← Friskoleloven

§ Friskoleloven · kapitel 14 af 20

Kapitel 4 – Tilskud

LBK nr 665 af 27/06/2005

Tilskud til generelle driftsudgifter

§ 10. Staten yder et generelt driftstilskud til de frie grundskoler ud fra antal årselever ved skolerne. Ved opgørelsen af antal årselever ved skolerne medregnes ikke børn af forældre, der ikke er bosat i Danmark. Undervisningsministeren kan fastsætte regler, der fraviger dette krav i tilfælde, hvor der foreligger en særlig tilknytning til Danmark, eller eleverne er i Danmark i forbindelse med et offentligt accepteret formål. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for at modtage tilskud.

Stk. 2. Antal årselever opgøres som 7/12 af antal elever opgjort pr. 5. september året før finansåret og 5/12 af antal elever opgjort pr. 5. september i finansåret. Antal årselever ved kostafdelinger beregnes på samme måde, jf. § 13.

Stk. 3. Det gennemsnitlige tilskud pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove med udgangspunkt i summen af

  1. den senest regnskabsopgjorte udgift pr. elev i folkeskolen eksklusive udgiften til pension og

  2. 15 pct. af den beregnede årlige pensionsgivende lønudgift på alle frie grundskoler til ledere, lærere og børnehaveklasseledere ansat den 5. september 1995 delt med det samlede elevtal pr. 5. september 1995. Dog indgår den pensionsgivende lønudgift i forbindelse med kostafdelinger og elever med svære handicap ikke i beregningen.

Stk. 4. Beløbene i stk. 3, nr. 1 og 2, pris- og lønreguleres frem til det pågældende finansår.

§ 10 a. En skole, der overtager samtlige elever eller hele klasser fra en fri grundskole, der ophører med sin virksomhed i løbet af skoleåret, således at eleverne kan fuldføre skoleåret samlet, kan fra overtagelsestidspunktet få indregnet den lukkede skoles elevtal henholdsvis klassens elevtal pr. den seneste 5. september ved beregning af tilskud efter § 11, stk. 4, bygningstilskud efter § 12, stk. 1, tilskud til skolefritidsordning efter § 15 og eventuelt tilskud til kostafdeling efter § 13.

§ 11. Af driftstilskudsbevillingen, jf. § 10, fastsættes på finansloven:

  1. Et særligt tilskud

a) til specialundervisning,

b) til støtteundervisning i dansk af tosprogede elever og

c) til dækning af ekstraudgifter til lærertimer, praktisk medhjælp, hjælpemidler og befordring af elever med svære handicap, i det omfang udgifterne ikke overstiger det kommunale takstbeløb, der er fastsat i henhold til § 49, stk. 2, i lov om folkeskolen.

  1. Et særligt tilskud til vikarudgifter, sygeundervisning, lærernes kursusdeltagelse, herunder efteruddannelse, og særlige lærerlønudgifter.

Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om administration af tilskuddet i stk. 1, nr. 1, herunder om skolernes ansøgning, frister, tildeling og udbetaling, udbetaling af forskud til skolerne og tilbagebetaling fra skolerne. Undervisningsministeren kan bestemme, at tilskuddet administreres af Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte, samt at de enkelte skoler skal indsende de nødvendige oplysninger til styrelsen i forbindelse med tilskuddets tildeling.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan bestemme, at tilskuddene efter stk. 1, nr. 2, og § 17, stk. 1, fordeles mellem skolerne af den selvejende institution Fordelingssekretariatet for friskoler og private grundskoler, hvis vedtægter godkendes af undervisningsministeren. Fordeling af tilskud til lærernes efteruddannelse kan fordelingssekretariatet efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren, overlade til skoleorganisationer og lignende, der virker inden for lovens område. Undervisningsministeren kan tillægge fordelingssekretariatet yderligere opgaver af administrativ karakter på de frie grundskolers område. Fordelingssekretariatet kan fra skolerne indhente de oplysninger, der er nødvendige for varetagelsen af dets opgaver i henhold til 1. og 3. pkt. Forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder for fordelingssekretariatets virksomhed. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af fordelingssekretariatets opgaver.

Stk. 4. Driftstilskudsbevillingen med fradrag af de særlige tilskud, der er nævnt i stk. 1, fordeles som tilskud til skolerne ud fra antallet af årselever ved de enkelte skoler, jf. § 10, stk. 2, og ud fra et tilskud pr. årselev til de enkelte skoler, der fastlægges på grundlag af skolens geografiske beliggenhed og skolens størrelse målt ved antal elever samt elevernes aldersfordeling opgjort pr. 5. september året før finansåret.

Stk. 5. På de årlige finanslove fastsættes en regionaliseringsfaktor, en elevvægtsfaktor og et fordelingsforhold for tilskuddet pr. elev til skoler af forskellig størrelse.

Stk. 6. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om fordelingen af tilskud til skolerne ud fra kriterierne i stk. 4 og ud fra det fordelingsforhold og de faktorer, der er fastsat på finansloven.

Stk. 7. Ved ændring i antallet af årselever, der følger af, at antallet af elever pr. 5. september i finansåret afviger fra antallet af elever pr. 5. september året før finansåret, reguleres tilskuddet til den enkelte skole ud fra det gennemsnitlige tilskud pr. årselev, der er fastsat på finansloven, jf. § 10, stk. 3 og 4, og afvigelsen i antallet af årselever.

Stk. 8. I det finansår, hvor en skole oprettes, tildeles skolen et driftstilskud pr. årselev, som svarer til det gennemsnitlige driftstilskud pr. årselev, der er fastsat på finansloven, jf. § 10, stk. 3 og 4.

Bygningstilskud

§ 12. Staten yder bygningstilskud ud fra antal elever pr. 5. september året før finansåret. Det gennemsnitlige bygningstilskud pr. elev fastsættes på de årlige finanslove.

Tilskud til kostafdelinger

§ 13. Staten yder tilskud til skoler med kostafdelinger ud fra antal årskostelever og et tilskud pr. årskostelev. Ved opgørelsen af antal årskostelever medregnes alene elever, der mindst er fyldt 11 år ved skoleårets begyndelse, og som ikke er børn af lærere og andre ansatte på skolen eller på andre skoler og uddannelsesinstitutioner, der har bygningsfællesskab med skolen. Tilskuddet pr. årskostelev fastsættes på de årlige finanslove, jf. § 10, stk. 2, om beregningen af antal årselever.

Stk. 2. For at modtage tilskud til en kostafdeling skal skolen have mindst 18 årskostelever i året før finansåret. Der kan dog ydes tilskud til en kostafdeling fra skoleårets begyndelse, hvis antallet af kostelever pr. 5. september er mindst 18.

Tilskud til tyske mindretalsskoler

§ 14. Staten yder supplerende tilskud til tyske mindretalsskoler inden for en årlig bevilling, der fastsættes på finansloven. Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig fordeler tilskuddet til skolerne.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen og administrationen heraf.

Tilskud til skolefritidsordninger

§ 15. Staten yder tilskud til skolefritidsordninger ud fra antal årselever, der er indskrevet i skolefritidsordningen fra skolens børnehaveklasse og 1.-3. klasse. Undervisningsministeren fastsætter regler om beregning af antal årselever. Antallet af årselever kan ikke overstige antallet af elever pr. 5. september året før finansåret. Tilskuddet pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2. Tilskuddet ydes kun til skolefritidsordninger, hvor der opkræves forældrebetaling.

Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud til skolefritidsordninger og om en mindstegrænse for forældrebetaling.

Tilskud til sprogstimulering

§ 15 a. Staten yder tilskud til sprogstimulering ud fra det antal årselever, der deltager i sprogstimulering efter § 1, stk. 2, 2. pkt. Undervisningsministeren fastsætter regler om beregning af antallet af årselever. Tilskuddet pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 2. Tilskud efter stk. 1 ydes kun, hvis der foreligger revisorattesteret dokumentation for, at barnet skal sprogstimuleres. Dokumentationen skal indsendes til Undervisningsministeriet sammen med de øvrige oplysninger til brug for fastlæggelsen af skolens statstilskud, jf. § 37, stk. 4.

Specielle tilskud

§ 16. Staten yder tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af Undervisningsministeriet, til lærertimer, praktisk medhjælp, hjælpemidler og befordring af elever med svære handicap, i det omfang udgifterne overstiger det kommunale takstbeløb, der er fastsat i henhold til § 49, stk. 2, i lov om folkeskolen.

§ 17. Staten yder tilskud til nedbringelse af skolepenge, til nedbringelse af forældrebetalingen for skolefritidsordninger, til nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling og til befordringsudgifter inden for bevillinger, der fastsættes på de årlige finanslove. Tilskud til nedbringelse af skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordning samt nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling fastsættes under hensyn til elevens og forældrenes økonomiske forhold og til, hvorvidt bopælskommunen yder tilskud til skolepengene, forældrebetalingen eller opholdet.

Stk. 2. Bevillingen til befordringsudgifter reguleres for udviklingen i antallet af elever og for prisudviklingen for persontransport med offentlige transportmidler.

§ 17 a. Staten yder et særligt tilskud til indkøb af computere til elever i frie grundskolers 3. klasse inden for et beløb, der fastsættes på de årlige finanslove. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om ydelse af tilskud, herunder om ansøgningsprocedure og -frister, tilbagebetaling af tilskud, indberetning, regnskabsaflæggelse og revision m.v.

Stk. 2. For tilskud efter stk. 1 gælder bestemmelserne i § 18, stk. 1, og § 21, stk. 1, ikke.

Almindelige regler om tilskud, indtægter m.v.

§ 18. Skolen disponerer frit ved anvendelsen af tilskud under ét, idet formålene med disse forudsættes opfyldt.

Stk. 2. En institution, der består både af en fri grundskole og et privat gymnasium, et privat hf-kursus eller en fri kostskole, disponerer frit over tilskud, som den i medfør af lovene for de enkelte skoleformer kan anvende frit under ét, idet formålene med disse forudsættes opfyldt.

Stk. 3. Aftaler, herunder husleje- og ejendomsaftaler, skal indgås på vilkår, der ikke er ringere for skolen end sædvanlige markedsvilkår, og skal søges ændret, hvis udviklingen i markedsvilkårene tilsiger det.

Stk. 4. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om huslejeaftaler, herunder i særlige tilfælde bestemme, at huslejeaftaler skal indgås på andre vilkår end dem, der er nævnt i stk. 3.

Stk. 5. For skoler, der ikke har modtaget tilskud i 1996, kan undervisningsministeren fastsætte nærmere regler om udgifter til bygninger og arealer. Den maksimale udgift pr. årselev til bygninger og arealer fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 6. Skolerne kan opspare tilskud til anvendelse i følgende finansår og optage lån til skole- og undervisningsvirksomhed.

Stk. 7. En skole kan kun anvende bygninger til skolens skole- og undervisningsformål, når bygningerne er godkendt hertil af de stedlige bygnings- og brandmyndigheder.

§ 19. Tilskud i henhold til denne lov kan kun ydes til skoler, som har mindst 28 elever i alt på 1.-7. klassetrin beregnet enten som elevtallet pr. 5. september året før finansåret eller som et gennemsnit af elevtallene pr. 5. september året før finansåret og de to forudgående år. Der kan dog ydes tilskud til skoler fra skoleårets begyndelse svarende til det gennemsnitlige tilskud pr. årselev, der er fastsat på finansloven, jf. § 10, stk. 3 og 4, og § 11, stk. 7, hvis antallet af elever pr. 5. september er mindst 28 i alt på 1.-7. klassetrin. For skoler med kostafdeling, jf. § 2, stk. 4, gælder betingelserne i 1. og 2. pkt. dog for 1.-9. klassetrin. En nyoprettet skole skal i det første skoleår pr. 5. september have mindst 12 elever og i det andet skoleår pr. 5. september mindst 20 elever, jf. dog § 13, stk. 2, om kostafdelinger. Skoler, der hidtil har kunnet få dispensation fra elevtalskravene, skal ikke overholde elevtalskravene i 1. og 2. pkt., men det elevtalskrav, som den enkelte skoles dispensation har givet mulighed for.

Stk. 2. Tilskud til nyoprettede skoler kan kun ydes med virkning fra begyndelsen af et skoleår.

§ 20. Skolen skal have andre indtægter end statstilskuddene. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 20 a. Skolens midler skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for skolen.

Stk. 2. Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal under hensyntagen til sikkerheden anbringes på en eller flere af følgende måder:

  1. Som indestående i pengeinstitutter hjemmehørende i Danmark eller i et andet land inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

  2. I fondsaktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark eller andre danske finansieringsinstitutter under offentligt tilsyn.

  3. I fondsaktiver eller gældsbreve, for hvilke den danske stat eller en dansk kommune står som udsteder eller garant.

  4. I værdipapirer fra et EU-/EØS-medlemsland, bortset fra aktier og investeringsforeningsbeviser, som efter deres art og sikkerhed kan sidestilles med de aktiver, der er nævnt i nr. 2 og 3.

Stk. 3. Skolen kan uanset bestemmelsen i stk. 2, nr. 4, under størst mulig hensynstagen til sikkerheden i fornødent omfang anbringe likvide midler i andelsbeviser med begrænset hæftelse eller aktier i det pengeinstitut, som skolen bruger som sin sædvanlige bankforbindelse, og i andelsbeviser med begrænset hæftelse i forsyningsvirksomheder m.m., hvis skolen derved opnår økonomiske fordele. Andelene og aktierne skal afhændes, hvis skolen skifter pengeinstitut eller ikke længere opnår den forudsatte fordel.

§ 20 b. Undervisningsministeren kan indhente alle oplysninger fra skolerne om uddannelserne, eleverne, personalet, udstyret, huslejeaftaler, aftaler om ejendomskøb og andre aftaler og om skolernes drift i øvrigt til brug for fastlæggelse af tilskud, gennemgang af årsregnskaber, gennemførelse af tilsyn og udarbejdelse af statistik. Undervisningsministeriet kan endvidere indkalde oplysninger fra det fordelingssekretariat, der er nævnt i § 11, stk. 3, og Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig om økonomiske forhold, herunder regnskaber, husleje- og ejendomsaftaler samt statistiske oplysninger. Undervisningsministeren kan bestemme, at sådanne oplysninger skal leveres i elektronisk form, herunder fastsætte, i hvilket format leveringen skal ske. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

§ 20 c. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om elektronisk kommunikation mellem skolen og Undervisningsministeriet, mellem skolen og andre offentlige myndigheder og uddannelsesinstitutioner omfattet af Undervisningsministeriets lovgivning samt mellem skolen og brugerne af skolen, herunder om anvendelse af digital signatur.

§ 21. Tilskud efter denne lov udbetales endeligt inden for det enkelte finansår. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om udbetaling af forskud i løbet af finansåret, indtil grundlaget for tilskudsberegningen er opgjort.

Stk. 2. Undervisningsministeren kan for skoler, der ikke følger bestemmelserne i denne lov, de regler eller aftaler, jf. § 7, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, eller undervisningsministerens påbud, jf. § 24 a, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Undervisningsministeren kan tilbageholde tilskud eller lade tilskud bortfalde for skoler, som begæres erklæret konkurs eller standser deres betalinger, eller når der i øvrigt er fare for, at en skoles virksomhed må indstilles. Undervisningsministeren kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen i øvrigt har været fejlagtig.

Stk. 3. Tilskud, der bortfalder eller tilbagebetales i medfør af stk. 2, tilfalder staten.

Stk. 4. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskudsudbetalinger.

§ 21 a. Undervisningsministeren kan endvidere træffe beslutning om, at der ikke ydes tilskud til en skole, herunder en ny skole, hvis der efter ministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen opfylder kravet i § 5, stk. 2, om uafhængighed og forvaltning af skolens midler. Der kan herved navnlig lægges vægt på, om

  1. skolen indgår i et fællesskab eller et samarbejde med skoler, institutioner, fonde, virksomheder, foreninger m.fl., der indebærer en nærliggende risiko for, at skolen styres af andre,

  2. skolens midler anvendes til formål uden for skolen,

  3. skolens ledelse og lærere står i et juridisk eller økonomisk afhængighedsforhold til de i nr. 1 nævnte institutioner m.fl. eller

  4. skolens elever udfører arbejde, herunder indsamlingsarbejde eller lignende, på en måde, der er usædvanlig for skoleformen.

§ 21 b. Såfremt undervisningsministeren i medfør af § 21 a, jf. § 5, stk. 2, har besluttet, at tilskuddet i sin helhed bortfalder, kan skolen generhverve tilskudsretten i overensstemmelse med reglerne for nye skoler, jf. § 8, stk. 2. I øvrige tilfælde kan skolen generhverve tilskudsretten, når de forhold, som har givet anledning til bortfald af tilskuddet efter § 21, stk. 2, er bragt i orden.

§ 21 c. Hvis en skoles tilskud er helt bortfaldet efter § 21, stk. 2, fordi skolen ikke opfylder kravet i § 2, stk. 3, om, at undervisningssproget er dansk, er den ikke længere en fri grundskole efter denne lov. Eventuel fortsat undervisning på skolen er herefter omfattet af bestemmelserne i kapitel 8, herunder bestemmelserne om kommunalbestyrelsens tilsyn med undervisningen.

Tilskud til kombinerede skoler

§ 22. Undervisningsministeren kan fastsætte særlige regler om tilskud til institutioner, som består både af en fri grundskole og en fri kostskole, en privat gymnasieskole eller et privat hf- kursus.

Sociale klausuler

§ 22 a. Undervisningsministeren kan ved ydelse af tilskud til frie grundskoler stille vilkår, der fremmer formålet i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (sociale klausuler). Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Kommunale tilskud

§ 23. Kommunalbestyrelsen i skolekommunen eller elevers bopælskommune, jf. § 25, kan yde følgende tilskud:

  1. Tilskud til nedbringelse af skolepenge, herunder til nedbringelse af betaling for skolefritidsordninger og for ophold på en kostafdeling. Tilskuddet kan ydes under hensyn til elevernes og forældrenes indtægtsforhold,

  2. tilskud til driften af skolefritidsordninger,

  3. tilskud til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand samt til særlig støtteundervisning i dansk af tosprogede elever,

  4. tilskud til sprogstimulering efter § 1, stk. 2, 2. pkt., og

  5. tilskud til anlægsudgifter eller lignende investeringsudgifter.