§ Friskoleloven · kapitel 13 af 20
Kapitel 3 – Tilsyn
LBK nr 665 af 27/06/2005
§ 9. Det påhviler forældrene til børn i en fri grundskole (forældrekredsen) at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed, herunder med, at skolen giver undervisning og sprogstimulering efter § 1, stk. 2, 2. pkt., som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.
Stk. 2. Forældrekredsen vælger for højst 4 år en eller flere personer til at føre tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk samt med, om skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den eller de tilsynsførende skal endvidere påse, at skolen opfylder kravet i § 1, stk. 2, 4. pkt., og at undervisningssproget er dansk. Forældrekredsen kan i stedet anmode kommunalbestyrelsen i skolekommunen om at varetage disse tilsynsopgaver. Skolen skal orientere Undervisningsministeriet om, hvem der er valgt til at føre tilsyn. Opfylder den eller de tilsynsførende ikke på tilfredsstillende måde kravene til tilsynet i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf, kan undervisningsministeren pålægge forældrekredsen inden for en nærmere angivet frist at vælge en eller flere nye tilsynsførende.
Stk. 3. Den eller de tilsynsførende
-
skal til stadighed have sådanne faglige og pædagogiske forudsætninger, at de er i stand til at varetage et tilsyn med undervisningen på grundskoleniveau,
-
skal beherske dansk i skrift og tale, medmindre tilsynet føres ved de tyske mindretalsskoler eller ved skoler, der har fået godkendt et andet undervisningssprog end dansk,
-
må ikke tilhøre forældrekredsen,
-
må ikke være medlem af bestyrelsen,
-
må ikke være ansat på skolen,
-
må ikke være ansat eller bestyrelsesmedlem på en anden fri grundskole, hvis skolens ansatte eller bestyrelsesmedlemmer fører tilsyn med denne anden frie grundskole, og
-
må ikke være gift eller nært beslægtet med personer, der er nævnt i nr. 3-6.
Stk. 4. Skolen skal betale den eller de personer, der er valgt som tilsynsførende, en godtgørelse efter regler, der fastsættes af undervisningsministeren.
Stk. 5. Hvis forældrekredsen ikke vælger en tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen.
Stk. 6. Den eller de tilsynsførende skal aflægge mindst et årligt tilsynsbesøg på skolen. Undervisningen skal overværes i et omfang afstemt efter skolens størrelse, dog svarende til mindst en hel skoledag. Undervisningen inden for hvert af de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i, skal overværes af en tilsynsførende. Derudover skal den eller de tilsynsførende drøfte indholdet af skolens undervisningsplaner med skolens leder og lærere og vurdere det anvendte undervisningsmateriales faglige og pædagogiske kvalitet.
Stk. 7. Den eller de tilsynsførende afgiver hvert år en skriftlig tilsynserklæring til forældrekredsen og skolens bestyrelse om tilsynet efter stk. 2, herunder om elevernes standpunkt i de fag, der er nævnt i stk. 2. I tilfælde, hvor forældrekredsen har valgt flere tilsynsførende, og hvor disse ikke er enige om affattelsen af den skriftlige tilsynserklæring, skal dette fremgå af erklæringen. Enhver tilsynsførende har ret til at afgive sit særstandpunkt til forældrekredsen. Skolen udleverer den skriftlige tilsynserklæring til forældrekredsen og offentliggør den på skolens hjemmeside på internettet. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om formen for afgivelse af tilsynserklæringen.
Stk. 8. Skønner den eller de tilsynsførende, at elevernes standpunkt, jf. stk. 2, ikke står mål med, hvad der almindeligvis opnås i folkeskolen, eller at skolens undervisning ikke opfylder kravene i § 1, stk. 2, 1. og 2. pkt., fastsættes en frist på mindst 3 måneder til forbedring af forholdene. Hvis den eller de tilsynsførende stadig finder undervisningen mangelfuld, udfærdiger den eller de tilsynsførende en erklæring herom, som sendes til høring i forældrekredsen og i skolens bestyrelse. Hvis den eller de tilsynsførende efter høringen fortsat finder undervisningen mangelfuld, indsendes en begrundet indberetning med de eventuelt afgivne høringssvar til Undervisningsministeriet. Undervisningsministeren kan herefter træffe beslutning om, at skolen ikke længere er en fri grundskole efter denne lov, og at skolen ikke kan modtage tilskud efter denne lov, medmindre ministeren skønner, at der er behov for at iværksætte et yderligere tilsyn efter stk. 9.
Stk. 9. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde træffe beslutning om yderligere tilsyn med en skole. Undervisningsministeren kan beslutte, at kommunalbestyrelsen i skolekommunen skal føre dette tilsyn. Undervisningsministeren kan beslutte, hvorledes det yderligere tilsyn i de enkelte konkrete tilfælde skal udføres, herunder at der skal anvendes test.
Stk. 10. Hvis der på baggrund af et yderligere tilsyn efter undervisningsministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen opfylder kravene i § 1, stk. 2, kan undervisningsministeren beslutte, at skolen ikke længere er en fri grundskole efter denne lov, og at skolen ikke kan modtage tilskud efter denne lov.
Stk. 11. Hvis undervisningsministeren i medfør af stk. 8 eller 10 har truffet beslutning om, at en skole ikke længere er en fri grundskole efter denne lov, er eventuel fortsat undervisning på skolen af børn i den undervisningspligtige alder herefter omfattet af bestemmelserne i kapitel 8, herunder bestemmelserne om kommunalbestyrelsens tilsyn med undervisningen.
Stk. 12. Skolen skal til tilsynet efter stk. 2, 5 og 9 på begæring udlevere de oplysninger, som den eller de tilsynsførende finder har betydning for tilsynets udførelse.
§ 9 a. En fri grundskole med kostafdeling, jf. § 2, stk. 4, kan anmode undervisningsministeren om, at denne fører tilsyn med kostafdelingen.
§ 9 b. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde træffe beslutning om yderligere tilsyn med sprogstimuleringen på en skole. Bestemmelsen i § 9, stk. 9, 2. og 3. pkt., gælder tilsvarende for disse tilsyn.
Stk. 2. Hvis der på baggrund af et yderligere tilsyn, jf. stk. 1, efter undervisningsministerens skøn ikke er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen opfylder kravet i § 1, stk. 2, 2. pkt., kan undervisningsministeren beslutte, at skolen ikke længere kan tilbyde denne sprogstimulering efter lovens bestemmelser herom.
Stk. 3. Hvis undervisningsministeren i medfør af stk. 2 har truffet beslutning om, at en skole ikke længere kan tilbyde sprogstimulering efter lovens bestemmelser herom, er fortsat sprogstimulering på skolen herefter omfattet af bestemmelsen om sprogstimulering i hjemmet m.v. i lov om folkeskolen, jf. bestemmelserne i kapitel 8 i denne lov.