§ Naturgasforsyningsloven · kapitel 16 af 26
Kapitel 3 – Naturgasforsyningsnet, LNG-faciliteter og lager
LBK nr 287 af 20/04/2005
Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-bevillinger
§ 10. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-virksomhed kan kun udøves efter bevilling, der kan gives til selskaber, som opfylder kravene i § 28. Virksomhed, der varetages af Energinet Danmark eller virksomhedens helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark udøves dog uden bevilling.
Stk. 2. Bevilling meddeles af transport- og energiministeren for et nærmere afgrænset område. Bevilling gives for mindst 20 år.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om bevilling.
§ 10 a. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber vedligeholder og om- og udbygger naturgasforsyningsnettet, lagre og LNG-faciliteter i forsyningsområdet i fornødent omfang. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 11. Transmissionsselskaber og distributionsselskaber skal sikre en tilstrækkelig og effektiv transport af naturgas med tilhørende ydelser i egne net, herunder
-
opretholde den fysiske balance i nettet,
-
stille fornøden transportkapacitet til rådighed,
-
sikre måling af levering og aftag af naturgas i nettet og
-
forsyne brugerne af nettet med de nødvendige oplysninger om måling af naturgas, der transporteres gennem nettet.
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan beslutte, at transmissions- og distributionsselskaber i samarbejde skal iværksætte forskning og udvikling med henblik på effektiv energianvendelse, miljøforbedringer og sikkerhed ved naturgasanvendelse. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om udarbejdelse af planer for aktiviteterne og om godkendelse af disse.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan beslutte, at opgaver, som bevillingshaveren er pålagt efter stk. 1, nr. 1, med mindst et års varsel overføres til en systemoperatør.
§ 11 a. Transmissions- og distributionsselskaber skal opstille et program for intern overvågning, som beskriver selskabets tiltag for at forhindre diskriminerende adfærd. Selskaberne skal sikre overholdelsen af programmet for intern overvågning samt sikre, at det kontrolleres på passende måde. En årsberetning med en beskrivelse af programmet samt kontrollen af dette skal offentliggøres og anmeldes til Energitilsynet.
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 nævnte forhold, herunder om, hvad programmet for intern overvågning skal indeholde, og hvordan det skal kontrolleres.
§ 12. Et transmissionsselskab skal
-
i fornødent omfang tilslutte distributionsnet samt forbrugere,
-
sikre kvaliteten af den naturgas, der leveres fra transmissionsnettet,
-
varetage forsyningssikkerheden i Danmark,
-
samarbejde med andre transmissionsselskaber i Danmark og i andre lande med henblik på en effektiv udveksling af naturgas,
-
udarbejde planer for det fremtidige behov for transmissionskapacitet,
-
sikre, at der er tilstrækkelige mængder naturgas i det samlede naturgasforsyningssystem, således at den fysiske balance i nettet kan opretholdes, jf. § 11, stk. 1, nr. 1, og
-
anvende gennemsigtige, ikkediskriminerende, markedsbaserede metoder ved anskaffelse af den energi, det anvender til at udføre sit hverv.
Stk. 2. Et transmissionsselskab kan indgå aftaler om kapacitet, som forbeholdes forsyningssikkerhed for transit.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder regler om afgrænsning af opgaverne. Transport- og energiministeren kan endvidere give pålæg om ændringer i forsyningssikkerheden.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan beslutte, at opgaver, som bevillingshaveren er pålagt efter stk. 1, nr. 2-6, med mindst 1 års varsel overføres til en systemoperatør.
§ 12 a. Et transmissionsselskab skal ved udførelsen af sine opgaver bidrage til at sikre, at der skabes de bedst mulige betingelser for konkurrence på markeder for handel med naturgas, jf. § 1, stk. 2.
Stk. 2. Et transmissionsselskab kan ud over det i stk. 1 nævnte tage andre initiativer med henblik på at fremme konkurrencen på markeder for naturgas.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om transmissionsselskabernes forpligtelser, jf. stk. 1 og 2, herunder om selskabernes forpligtelser vedrørende tilrettelæggelsen af adgang til systemet.
§ 13. Etablering af nye transmissionsnet og væsentlige ændringer i bestående transmissionsnet kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for udbygningen. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af nettet, herunder sikkerhedsstillelse for sløjfning og bortskaffelse af anlæg.
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse.
Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder ikke for virksomhed varetaget af Energinet Danmark eller virksomhedens helejede datterselskaber i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark.
§ 14. Et distributionsselskab skal
-
i fornødent omfang tilslutte forbrugere til distributionsnettet og
-
tilbyde forbrugere rådgivning om energibesparelser.
Stk. 2. Transport- og energiministeren fastsætter regler om indholdet af distributionsselskabets forpligtelser efter stk. 1, nr. 2.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om indholdet af distributionsselskabets forpligtelser i henhold til stk. 1, nr. 1, om, at distributionsselskabet skal kortlægge naturgasforbruget og planlægge og sikre gennemførelsen af energibesparelser i forsyningsområdet, samt om samarbejde mellem distributionsselskaber om rådgivning om energibesparelser, jf. stk. 1, nr. 2.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om samfakturering af de ydelser, forbrugeren modtager i henhold til denne lov.
§ 15. Et lagerselskab skal
-
måle leverancer af naturgas til og fra lageret,
-
forsyne brugerne af lageret med de nødvendige oplysninger om måling af naturgas, der tilføres og udtrækkes fra lageret, og
-
stille nødvendig lagerkapacitet til rådighed for transmissionsselskabers varetagelse af de i § 12, stk. 1, nr. 3 og 6, nævnte opgaver.
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1, herunder om afgrænsningen af opgaverne og den nødvendige lagerkapacitet, der skal stilles til rådighed til nødforsyningsformål.
Beredskab
§ 15 a. Selskaber, der er bevillingspligtige efter § 10, samt Energinet Danmark og denne virksomheds helejede datterselskaber, der varetager naturgasforsyningsvirksomhed i medfør af § 2, stk. 2 og 3, i lov om Energinet Danmark skal foretage nødvendig planlægning og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre naturgasforsyningen i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer.
Stk. 2. Energinet Danmark skal varetage de overordnede, koordinerende planlægningsmæssige og operative opgaver vedrørende det i stk. 1 nævnte beredskab.
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om varetagelse af de i stk. 1 og 2 nævnte opgaver.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om udførelse af tilsyn med det beredskabsarbejde, der udføres efter stk. 1 og 2, herunder om selskabernes fremsendelse af materiale som grundlag for tilsynet, om tilsynets beføjelser i forhold til selskaberne og om klageadgang. I reglerne kan det fastsættes, at tilsyn med beredskabsarbejde efter stk. 1 skal udføres af det transmissionsselskab, der varetager opgaver efter stk. 2.
LNG-faciliteter
§ 16. Etablering af LNG-faciliteter kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra transport- og energiministeren. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren kan dokumentere, at der er tilstrækkeligt behov for LNG-faciliteten. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår vedrørende den nærmere etablering og drift af LNG-faciliteten, herunder sikkerhedsstillelse for bortskaffelse.
Stk. 2. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse.
Direkte ledninger
§ 17. Direkte ledninger kan kun anlægges efter tilladelse fra transport- og energiministeren.
Stk. 2. Tilladelsen kan kun gives, hvis ansøgeren forinden har fået afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. § 18, og spørgsmålet ikke har kunnet løses ved forelæggelse for Energitilsynet.
Stk. 3. Tilladelsen kan betinges af overholdelse af vilkår som nævnt i § 13, stk. 1, sidste pkt.
Stk. 4. Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om betaling til dækning af omkostningerne ved behandling af ansøgning om tilladelse.
Adgang til systemet
§ 18. Enhver har ret til mod betaling at benytte transmissionsnet, distributionsnet og LNG-faciliteter, samt, hvis det er teknisk eller økonomisk nødvendigt for at yde effektiv systemadgang, lagre, linepack og andre hjælpefunktioner (systemet), jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Anmodning om benyttelse af systemet rettes til det transmissions-, distributions-, lager- eller LNG-selskab, hvis net, lager eller LNG-facilitet ønskes benyttet. Selskaberne skal give adgang til systemet på grundlag af objektive, gennemsigtige og ikkediskriminerende kriterier.
Stk. 3. Transmissions-, distributions-, lager- og LNG-selskaber kan nægte adgang til systemet i henhold til stk. 1,
-
hvis de ikke råder over den fornødne kapacitet,
-
hvis adgang til systemet ville hindre dem i at opfylde de forpligtelser, som de er pålagt i § 12, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, eller
-
på grund af alvorlige økonomiske og finansielle problemer med kontrakter, der indeholder en mindsteaftageforpligtelse (take or pay-vilkår), jf. § 22.
Stk. 4. Afslag på en anmodning om adgang til systemet, jf. stk. 3, skal begrundes.
Stk. 5. Energitilsynet behandler klager over afslag på anmodninger om adgang til systemet, jf. stk. 3.
§ 19. (Ophævet)
§ 20. Priser og betingelser for benyttelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter efter § 18 herunder linepack og andre hjælpefunktioner, der udbydes af transmissions-, distributions- og LNG-selskabet, fastsættes af transmissions-, distributions- eller LNG-selskabet, jf. kapitel 7. Transmissions-, distributions- og LNG-selskaber skal offentliggøre tariffer og betingelser for benyttelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter efter § 18.
Stk. 2. Transmissions-, distributions- og LNG-selskaber skal give ansøgere om benyttelse af transmissions- og distributionsnet samt LNG-faciliteter efter § 18 adgang til benyttelse af disse hurtigst muligt.
Stk. 3. Ved transport af naturgas gennem flere distributionsnet med henblik på forsyning af en forbruger betales alene for transport svarende til tarifferne for transport i det distributionsnet, som forbrugeren er tilsluttet. Provenuet fra transporten fordeles efter indbyrdes aftale mellem de distributionsselskaber, hvis distributionsnet naturgassen transporteres igennem.
Stk. 4. Hvis der opstår tvist om fordelingen af provenuet, jf. stk. 3, kan et eller flere af de berørte distributionsselskaber indbringe tvisten for Energitilsynet til afgørelse.
§ 20 a. Priser og betingelser for benyttelse af lagre efter § 18, herunder andre hjælpefunktioner, der udbydes af lagerselskabet, fastsættes ved forhandling mellem lagerselskabet og den, der ansøger om brug af lageret. Lagerselskaber skal offentliggøre de kommercielle hovedvilkår for benyttelse af lagre efter § 18 senest en måned efter lovens ikrafttræden og herefter en gang om året.
Stk. 2. Lagerselskaber skal hurtigst muligt indlede forhandlinger med ansøgere om benyttelse af lagre efter § 18.
Stk. 3. Transport- og energiministeren fastsætter regler om bilæggelse af tvister i forbindelse med forhandlinger om adgang til lagre efter § 18.
§ 21. Transport- og energiministeren fastsætter efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg regler for adgang til opstrømsrørledningsnet, herunder faciliteter, som yder tekniske tjenester i forbindelse med sådan adgang, bortset fra de dele af sådanne net og faciliteter, der benyttes til lokale produktionsaktiviteter ved et felt, hvor gassen produceres.
Stk. 2. Transport- og energiministeren fastsætter regler om bilæggelse af tvister vedrørende adgang til opstrømsrørledningsnet.
§ 22. Hvis et naturgasselskab får eller forventer at få alvorlige økonomiske og finansielle problemer på grund af sine mindsteaftageforpligtelser (take or pay-forpligtelser) i henhold til en eller flere kontrakter om køb af naturgas, kan det ansøge om en midlertidig undtagelse fra reglerne om adgang til systemet i § 18. Transport- og energiministeren fastsætter nærmere regler herom.
§ 22 a. Større nye gasinfrastrukturer kan helt eller delvis undtages fra bestemmelserne i §§ 18-21, 36 a og 41 efter ansøgning til transport- og energiministeren.
Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte infrastruktur skal være selskabsmæssigt adskilt fra det selskab, i hvis system infrastrukturen vil indgå.
Stk. 3. Transport- og energiministeren fastsætter nærmere vilkår for undtagelser efter stk. 1.
§ 23. For at få adgang til benyttelse af systemet skal brugerne opfylde de krav, der er fastsat herfor, jf. stk. 3.
Stk. 2. For at kunne blive tilsluttet systemet skal anlæg og installationer opfylde fastsatte tekniske krav og standarder
Stk. 3. Transport- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om de i stk. 1 og 2 nævnte forhold, herunder bestemme, at visse tekniske krav og standarder for tilslutning til samt krav for benyttelse af systemet skal fastsættes af transmissionsselskaber.