning for landsplanlægningen.
Stk. 4. Der skal gives kommunalbestyrelsen lejlighed til at udtale sig, inden en statslig myndighed eller en koncessioneret eller tilsvarende virksomhed træffer beslutning om beliggenheden eller udførelsen af større anlæg eller institutioner inden for kommunen.
Stk. 5. Efter anmodning fra miljø- og fødevareministeren henholdsvis kommunalbestyrelsen skal myndigheder, private virksomheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, når de påtænker at etablere de i § 11 g omhandlede anlæg.