§ Planloven · kapitel 28 af 32
Kapitel 12 – Tilsyn
LBK nr 1529 af 23/11/2015
§ 51. Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af denne lov og de regler, der er fastsat med hjemmel i loven, samt af bestemmelserne i lokalplaner og i de efter § 68, stk. 2, opretholdte vedtægter og planer m.v., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren påser overholdelsen af § 11 g og regler, der med hjemmel i § 11 g, stk. 3, og § 11 h er fastsat for administrationen af § 11 g, for så vidt angår anlæg, hvor kompetencen er henlagt til ministeren i regler udstedt i medfør af § 11 i.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til miljø- og fødevareministeren, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i tilfælde, hvor miljø- og fødevareministeren efter stk. 2 er tilsynsmyndighed.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden påser, at påbud og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser, dispensationer m.v. overholdes.
Stk. 5. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.
§ 51 a. Kommunalbestyrelsen skal hvert år pr. 1. oktober påbyde enhver, som er registreret i CPR med bopæl i en bolig i et sommerhusområde, som den pågældende ikke lovligt kan anvende til helårsbeboelse, jf. §§ 40 og 41, inden 14 dage efter påbuddets meddelelse
-
at fraflytte boligen og
-
at dokumentere fraflytningen over for kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Tilsvarende påbud skal kommunalbestyrelsen meddele enhver, som i perioden fra 1. oktober til 1. marts bliver registreret i CPR med bopæl i en bolig i et sommerhusområde, som den pågældende ikke lovligt kan anvende til helårsbeboelse, jf. §§ 40 og 41. Påbud efter 1. pkt. meddeles senest 14 dage efter, at den pågældendes bopæl er blevet registreret i CPR.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen registrerer påbud efter stk. 1 og 2 i CPR samtidig med påbuddets meddelelse og sletter denne registrering, når påbuddet er efterkommet og den pågældende er registreret i CPR med en anden bopæl. Indenrigsministeren fastsætter nærmere regler om registreringen.
Stk. 4. Efterkommes et påbud efter stk. 1 eller 2 ikke rettidigt, skal kommunalbestyrelsen straks indgive anmeldelse til politiet.
Stk. 5. Efterkommes et påbud efter stk. 1 eller 2 ikke rettidigt, skal kommunalbestyrelsen endvidere pålægge den pågældende daglige tvangsbøder. Undlader den pågældende herefter fortsat at efterkomme påbuddet, skal restanceinddrivelsesmyndigheden foretage inddrivelse af tvangsbøderne. Inddrivelsen foretages mindst hver 4. uge for påløbne, ikke betalte tvangsbøder, første gang senest 4 uger efter, at pålæggelsen af tvangsbøder er påbegyndt. Tvangsbøderne tilfalder den pågældende kommune.