Friskoleloven § 10

§ 10. Staten yder et generelt driftstilskud til de frie grundskoler ud fra antal årselever ved skolerne. Ved opgørelsen af antal årselever ved skolerne medregnes ikke børn af forældre, der ikke er bosat i Danmark. Undervisningsministeren kan fastsætte regler, der fraviger dette krav i tilfælde, hvor der foreligger en særlig tilknytning til Danmark, eller eleverne er i Danmark i forbindelse med et offentligt accepteret formål. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for at modtage tilskud.

Stk. 2. Antal årselever opgøres som 7/12 af antal elever opgjort pr. 5. september året før finansåret og 5/12 af antal elever opgjort pr. 5. september i finansåret. Antal årselever ved kostafdelinger beregnes på samme måde, jf. § 13.

Stk. 3. Det gennemsnitlige tilskud pr. årselev fastsættes på de årlige finanslove med udgangspunkt i summen af

  1. den senest regnskabsopgjorte udgift pr. elev i folkeskolen eksklusive udgiften til pension og

  2. 15 pct. af den beregnede årlige pensionsgivende lønudgift på alle frie grundskoler til ledere, lærere og børnehaveklasseledere ansat den 5. september 1995 delt med det samlede elevtal pr. 5. september 1995. Dog indgår den pensionsgivende lønudgift i forbindelse med kostafdelinger og elever med svære handicap ikke i beregningen.

Stk. 4. Beløbene i stk. 3, nr. 1 og 2, pris- og lønreguleres frem til det pågældende finansår.

Kilde: Retsinformation.dk