← Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed

§ Bekendtgørelse af lov om forsikringsvirksomhed · kapitel 52 af 58

Kapitel 24 – *

LBK nr 645 af 05/08/2002

Udenlandske forsikringsselskaber

§ 211. Et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt koncession i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, kan begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial senest 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Filialen kan udøve de i bilag 2 eller bilag 3 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af selskabets koncession i hjemlandet.

    Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve følgende oplysninger:

  1. en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation og de planlagte aktiviteter,

  2. en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession i hjemlandet,

  3. filialens adresse,

  4. navnet på filialens generalagent og

  5. et solvenscertifikat.

    Stk. 3. Såfremt filialen skal dække risici under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, jf. bilag 2, skal Finanstilsynet fra hjemlandets tilsynsmyndigheder tillige kræve en erklæring om, at filialen er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende filialers forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og §§ 110-115.

    Stk. 4. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 1-4, skal forsikringsselskabet give meddelelse herom til Finanstilsynet, som skal være modtaget senest en måned før ændringen foretages.

    Stk. 5. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på de i stk. 1 nævnte filialer.

§ 212. Selskabet skal vælge en generalagent til at lede filialen, der ikke kan tegnes uden generalagentens medvirken. Generalagenten skal have beføjelse til at forpligte virksomheden over for tredjemand samt til at repræsentere virksomheden i øvrigt, herunder over for Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen samt under søgsmål mod virksomheden.

    Stk. 2. Såfremt generalagenten ikke fungerer som den i § 213, stk. 3, nævnte repræsentant for selskabets virksomhed under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, gælder endvidere reglerne i § 213, stk. 3-6.

    Stk. 3. Et selskab må kun have én generalagent her i landet.

    Stk. 4. Generalagenten kan meddele prokura til én eller flere underagenter.

    Stk. 5. Generalagenter skal være myndige personer og enten have indfødsret i en af Den Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået aftale, eller i de sidste 2 år have været bosiddende her i landet. Fra den sidstnævnte bestemmelse kan økonomi- og erhvervsministeren gøre undtagelse.

    Stk. 6. Et her i landet hjemmehørende aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab kan være generalagent, såfremt generalagenten som sin repræsentant udpeger en person, der opfylder de i stk. 5 nævnte betingelser for at være generalagent.

§ 213. Et udenlandsk forsikringsselskab, der er meddelt koncession i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et andet land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, kan begynde at udøve virksomhed her i landet som grænseoverskridende tjenesteydelser, når Finanstilsynet har modtaget de i stk. 2 og 3 nævnte oplysninger fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet. Forsikringsselskabet kan udøve de i bilag 2 eller bilag 3 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af selskabets koncession i hjemlandet.

    Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve følgende oplysninger:

  1. Et solvenscertifikat,

  2. en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelle accessoriske risici, som selskabet har til hensigt at dække her i landet, og

  3. en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession i hjemlandet.

    Stk. 3. Såfremt selskabet skal dække risici under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, jf. bilag 2, skal Finanstilsynet fra selskabet kræve oplyst navn og adresse på den i stk. 4 nævnte repræsentant samt en erklæring om, at selskabet er medlem af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring. For de pågældende forsikringer til dækning af de nævnte risici gælder færdselslovens §§ 105-108 og §§ 110-115.

    Stk. 4. Selskabet skal tillige, såfremt det dækker risici under forsikringsklasse 10 bortset fra fragtførerens ansvar, udnævne en repræsentant, som er bosat eller etableret her i landet. Repræsentanten skal have beføjelse til at indsamle alle nødvendige oplysninger i forbindelse med krav og til at repræsentere selskabet over for skadelidte personer, der kan gøre krav gældende, herunder med hensyn til betaling af sådanne krav.

    Stk. 5. Repræsentanten skal endvidere have beføjelse til at repræsentere selskabet over for myndighederne samt under søgsmål mod selskabet i forbindelse med de i stk. 4 nævnte krav.

    Stk. 6. Repræsentanten må ikke udøve eller medvirke til nogen form for direkte forsikringsvirksomhed, og udnævnelsen af repræsentanten betragtes ikke i sig selv som oprettelse af et etableret forretningssted, jf. § 4.

    Stk. 7. I tilfælde af ændring af et forhold, der er givet meddelelse om efter stk. 2, nr. 2 og 3, skal forsikringsselskabet give meddelelse herom, senest samtidig med at ændringen foretages.

§ 213 a. Ved overdragelse af hele eller dele af en forsikringsbestand tegnet her i landet af et udenlandsk forsikringsselskab i overensstemmelse med § 211 og § 213 skal Finanstilsynet i samarbejde med hjemlandsmyndigheden offentliggøre en meddelelse om overdragelsen i Statstidende og et landsdækkende dagblad. Overdragelsen kan ikke påberåbes som grundlag for at hæve forsikringsaftalen.

§ 214. På forlangende af Finanstilsynet skal der indsendes en autoriseret oversættelse til dansk af de i § 211, stk. 1-4, og § 213, stk. 1-5, nævnte oplysninger.

§ 215. Udenlandske forsikringsselskaber omfattet af reglerne i § 211, stk. 1, og § 213, stk. 1, der her i landet dækker de i bilag 2 nævnte risici, kan af Finanstilsynet pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.

§ 216. Finanstilsynet kan efter de procedurer, der er fastsat i EF-direktiver om direkte forsikringsvirksomhed, forbyde et udenlandsk forsikringsselskab omfattet af bestemmelserne i § 211, stk. 1, og § 213, stk. 1, at udøve virksomhed her i landet gennem en filial eller i form af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvis selskabet groft eller gentagne gange har overtrådt bestemmelser i denne lov, regler udfærdiget i medfør af loven eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter denne lov har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør.

§ 217. Finanstilsynet kan efter anmodning fra tilsynsmyndigheden i hjemlandet forbyde et udenlandsk forsikringsselskab, der er omfattet af bestemmelserne i § 211, stk. 1 og § 213, stk. 1, at råde over dets aktiver her i landet eller begrænse dets rådighed herover.

    Stk. 2. Stk. 1 gælder tilsvarende for andre udenlandske forsikringsselskaber, der er meddelt koncession i et af Den Europæiske Unions medlemslande eller i lande, der har gennemført 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, når forsikringsselskabet uden at være omfattet af bestemmelserne i § 211, stk. 1, og § 213, stk. 1, har aktiver her i landet.

§ 218. Det er ikke tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end

  1. danske forsikringsselskaber,

  2. udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 211, stk. 1, eller § 213, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse (koncession) af Finanstilsynet,

§ 219. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for filialvirksomhed, der ikke er omfattet af § 211, stk. 1, og grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, der ikke er omfattet af § 213, stk. 1.

    Stk. 2. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktieselskaber finder anvendelse på filialer af udenlandske forsikringsselskaber, som ikke er omfattet af § 211, stk. 1.

Kapitel 24 a

Danske forsikringsselskabers virksomhed i udlandet

§ 220. Et forsikringsselskab, der ønsker at etablere en filial i et andet land, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:

  1. I hvilket land filialen ønskes etableret,

  2. en beskrivelse af filialens virksomhed, herunder oplysninger om organisation, og de planlagte aktiviteter,

  3. filialens adresse og

  4. navnet på filialens generalagent.

    Stk. 2. Ved etablering af en filial i et land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, videresender Finanstilsynet de i stk. 1 nævnte oplysninger og et solvenscertifikat til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter forsikringsselskabet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession.

    Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at forsikringsselskabets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver forsikringsselskabet meddelelse herom senest 3 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

    Stk. 4. Forsikringsselskabet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold. Forsikringsselskabet skal også orientere værtslandets tilsynsmyndigheder om ændringer i de i stk. 1 nævnte forhold, såfremt værtslandet er et land inden for Den Europæiske Union eller lande, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv. Meddelelsen skal være modtaget senest 1 måned, før ændringen foretages.

    Stk. 5. Et forsikringsselskab, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som har gennemført Rådets 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og en angivelse af de forsikringsklasser, grupper af klasser og eventuelt accessoriske risici, der ønskes udøvet.

    Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse og et solvenscertifikat samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af forsikringsselskabets koncession til tilsynsmyndigheden i værtslandet senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.

§ 221. Finanstilsynet kan fastsætte regler om overdragelse af forsikringsbestande tegnet i henhold til virksomhed efter § 220, stk. 1 og stk. 5.

§ 222. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om danske forsikringsselskabers virksomhed i lande, som ikke er omfattet af § 220, stk. 1.

§§ 223-229. (Ophævet).