Planloven § 57 a
§ 57 a. Erhvervs- og vækstministeren kan pålægge regionsråd og kommunalbestyrelser at tilvejebringe oplysninger til brug for landsplanarbejdet samt oplysninger, som er nødvendige for at sikre det samlede overblik over hovedstadsområdets udvikling, jf. § 5 i, stk. 2. Oplysningerne kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Stk. 2. Efter anmodning fra erhvervs- og vækstministeren og kommunalbestyrelser skal myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder give de oplysninger, der er nødvendige for henholdsvis landsplanlægningen og kommuneplanlægningen.
Stk. 3. Offentlige myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder skal give erhvervs- og vækstministeren oplysninger om forberedelse eller udførelse af undersøgelser, planlægning og større anlægsdispositioner, som kan få betydning for landsplanlægningen.
Stk. 4. Der skal gives kommunalbestyrelsen lejlighed til at udtale sig, inden en statslig myndighed eller en koncessioneret eller tilsvarende virksomhed træffer beslutning om beliggenheden eller udførelsen af større anlæg eller institutioner inden for kommunen.
Stk. 5. Efter anmodning fra miljø- og fødevareministeren henholdsvis kommunalbestyrelsen skal myndigheder, private virksomheder samt koncessionerede og tilsvarende virksomheder give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, når de påtænker at etablere de i § 11 g omhandlede anlæg.
Kilde: Retsinformation.dk